Polar-Ekspressen (dansk tale)
Udgivet 1. dec 2004 | Af: chuck | Set i biografen







Der er andre børn ombord, som også er kommet i den alder, hvor tvivlen begynder at melde sig. Selve turen til det forjættede land er en smule triviel, men Robert Zemeckis er en instruktør, som kan sit håndværk. Selvom det ikke ligefrem er vildt ophidsende eller uhyggeligt, at en piges togbillet flyver ud ad vinduet i høj fart, og vores hovedperson skal få den tilbage, inden den søde pige bliver smidt af toget, så får Zemeckis alligevel almindelige og ufarlige situationer til at være ganske underholdende og relativt spændende. Det er selvfølgelig også begrænset, hvor farligt det er at køre med tog. Vejen til Nordpolen byder dog på lidt farligere veje end en normal tur med DSB. ‘Gletcher Dybet’ er tilfældigvis verdens stejleste nedkørsel, så her er der dømt rutschebanetur. Rutscheture får vi i flere afskygninger gennem filmen, og de virker en anelse påklistrede og minder om de klassiske 3D-ture, som enhver arkadehal eller forlystelsespark med respekt for sig selv rummer.

Zemeckis har villet genskabe de smukke illustrationer fra bogen på behørig vis. “Polar-Ekspressen” er derfor lavet med processen motion-capture, hvor skuespillerne filmes digitalt, for derefter at blive manipuleret i computeren. Motion-capture skaber mere realistiske mennesker, som normalt er animationens sværeste opgave. Karaktererne i filmen er dog stadig en anelse tunge i bevægelserne, men det er småting. Ansigterne er yderst detaljerede og meget livagtige. Tom Hanks spiller flere roller i filmen, og han er let genkendelig. Den danske version har valgt at bruge forskellige personer til at lægge stemme til de mange roller, som Tom Hanks har i den originale version. De danske stemmer er velvalgte, og efter noget tid glemmer man helt, at man ser Tom Hanks tale blændende dansk.







“Polar-Ekspressen” er en stemningsfuld børnefilm, der dog ikke kører de voksne helt af sporet. De seneste animationsfilm – som “Shrek 2” og “De Utrolige” – har haft mange kvaliteter, som har kunnet behage et voksent publikum. De kvaliteter har “Polar-Ekspressen” ikke helt. Humoren er lidt barnlig, men det er vel at forvente i en børnefilm. “Polar-Ekspressen” handler om tro, og jeg tror, at filmen vil blive en juleklassiker for børn, ligesom bogen har været det gennem de sidste tyve år.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet