One, The

InstruktionJames Wong

MedvirkendeJet Li, Carla Gugino, Delroy Lindo, Jason Statham, James Morrison, Dylan Bruno, Richard Steinmetz, Steve Rankin, Tucker Smallwood, Harriet Sansom Harris, David Keats, Dean Norris, Ron Zimmerman, Darin Morgan, Mark Borchardt

Længde87 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Action, Action, Adventure, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen15/03/2002

På dvd01/03/2002


Anmeldelse

One, The

2 6
FilmenMan skal ikke være filmekspert for at kunne se, at James Wongs “The One” har stjålet en hel del fra “The Matrix”. Selv titlen synes at være stjålet fra brødrene Wachowski’s nymoderne mesterværk. Og det er også tydeligt at se, at en del af filmens meget flotte kampscener, er inspireret af film som “The Matrix” og John Woo’s action-epos: “Face/Off”.
Men “The One” mangler helt den charme, helhed og elegance, som de to foregående film havde i store mængder (for ikke at tale om et godt plot). Dette skyldes bl.a., at “The One” ikke har blot én eneste bare nogenlunde skuespiller på rollelisten (kun Jason Statham leverer en okay præstation som den hurtige og pålidelige Agent Funsch). Jet Li er en helt forfærdelig skuespiller, som burde holde sig til at dyrke kung-fu (det er han da også imponerende god til). Han er utrolig stiv og død i sin mimik og snakker som en robot. Carla Gugino er også forfærdelig som Jet Li’s konstant grædende og nervøse kæreste “T.K.”. Desuden er Trevor Robins soundtrack kedeligt og ensformigt.
Det er meget svært at forestille sig, at sådan et manuskript er blevet skrevet af to personer (Glen Morgan og James Wong), som har skrevet manuskripter til fremragende serier som “The X-Files” og “Millenium”. De skrev sammen bl.a. to af X-Files´ bedste episoder, efter min mening: “Ice” og “Home”. Men alligevel har de her formået at skrive et manuskript fyldt til randen med forfærdelig dialog og masser af ligegyldige bipersoner, på trods af at selve ideen bag filmen er godt udtænkt.
“The One” er, med sine sølle 83 minutter, en let og hurtig mundfuld at sluge. Der er masser af tempo og action, og jeg er da også sikker på, at filmen vil appellere stærkt til unge fans af vild rockmusik, “Power Rangers” og karate.

Dog indeholder “The One” en hel del flotte scener, som er godt koreograferet, fotograferet og klippet. Men disse scener er ikke nok til at redde filmen fra at være en hul, ligegyldig og plat actionfilm.

BilledeFilmen er præsenteret i Anamorphic Widescreen i 2.35:1 Aspect Ratio (på trods af at kassetten påstår at filmen er i 1.85:1 Aspect Ratio), og udover et par få problemer med kontrasten (billedet er en anelse for lyst engang
imellem) er billedkvaliteten her virkelig god.
Der er stort set ingen former for digitalt støj, billedet står knivskarpt igennem næsten hele filmen, og der er ingen tilfælde af distraherende ´edge enhancement´. Hvis bare filmen kunne have levet op til dette transfer…
LydDet engelske Dolby Digital 5.1 Digital Surround lydspor er dynamisk, heftigt og kraftigt, meget ligesom selve filmen. Der er meget få øjeblikkes stilhed. Musik og dialog er meget tydelig, uden hverken at være for lav eller for gennemtrængende. Diskens højdepunkt er uden tvivl den sidste kamp mellem Gabe og Yulaw, hvor spark, slag, gnister og eksplosioner omslutter seeren. DVD’en indeholder desuden også et engelsk Dolby 2.0 Surround lydspor.
Ekstramateriale”Jet Li is THE ONE” (varighed: 0:15:10)
Adskillige folk som har været involveret i filmens tilblivelse snakker om, hvor herlig og fantastisk en personlighed Jet Li egentlig er, uden overhovedet at afsløre noget som helst interessant om tilblivelsen af filmen. Dog er det sjovt at grine af, at de interviewede snakker alvorligt om filmens plot.
“About Face” (varighed: 0:05:56)
Denne lille dokumentar handler om, hvordan filmholdet tacklede de situationer, hvor Jet Li skulle kæmpe imod en identisk kopi af sig selv. Relativt interessant, men meget kort og ikke særlig informativ.

Desuden indeholder DVD’en et kommentarspor med instruktør James Wong, production designer David L. Snyder, fotograf Robert McLachlan og klipper James Coblentz. Dette er faktisk et ganske godt kommentarspor. De fire personer snakker bl.a. om, hvordan terrorangrebet på USA den 11. september ændrede et par ting i manuskriptet, og de snakker også om et par scener som blev slettet fra den endelige udgave af filmen (og som, af en eller anden grund, ikke er at finde på DVD’en). Desværre er kommentarsporet asynkront med filmen, hvilket man tydeligt kan høre et par minutter inde i filmen (prøv at tjekke kapitel 9, hvor Jet Li og Jason Statham har en ganske normal samtale, samtidigt med at der høres en masse sparken, slåen og smadren). Det gør det selvfølgelig ofte forvirrende at lytte til kommentarsporet, og vi får heller ikke engang hele kommentarsporet med, eftersom selve filmen slutter et par minutter før lyden. Jeg vil skyde på, at grunden til dette er, at kommentarsporet er blevet kopieret direkte fra den amerikanske Region 1 DVD, som har en anden framerate (antal billeder pr. sekund).

Fans af filmen vil nok blive skuffet over manglen på godt ekstramateriale, men de fleste mennesker vil nok være ret ligeglade. “The One” er en tom og intetsigende film, og hverken et virkelig flot billede- eller lydtransfer kan redde denne DVD fra at være særdeles ringe.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Hvad hvis der fandtes parallelle universer, hvor vores dobbeltgængere lever deres helt egen tilværelse, uafhængig af vores. Hvad nu, hvis én af de alter egoer besluttede sig for at dræbe alle de andre, for til sidst at tage pladsen i netop din verden…?

Den tidligere agent, Gabriel Yulaw, der egentlig skulle overvåge de mange universer, dræber sine alter egoer og overtager deres samlede energier. Han har dræbt 123 versioner af sig selv og er i alt blevet 123 gange stærkere. Når den sidste er væk, vil han blive THE ONE, den eneste, der har samlet samtlige livsenergier fra alle universer i én enkelt krop. Nu er turen kommet til den sidste Gabriel Yulaw, bedre kendt som Gabe, en respekteret og erfaren politimand i Los Angeles, der lige pludselig befinder sig i et mareridt hinsides den værste fantasi… Han må standse sit alter ego, men konsekvenserne er fuldkommen uoverskuelige… Han må finde en universel løsning!