Perrier’s Bounty
Udgivet 3. maj 2011 | Af: DjBeau | Set på DVD
Actionkomedien er tilsyneladende en genre, som aldrig går af mode, men til gengæld er den under konstant fornyelse. Der er vitterligt sket meget siden “Dødbringende våben” – humoren har udviklet sig fra den lune dialog til en mere hardcore kynisme, og i takt med teknologiens udvikling er naturligvis også actionsekvenserne blevet mere avancerede. Det kan diskuteres, om “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” og “Snatch” var begyndelsen på et paradigmeskift, men der kan næppe herske megen tvivl om, at de to Guy Ritchie-film har haft en stor indflydelse på nutidens actionkomedier – ikke mindst på den irske “Perrier’s Bounty”.
“Perrier’s Bounty” gør hvad den kan for at leve op til Guy Ritchies populære film, men det går mildest talt ikke særligt godt. Der fyres masser af jokes og tilsigtede sjove kommentarer af, men ikke én gang lykkes det at fremprovokere et godt grin. Humoren er såmænd hverken for plat eller for den sags skyld for avanceret, nej, den er kort og godt bare ikke sjov – hverken i dialog eller handling.
Cillian Murphy er siden “28 dage senere” blevet en efterspurgt herre, og han er da også et af de eneste elementer, der momentvis trækker “Perrier’s Bounty” op af sølet. Han har ikke meget at arbejde med, men hans karakter, Michael, er alligevel filmens eneste troværdige. Michael akkompagneres af sin dysfunktionelle far, Jim, som spilles af den garvede Jim Broadbent, men på trods af at en af de eneste pauser, der stopper filmens pace, bruges til at udforske deres forhold, er denne komplet ligegyldigt og tilføjer blot endnu en semi-prætentiøs ingrediens til den uappetitlige, irske stuvning.
Præsenteret i 16:9. Videotransferet har en fin skarphed og gode, naturlige hudtoner, men sortniveauet er enormt dårligt og trækker derfor en masse digital støj frem i de mørke dele af billedet. I enkelte tilfælde står det så slemt til, at visse elementer i billedet decideret misfarves. Til gengæld er der ingen edge-enhancement, og dermed kan billedet snige sig op på et skrabet tretal.
Dolby Digital 5.1. Filmen starter ud med en voiceover, hvor stemmen er placeret i både front- og baghøjtalere. Det burde give dialogen en del fylde, men alligevel føles den noget flad. Filmens øvrige dialog er mixet en anelse for lavet og overtrumfes derfor af atmosfæriske elementer samt musikken, som tilgengæld klinger udmærket.
Der er intet ekstramateriale på dvd’en.
“Perrier’s Bounty” er på alle fronter en enormt skrabet udgivelse. Den audiovisuelle præsentation ligger et godt stykke under gennemsnittet, og ekstramateriale er der ikke noget af. Disse ting kan man i nogen grad se bort fra, hvis der er tale om en virkeligt vellykket film, men det er bestemt ikke tilfældet i dette irske forsøg på en moderne actionkomedie.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet