”Face/Off” på tysk

Hvad er det, der gør, at du er dig? Dit tøj, din hårfarve, cpr-nummer eller måske dit ansigt? Jødiske Nelly har kun sit nummer tilbage. Det nummer, hun fik tatoveret på armen i den kz-lejr, hun er flygtet fra. Resten er væk. Også ansigtet, der nu skal genskabes lige som Nelly selv. “Phoenix” er “Vertigo” fra kvindens synsvinkel – “Face/Off” uden Nicolas Cage, men med en skæbnefortælling, der er ondere end nogen Castor Troy.

“Phoenix” er også Nina Hoss – velsagtens Tysklands største skuespillernavn for tiden. Med sin benede krop og borende øjne er hun god at glo på. Det ved Christian Petzold, der senest gjorde brug af Hoss i titelrollen i “Barbara”. Dengang i 1980’ernes Østtyskland – nu tilbage til da koldkrigsballaden begyndte ved afslutningen af Anden Verdenskrig. Her har Hoss også været før i “En kvinde i Berlin”, hvor hun skulle lægge krop til sejrsherrernes liderlighed. I “Phoenix” har hun lagt krop til en kz-lejr og overlevet. Men selv om ansigtet rekonstrueres, kan man og alt så blive som før igen?

Det mener den jødiske veninde, Lene, ikke. Hun vil huske, hævne og til Israel at bo, hvilket er et ganske modigt og spydigt blik på Israels fundament og fødsel fra instruktør Petzold – Israel er støbt i hævn og manglende tilgivelse. Nelly vælger den anden vej, hun vil genskabe og fortrænge som en kvinde, der bliver hos sin voldelige mand. Og netop manden er det mindst smidige i Petzolds plot. Ham genforenes Nelly med, men han kan ikke genkende hende. Operationen har gjort hende næsten ugenkendelig, men hverken stemme eller statur er forandret. Alligevel kan han end ikke ane, at det er konen, der står foran ham. Den centrale plotmotor kræver rigeligt med smørelse og god vilje for at glide ned.

Herfra begynder den store identitetsleg i et krigshærget Tyskland fuld af amerikanere, blinde violinspillere og vovede cabaret-danserinder, hvor alle forsøger at glemme og fortrænge nazisternes forbrydelser. Ægtemanden Johnny, der nu er blevet til Johannes, kan ikke få sin kones arv, da hun ikke er bevisligt død. Det er hun som bekendt heller ikke, men det er Johnny overbevist om, så han overtaler den ugenkendelige Nelly til at blive Nelly i bytte for halvdelen af arven.

I dette intime forvandlingsforløb i Johnnys snuskede kælder er der flere gyseligt gode scener, der bringer mindelser om James Stewarts genskabelse af Kim Novaks drømmeblondine i “Vertigo”. Hår, kjole, sko og makeup skal være som før, imens Nelly logisk protesterer: Ville en kz-overlever virkelig hjemkomme i rød kjole og høje hæle købt i Paris? Kan man bare glemme den grimme fortid? Det er her i de store tanker om eksistens og bearbejdelse af krig og traumer, at “Phoenix” er bedst. Her hvor Johnny bliver mere end en mistænkelig ægtemand – hvor var han, da Nelly blev hentet af nazisterne? – og overgår til historisk allegori for hele det Tyskland, der efter krigen ikke ville tale om det, der var sket, men derimod fortsætte fortrængende i rød kjole og sko.