En festlig sms

’Den grønne er et interessant valg, må man sige. Det er en slags sandhedstale.' Den festlige fødselsdag udvikler sig på få sekunder til en mareridtsmiddag i Thomas Vinterbergs “Festen”. Næsten 20 år senere og 2000 kilometer længere sydpå skal sandhederne nu på middagsbordet igen i en opdateret udgave med telefoner i stedet for taler. Og når først de hemmeligheder kommer på bordet, så går det ikke stille for sig. Hverken på lærredet eller i sjælen.

Umiddelbart virker selskabets deltagere som ganske almindelig par anno 2016. Rocco og Eva er parret med de succesfulde karrierer, men med en teenagedatter, der er lidt for løs på tråden i specielt Evas øjne. Bianca og Cosimo er de nyforelskede. De knalder på alle møbler i alle værelser. Lele og Carlotta er det dysfunktionelle par, som forsøger at fastholde facaden for børnenes skyld. Slutteligt er der deres singleven, Peppe. Netop opsagt gymnasielærer, men med et nyt bekendtskab, der desværre har fået feber og ikke kunne komme med til skæbnemiddagen.

Men det går jo nok. Han er jo i gode venners lag, og nu skal de bare hygge og spise. Dette lag følte jeg mig som en del af. Jeg ankom med de andre, fik min placering ved middagsbordet. Og efter blot 20 minutter havde jeg kendt mine syv venner hele livet. Haha, Lele, du er så altid pisse sarkastisk. Ja, Peppe, hvor havde jeg også glædet mig til at møde din nye kæreste!

Og Eva finder oven i købet på en selskabsleg! Alle skal lægge telefonerne foran sig. Hvis den bipper, ringer eller laver skøre lyde, så skal resten af selskabet indvies. Lidt modvilligt går resten med på legen. Pludselig ringer den første! Åh, haha, det er bare en bror, der ringer. Puha. Men ak! En ny ringer! Åh, det var bare en computertekniker.

Men så uskyldigt fortsætter det ikke. Hemmelighederne presser sig på. Som til enhver anden skrækkelig (god) fest. Det samme gør misforståelserne. Den ene faretruende bip-lyd efterfølges af den næste, og man holder vejret mere og mere. En snedig ombytning af telefoner og en efterfølgende besked fører til en homoseksuel misforståelse, der ville være klovnen Frank Hvam værdig. En datters rådslagning med sin far giver moren noget at tænke over og os andre tårer i øjenkrogen. Et opkald fra en gammel flamme sætter næsten ild til hele selskabet. Og bedst som jeg ikke troede, at det kunne blive værre, så blev det, ja, meget, meget værre. Tænk, at et par øreringe tvinger mig til at kigge efter de andres reaktion i biografen! ’Så I også det?! Skete det lige?!'.