Mat skakfilm

I skak har hvid spiller 20 forskellige muligheder i første træk. Efter fjerde træk opgøres variationerne i milliarder og atter milliarder. Skak er et komplekst spil med uendelige nuancer. Sådan er skakfilmen “Pawn Sacrifice” derimod ikke. Den er ligeud ad biopic-vejen fra dårlig traumatisk barndom over stjernestatus som verdens bedste skakspiller til det uundgåelige, personlige skakmat for ikoniske Bobby Fischer, der i 1972 spillede århundredets kamp imod Sovjetfjendens Boris Spasskij.

Den historie er allerede dokumenteret grundigt i “Bobby Fischer Against the World”. Så hvad kan Edward Zwicks film som dokumentarfilmen fra 2011 ikke kunne? Den kan gisne. Give et fiktivt bud på, hvorfor Fischer blev så god til skak og så skideskør, som han blev. Derfor begyndes der i 1950’ernes koldkrigs-paranoia, hvor lille Bobbys kommunistmor fortæller ham, at de holder øje med dem. De, dem, systemet. Den besked fanger Bobby – alle er efter ham, aflytter ham, overvåger ham, hvilket forfølger ham op i voksenlivet inkarneret i Tobey Maguires dygtigt gale øjne.

Men barndomsgisningen i “Pawn Sacrifice” er for simpel til så komplekst et menneske som Fischer. Hvorfor ender den jødiskfødte Bobby af en kommunistisk mor med at blive antisemit med erklæret mål om at banke alle Sovjetrussere i skak? For at hævne sig på mor, når hun bollede med andre mænd? Måske, men det får Zwick ikke meget klogt ud af. Så går det straks bedre med skak som koldkrigsanalogi. Det handler om det næste træk, hvad gør modstanderen, og frygter Spasskij mon ikke Fischers sicilianske åbning lige så meget, som Fischer inderst inde frygter den forsvarende verdensmester? Sådan var Den Kolde Krig. Frygt avlede mere frygt i et militært spil, hvor titlens bonde nemt kunne ofres for at sikre kongens overlevelse.

Den bonde er Bobby selv og kollegaen Boris for den sags skyld. I en af de bedste scener er Liev Schriebers tilsyneladende urystelige Boris stukket af fra USSR-bosserne, imens de er på besøg i USA. Bag de cool solbriller bærer han et ønske om at være i fred. Spille pinball på en bar i stedet for at agere brik i en dum stedfortræderkrig, som skakspillet bliver udlagt som. Han er ikke bare en skabelonond russer, men et almindeligt menneske i stormagternes spil. Han og Bobby er bønder, imens sleske efterretningstyper som Michael Stuhlbargs måske-agent hiver i trådene, for at skakkrigen kan blive udkæmpet.

Den ændring i modsætningsforholdet er spændende. At det ikke er USA imod Sovjet, men centralmagten imod bønderne på gulvet. Men så går der alligevel sportsfilm i den. Den geniale amerikanere vender og vinder kampen og alle amerikaneres hjerter. Det er “Mighty Ducks” og heltedyrkelse, imens paranoiaen og Fischers galskab toner ud i den islandske intethed, hvor kampen blev spillet. I modsætning til dokumentarfilmen så stoppes der, inden han bliver rigtig skør. Og interessant. Det ville svare til at slutte Spielbergs “München” halvvejs, inden paranoiaen sætter ind.