Kærlighed ved første baguette

Lysets by kaldes Paris så ofte, men efter at have overværet Cédric Klapischs “Paris” er man mere fristet til at kalde den de mange livs by. Her krydses i hvert fald utallige menneskers liv, efterhånden som sorg, forelskelse og angst indfinder sig, mens bylivet bobler upåvirket videre.

Sådanne følelser og skæbner udspiller sig naturligvis i alle byer, men ligesom Woody Allan bruger New York som det lærred, hvorpå han maler sine fortællinger, således fungerer Paris som baggrunden for historierne i filmen. Alle de vanlige turistattraktioner vises forventeligt frem, men vi ser også billeder fra de dele af byen, hvor de færreste turister kommer.

Et væld af personer befolker denne ensemblefilm. Vi møder en professionel danser – spillet af Roman Duris – som netop har fået konstateret en alvorlig hjertesygdom, hvorfra der kun er spinkle chancer for at overleve. Han søger trøst hos sin søster i skikkelse af Juliette Binoche, som dog selv har sit af slås med. Vi møder også den livstrætte historieprofessor, der irriteres over sin brors velfungerende tilværelse, mens han selv kaster kærligheden på en ung studerende. Af frygt for at blive opfattet som en gammel gris vælger han ikke at henvende sig direkte, men begynder i stedet at sende hende romantiske sms’er af tiltagende lummer kvalitet.

“Paris” er blottet for de store dramatiske optrin, og i stedet følger vi personernes hverdag, mens de alle forsøger på at føle sig tilrette i den tilværelse, som de nu engang har fået. Tonen er let, luftig og ubesværet, og ofte tildeles situationerne en humoristisk drejning, om end den som regel er af den lune slags og kun sjældent direkte vækker høj latter. Som i en Woody Allen-film er dens hovedpersoner veltalende og som regel ganske indsigtsfulde, men det er dog sjældent, at deres indsigt synes at hjælpe dem med så meget. De ved, at den er gal, men ikke hvad de skal gøre ved det. Grundfølelsen af utilfredshed synes at løbe gennem figurerne lige fra den sygdomsramte danser – som vitterligt har noget at være ulykkelig over – til den forkælede arkitekt, der frygter, at han måske er for normal. Selv en tilbagevendende bagerjomfru synes aldrig at lave andet end at beklage sig over, hvorfor man ikke kan få ordentlige medarbejdere.

Skuespillerne i filmen er alle førsteklasses, og en stor del af filmens fornøjelse er simpelthen blot det at få lov til at tilbringe et par timer i så velspillende et selskab. Samtidig er “Paris” dog også en lige lovlig luftig størrelse, og selvom de forskellige romancer er underholdende, så er det svært ikke at føle, at der er en snert af konstruktion over filmen. Ligeledes er den næsten for pæn og hyggelig en størrelse til sit eget bedste, og man får uundgåeligt på fornemmelsen, at det ikke er en film, der kommer til at hænge ved længe efter. I sammenligning så fik Arnaud Desplechins ensemblefilm “Et juleeventyr” fra sidste år langt mere kant og nerve ud af nogle lignende emner.