Only Lovers Left Alive
Udgivet 18. mar 2014 | Af: MMB | Set i biografen
Jim Jarmusch’ insisterende kamera bliver ved med at spinde rundt og rundt. Melodisk, nærmest som hvis filmkameraet kiggede ned på en pladespiller, der bare drejer rundt og rundt, observerer vi skiftevis vores to hovedpersoner, Adam og Eve. De ligger stille, som var de bedøvede. Sådan fortsætter scenen et par minutter. Men så stopper legen. Pladen skal vendes, noget nyt skal til at ske. Men vores to hovedpersoner ændrer sig ikke. De sidder fast.
Adam er nemlig træt af livet. For i sit flere hundrede år lange liv har vampyren Adam oplevet mere end de fleste. Han har ikke alene set verden udvikle sig, han har også mødt indflydelsesrige personer i massevis. Ja, Adam har ligefrem lavet musik med den østrigske komponist Schubert. Og med sådanne erfaringer er det ikke uforståeligt, at Adam ikke er synderligt begejstret for nutidens massekultur. Menneskene – eller zombierne som Adam, til min store fornøjelse, kalder dem – er ganske enkelt ikke, hvad de har været. Derfor må Eve komme Adam til undsætning. Hurtigt bliver hun en del af hans intethed.
Vampyrernes lange levetid giver dog Jarmusch en undskyldning for at proppe et utal af kulturelle referencer ind i filmen. Filmelskere vil utvivlsomt klukke, når de ser Adam omtale sig selv som Dr. Caligari, og når Eve rejser med flyselskabet Air Lumiere. Men mere end blot lir ophøjer de mange kulturelle referencer sig desværre aldrig fra. Også kærlighedsforholdet mellem Adam og Eve er problematisk. Selvom Tom Hiddleston og Tilda Swinton begge er til at bide i, så gode er de, så minder deres forhold ofte mere om et mor/søn-forhold end om en egentlig romance med blodig gnist. Derfor er det heldigt, at Mia Wasikowska som Eves uregerlige lillesøster bringer en nødvendig snert af uforudsigelighed ind i filmen.
Stemningsmæssigt er “Only Lovers Left Alive” et helstøbt indblik ind i et pessimistisk verdenssyn. Om det triste i at se datidens biografer blive lavet om til nutidens parkeringshuse. Og selvom man ikke deler tungsindet, så er det svært ikke at blive imponeret over kultinstruktøren Jim Jarmusch’ alternative tilføjelse til vampyruniverset. Med sit dræbende langsomme tempo vil filmen utvivlsomt skræmme mange mere end filmens vampyrer, men for de omvendte vil “Only Lovers Left Alive” være en unik mulighed for at se en film, der er helt sin egen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet