Master Meanie kaldes han i den amerikanske filmindustri, hvor han går for at være et af Hollywoods sorteste får. Hans film er intelligente, hårdtslående og æstetiske, hvilket i manges øjne tilsyneladende udgør en direkte trussel mod den gode smag. David Fincher besidder med andre ord evnen til at skabe filmoplevelser, der giver ar på sjælen og stof til eftertanke, og han er, om man så kan lide hans film eller ej, en af de mest spændende repræsentanter for moderne filmkunst.

“Panic Room” er Finchers hidtil mindste film med en meget enkel og lineær handling, der udelukkende udspiller sig i ét hus midt på Manhatten. Meg Altman (Jodie Foster) er netop gået fra sin stenrige ægtemand og flytter sammen med datteren Sarah (Kristin Stewart) ind i en rungende tom luksusbolig. Med fire etager og privat elevator repræsenterer huset al den overflod, som det privilegerede hjerte kan begære. Sikkerheds- systemerne er naturligvis state-of-the-art med videoovervågning og et såkaldt panikrum, der med sit tommetykke stålskelet er designet til at holde eventuelle overfaldsmænd ude. Meg afskyr den klaustrofobiske celle, men er ikke desto mindre tvunget til at tage den i brug allerede første aften, hvor tre målrettede tyve bryder ind.

Junior (Jared Leto), Burnham (Forest Whitaker) og den voldsomme Raoul (Dwight Yoakam) finder stik imod forventning den store bolig beboet, og deres planer falder fuldstændigt til jorden, efter at Meg og Sarah låser sig inde i panikrummet. Det de er kommet efter befinder sig nemlig inde bag de uigennemtrængelige vægge, og en brutal kamp om få kvadratmeter udfolder sig mellem to parter, der begge er havnet på den forkerte side af den tunge dør.

Med “Panic Room” er det lykkedes David Fincher at skabe en effektiv spændingsfilm, der formår at virke relativ frisk og fandenivoldsk til trods for, at der arbejdes indenfor en meget traditionel ramme. Modsat “Fight Club” indeholder filmen ikke nogen subtekst eller hævede pegefingre, og Fincher har tydeligvis bestræbt sig på ikke at kæntre den spinkle præmis med for meget udenomssnak. Karaktererne er trukket knivskarpt op og filmen er et udmærket flow af action, kulsort humor og voldelige eskapader. I enkelte passager daler spændingen imidlertid og nogle scener virker unødvendigt lange, mens andre reelt er helt overflødige. Og så kunne handlingen måske godt trække en overraskelse eller to mere undervejs mod den forudsigelige og noget abrupte slutning.

Det der gør “Panic Room” ekstra interessant, er de fantastiske billeder, der svæver fra person til person gennem vægge og gulvsprækker. Samspillet mellem den store huskulisse og de raffinerede kameraoptagelser er filmens sande stjerne, og en stor af spændingen udspringer af, at vi får overblik over, hvor personerne befinder sig i forhold til hinanden. Om filmen derved misser andre mere oplagte spændingsmomenter ved simpelthen at vise os for meget kan diskuteres. Derudover bidrager en dunkeldyster belysning meget til den tætte atmosfære, og den lader husets utallige kroge og hjørner sive ud i mørket i Finchers perfekte widescreen-kompositioner.

VideoDet er traditionelt svært at overføre film med meget mørke sekvenser til dvd, uden at billedet bliver plaget af komprimeringsstøj eller tab af detaljer. Sådan forholder det sig heldigvis ikke med “Panic Room” dvd’en, der til trods for visse steder at måtte kæmpe med lidt grumsede billeder, generelt ser rigtig godt ud. De mange mørke scener bevarer deres korrekte brun-sorte nuancer, og filmens visuelle udtryk er mindst ligeså imponerende, som det var i biografen. “Panic Room” gengives i anamorphic widescreen.

AudioDolby Digital lydsporet er ligesom billedet af meget høj kvalitet, og alle højtalerne arbejder på højtryk, for at spytte såvel de diskrete som mere voldsomme effekter ud. Howard Shores musik er enorm stemningsfuld, og den folder sig snigende ud under karakterernes paniske råben. Vær opmærksom på, at der rent faktisk ikke befinder sig noget DTS spor på dvd’en til trods for, at det står skrevet på bagsiden af coveret.

EkstramaterialeDen coole teaser-trailer og et par kedelige biografier udgør det sørgelige ekstramateriale. Efter de fantastiske specialudgaver af henholdsvis “Se7en” og “Fight Club” var vi mange, der forventede mere af samme slags, men ak. Lur mig, om der ikke lander en special edition dvd indenfor den nærmeste fremtid!

David Fincher beviser at han er en mesterlig instruktør, ved endnu engang at skabe en spændende, veldrejet thriller.

Man kan ikke være i tvivl om at David Fincher er en god instruktør, man skal bare kigge på rækken af spændende og nyskabende film han har lavet. Først Seven, derefter Fight Club, og nu har han tilføjet endnu en spektakulær thriller til rækken af successer.

Panic Room er en modbydelig spændende thriller. Plottet er originalt: Vores to hovedpersoner er lukket inde i et hermetisk forseglet rum, imens filmens skurke forsøger at komme ind i rummet. I løbet af filmen er der i bedste David Fincher stil adskillige twists, der blot gør det hele endnu mere interessant.

Ligesom i Seven og Fight Club er atmosfæren i denne film lige i øjet. Hele filmen foregår over én nat, og det gamle hus filmen foregår i, er ret skummelt. Ligesom i Seven regner det hele tiden, og den monotone trommen, gør filmen tilpas dunkel.

Filmen er virkelig spændende. Jeg sad vitterligt på kanten af sædet gentagne gange, og indtil flere gange må man holde vejret af bare spænding… og ånde lettet op når spændingen bliver udløst. Det gør bare filmen endnu mere successfuld!

Skuespillet i filmen er helt i top. Naturligvis er det Jodie Foster, der bærer filmen, som hovedpersonen. Det er virkelig lækkert at se hende i denne rolle, som stærk kvinde, en rolle der efterhånden er ved at være lidt atypisk for Hollywood. På den anden side skal Forest Whitaker nævnes, der som den eneste af skurkene har formildende træk. Han spiller godt som forbryderen der forsøger at nå sit mål, uden at nogen kommer noget til. De andre skuespillere i denne film (og der er ikke mange), spiller også godt, specielt er Dwight Yoakam som Raoul, mesterligt skummel!

Rent teknisk er denne film en fornøjelse. David Fincher fortsætter i samme stil som tidligere, og de dunkle farver og belysning er som taget ud af Seven og Fight Club, hvilket medvirker så absolut til filmens uhyggelige atmosfære.

Også kameraførslen er ligesom i Fight Club unik, og der er utroligt mange spændende kameravinkler samt ekstreme close ups. Det er virkelig flot, og gør denne filmoplevelse til noget ud over det sædvanlige.