Dræbende langsom vampyrfilm er helt sin egen

Jim Jarmusch’ insisterende kamera bliver ved med at spinde rundt og rundt. Melodisk, nærmest som hvis filmkameraet kiggede ned på en pladespiller, der bare drejer rundt og rundt, observerer vi skiftevis vores to hovedpersoner, Adam og Eve. De ligger stille, som var de bedøvede. Sådan fortsætter scenen et par minutter. Men så stopper legen. Pladen skal vendes, noget nyt skal til at ske. Men vores to hovedpersoner ændrer sig ikke. De sidder fast.

I hver deres del af verden har de to mangeårige elskere Adam og Eve nemlig ikke travlt med noget som helst. Mens Eve bruger det meste af sin tid på caféer i det turbulente Tanger i Marokko, bor den yngre Adam i den amerikanske storby Detroit. En by, der perfekt illustrerer hans sindstilstand. For ligesom den fallerede bilby er Adam et deprimerende syn. Alene, tilbagetrukket i sin gennemrodede lejlighed fyldt med gamle bøger, LP’er og antikvariske genstande, sidder han som en afdanket rockstjerne med sit lange hår og tomme blik og venter på, at tiden går.

Adam er nemlig træt af livet. For i sit flere hundrede år lange liv har vampyren Adam oplevet mere end de fleste. Han har ikke alene set verden udvikle sig, han har også mødt indflydelsesrige personer i massevis. Ja, Adam har ligefrem lavet musik med den østrigske komponist Schubert. Og med sådanne erfaringer er det ikke uforståeligt, at Adam ikke er synderligt begejstret for nutidens massekultur. Menneskene – eller zombierne som Adam, til min store fornøjelse, kalder dem – er ganske enkelt ikke, hvad de har været. Derfor må Eve komme Adam til undsætning. Hurtigt bliver hun en del af hans intethed.

Det lyder måske ikke, som om der sker meget i “Only Lovers Left Alive”. Det gør der heller ikke. Plot er der intet af, og scenerne kommer flydende i en lind strøm uden megen sammenhæng. At se filmen føles derfor mere som at hænge ud med karaktererne i to timer end noget andet. Det betyder også, at det nærmere er filmens struktur end vampyrernes hugtænder, som vil skræmme en stor del af publikum væk. Ja, vampyrer har nok aldrig været så tandløse, som det er tilfældet her. For i “Only Lovers Left Alive” er det ikke farligt og frækt at være vampyr ligesom i “Twilight” og “True Blood”, og de blodtørstige væsener fungerer heller ikke som lystne superskurke som i “Dracula”. Nej, Jarmusch’ vampyrer er forbløffende almindelige. Skiftede man hugtænder og blod ud med kanyler og stoffer, så ville filmen ikke ændre sig meget.

Vampyrernes lange levetid giver dog Jarmusch en undskyldning for at proppe et utal af kulturelle referencer ind i filmen. Filmelskere vil utvivlsomt klukke, når de ser Adam omtale sig selv som Dr. Caligari, og når Eve rejser med flyselskabet Air Lumiere. Men mere end blot lir ophøjer de mange kulturelle referencer sig desværre aldrig fra. Også kærlighedsforholdet mellem Adam og Eve er problematisk. Selvom Tom Hiddleston og Tilda Swinton begge er til at bide i, så gode er de, så minder deres forhold ofte mere om et mor/søn-forhold end om en egentlig romance med blodig gnist. Derfor er det heldigt, at Mia Wasikowska som Eves uregerlige lillesøster bringer en nødvendig snert af uforudsigelighed ind i filmen.