Klassisk gys

Hvad er det ved gysergenren og dens evindelige klichéer og konventioner, der på forunderlig vis fænger og fascinerer? Hvorfor tiltrækkes vi af gyset, uhyggen og gruen, der pludseligt dumper ned i en ellers almindelig hverdag? Måske er det “straffen”, der drager os… Straffen, når naive mennesker tror, at deres handlinger ikke har konsekvenser, såsom når en familiefar tror, at han kan gå fra sin kone, flytte til udkanten af byen og flirte med et mere krævende, men også mere velbetalt job, uden at hans omgivelser og børn reagerer.

Straf spiller altid en stor rolle i horrorfilm. Nogle gange er den fortjent, andre gange er den uretfærdig. I “Eden Lake” fra 2008 straffes vores to hovedpersoner uden årsag, og gruen ligger i den forfærdelige meningsløshed, der overgår parret. I “Hostel” fra 2005 er straffen omvendt ‘retfærdig’, eftersom hovedpersonerne her er uvorne unger, der respektløst og naivt bevæger sig ind på ukendt territorium. I Ole Bornedal/Sam Raimi-gyseren “The Posession” (der mere ligner klassikere som “Eksorcisten” eller “Fright Night” end de to førnævnte film) er straffen hård, men nødvendig, eftersom den tvinger det fraskilte forældrepar til at give deres barn den opmærksomhed, hun har savnet under forældrenes skilsmisse.

Modsat sin søster har pigen Em svært ved at affinde sig med, at hendes far og mor er gået fra hinanden, og at moderen har fået sig en ny mand. På et loppemarked falder hun over en mystisk træboks, som hendes far, Clyde, køber til hende uden at tænke videre over, hvad det egentlig er for noget. I en scene forsøger Em og Clyde at åbne boksen, men til datterens store utilfredshed, bliver Clyde ringet op med et tilbud om et prestigefyldt job langt væk og efterlader Em alene tilbage med æsken. Denne scene er symptomatisk for billedet på den fraværende far, den forsømte datter og den uholdbare familiesituation.

Boksen viser sig at indeholde en dæmon, der naturligvis besætter Em og langsomt fortærer hendes sjæl. Og det er nemt at se filmen som blot endnu en overnaturlig gyser om en lille pige, der bliver besat af det onde – for det er jo i bund og grund, hvad filmen er! Men det gode ved det klassiske gys er, at disse genrekonventioner på deres egen (syge) måde giver mening for os, fordi de bliver et billede på problematikker og konsekvenser, vi meget nemt kan relatere os til.

I et socialrealistisk skilsmissedrama havde pigen Em reageret gennem isolation, aggression og selvdestruktion. Det gør hun jo for så vidt også i “The Posession”, men eftersom det er en gyserfilm, så optræder reaktionen i form af en ondsindet dæmon. Og selvom kuren mod denne besættelse i “The Posession” selvfølgelig er en klassisk eksorcisme, så hører familieforsonelsen og forældrenes selvransagelse naturligvis også med som en lige så vigtig del. Forudsigeligt og uoriginalt er det, jovist, men “The Posession” er gys, når det er renest og mest klassisk – og som genrefilm er den derfor upåklageligt velfungerende!