Umiddelbart tager “Pingvinmarchen” sig ganske indbydende ud. De snehvide bjerglandskaber går umådeligt godt i spænd med horder af de fascinerende sorthvide pingviner. Alligevel – eller måske netop derfor – er det en skam, at instruktøren ikke helt har vidst, hvilket ben han skulle stå på. Skal det være fiktion, eller skal det være fakta. Skal, eller skal ikke? Valget har i hvert fald været for svært, og derfor er “Pingvinmarchen” lidt af en mellemting.

Filmen om kejserpingvinen – der indkasserede en Oscar for bedste dokumentarfilm tidligere på året – tegner i al sin enkelhed et portræt af Sydpolens pingviner, der trods sublime svømmekundskaber år efter år krydser indlandsisen til fods for at parre sig, lægge æg og i sidste instans forøge bestanden. En procedure, der gentager sig år efter år. Filmen er en skitse af de hårdt prøvede dyr i medgang og modgang, og med rovdyr og vejrforhold in mente nok mest det sidste.

Billedligt er portrættet af kejserpingvinen en berusende oplevelse. Og det skal tages i bogstaveligste forstand. Hvorfor kommer jeg ind på senere. Men det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at som naturfilm er “Pingvinmarchen” noget af det flotteste, der er set. Det ene panoramiske billede af de snehvide og golde sletter afløser det næste, men også nærbillederne, handlingsbillederne af filmens aktører og deres færden på Antarktis er en oplevelse værd.

Det står derfor i skarp kontrast til filmens lydside, der er en ren fadæse. Til at supplere de fabelagtige billeder har instruktøren nemlig valgt en noget aparte løsning. Tre pingviner, en mor, en far og en unge, er blevet personificeret igennem de altruistiske fortællerstemmer. Med en højtidelig, ja nærmest Jørgen Lethsk lyrik, anskueliggøres pingvinernes liv og levned igennem forklarende stemmer fra de tre. Det er fuldstændigt malplaceret og forværres endvidere af sløvende elektrobeats, der formentligt skal fylde tomme pauser ud, når der ikke tales.

“Pingvinmarchen” er forsøgt tillagt et fiktionsagtigt univers, der burde være helt unødvendigt. Og det er ganske synd. For pingvinernes historie fortæller egentligt ganske fint sig selv uden al for megen indblanding. Som ren dokumentarfilm havde filmen bestemt hørt til én af årets bedste. Desværre giver denne blanding af fiktion og fakta en kvalmende smag i munden. De mange og ofte enormt filosofiske monologer får hele det skabte univers til at fremstå utroværdigt og virker i sig selv helt utilstedeligt. Med regulære Hollywood midler forsøger instruktør Luc Jacquet at sælge en vare, der fundamentalt kunne have solgt sig selv uden al for meget indblanding.

Video”Pingvinmarchen” fremstår i et 1.85:1 anamorphic widescreen format. Billederne er af en ganske imponerende kvalitet. Kun enkelte gange er der tilfælde af digital støj og forstyrrelser. Der er ingen eksempler på udtværing, og farverne fremstår generelt skarpt og uden de store dikkedarer. Der er tale om et glimrende transfer, der underbygger fotografens glimrende sans for detaljen.

AudioLyden i “Pingvinmarchen” kanaliseres i en Dolby Digital 5.1. version, som også gør meget godt væsen af sig – hvis man altså undlader at bemærke lydsporets indhold, der er præget af ufrivilligt komiske fortællerstemmer og et musikscore, der efterlader meget tilbage at ønske. Men når der er tale om reallyd fra Sydpolens golde sletter, fungerer det til gengæld. Her giver lydforholdene i den grad indtrykket af selv at befinde sig på Antarktis.

Denne udgivelse fremstår med tre forskellige lydspor, et dansk, et fransk samt et uden tale. Ingen af disse er prangende, men der er dog idé i at vælge det sidste, der ser bort fra al tale.

EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse er ikke fyldigt men dog rimeligt interessant. Således er der en interaktiv version, der giver mulighed for undervejs i filmen at se hvordan enkelte sekvenser er blevet optaget. Det kan man nu også gøre ved at se de i alt 17 forskellige små sekvenser for sig efter filmens ophør. Derudover fortæller en ‘Making of’ om filmens fremkomst samt filmholdets kvaler med at få bragt optagelserne til veje. Udmærket uden at være prangende.