Predators

InstruktionNimród Antal

MedvirkendeAdrien Brody, Topher Grace, Danny Trejo, Alice Braga, Laurence Fishburne, Derek Mears, Walton Goggins, Brian Steele, Mahershalalhashbaz Ali, Oleg Taktarov, Louis Ozawa Changchien, Carey Jones

Længde107 min

GenreSci-Fi, Action, Gyser, Thriller, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen08/07/2010


Anmeldelse

Predators

3 6
Predators på hjemmebane

Okay, kære læsere, lad os nu stå ved sandheden og kalde en spade for en spade: Den originale “Predator” var en stinkende elendig film, som kun legitimeredes gennem brugen af tidens største actionhelt, Arnold Schwarzenegger. Jovist, filmen har opnået kultstatus, men det kun i kraft af, at mange filmelskere, undertegnede inklusive, har en spøjs og nærmest selvpinende tendens til gang på gang at smide filmiske fadæser i afspilleren og grine af, hvor meget elendigt makværk, der rent faktisk smides penge i. Som regel er det sjovt i de første ti minutter, men derefter begynder den ironiske distance ofte at miste sin appel. Der var umiddelbart lagt op til en sviner af dimensioner, da efterfølgeren “Predators” for nylig landede, men til stor forbavselse viste filmen sig at være en rimeligt habil actionfilm.

En flok mennesker, der ikke kender hinanden, men som alle har det fællestræk, at de er eksperter i vold, ankommer én for én i en fremmed jungle uden at vide, hvordan de er havnet der. Præcis hvordan ankomsten tager sig ud, lader vi her forblive usagt, da netop starten er en af de mest fantasifulde og hæsblæsende actionsekvenser i filmen. Der går ikke længe, før de finder ud af, at de er landet midt i et dødsensfarligt spil, hvor de bestialske predators fornøjer sig med at jage dem og slå dem ihjel næse for næse. Med den lidet karismatiske Royce i front forsøger gruppen at finde vej ud af junglen, som dog viser sig at være betydeligt større end først antaget.

“Predators” lægger som sagt ud med en vanvittig actionscene, som giver så hårdt et los i måsen, at det er svært ikke at lade sig rive med. Man skal dog nyde det, mens man kan, for filmens resterende actionsekvenser er ikke helt på højde med introen. Der holdes dog et rimeligt fint niveau, og de adrenalinfyldte øjeblikke er såmænd hverken værre eller bedre, end hvad man ellers støder på i andre film af samme type.

“Predators” tager til gengæld afstand fra tidens trend på anden vis. Som publikum er vi med film som “Crank”, “Terminator 3: Rise of the Machines” og “Transformers” blevet vant til et hidtil uhørt højt tempo, hvor der knap tillades 20 sekunders ro, før man igen blæses af stolen af en ny eksplosion eller ildkamp. “Predators” derimod giver seeren lov til at sunde sig lidt i nogle velplacerede pauser, så man atter kan få opbygget lidt spænding, inden det går løs igen. Det er en forholdsvis gammel måde at opbygge en actionfilm på, men det virker ikke desto mindre meget bedre end de mere moderne film, som i deres mangel på pauser byder på ekstremt flade spændingskurver.

Traditionen tro spises vi af med en flok karakterer, der ikke har meget essens, når man skræller camouflagen af dem. En hot action-chick, en mystisk og fåmælt japansk lejemorder, en overordentlig klichéfyldt straffefange i en fin, orange fangedragt, en afrikaner, der med næsten overnaturlig kraft sanser naturen og så ellers nogle store bøffer af nogle soldater. Det er simpelthen så uopfindsomt. Det eneste, der i denne sammenhæng emmer af bare den mindste originalitet, er placeringen af Adrien Brody i hovedrollen. Store geværer og camouflage er ikke just hans sædvanlige følgesvende, men han fungerer faktisk overraskende godt i rollen som actionhelt.

På trods af filmens “gammeldags” opbygning kan “Predators” alligevel ikke dy sig for at slutte på præcis samme måde som alle andre nutidige actionfilm. Det vil sige uden at slutte. Det er åbenbart blevet helt og aldeles umuligt at skrive en slutning, der ikke lægger op til en to’er, og det er rent ud sagt pisseirriterende og uforløsende at se på. Men hvis vi ser bort fra det, er “Predators” for så vidt en rimeligt vellykket actionfilm, der langt fra er blandt de værste, som er udkommet i de senere år.
Video

Præsenteret i 2.35:1. “Predators” er en meget mørk film, hvilket fordrer en stabil kontrast, medmindre man foretrækker en masse støj. Her leverer dvd’ens videotransfer heldigvis, og der er faktisk ikke meget at sætte sin finger på. Alle komprimeringsartefakter er undgået, og kun sortniveauet kunne være en anelse bedre – det betyder med andre ord, at de toner, som skal fremstå helt sorte, er en anelse grå, men det er absolut i småtingsafdelingen.

Audio

Dolby Digital 5.1. Som det sig hør og bør i en actionfilm, er der masser af smadder på drengen i “Predators”. Sub’en bruges generøst, når det går for sig med eksplosioner og skudsalver, og baghøjtalerne bruges til meget subtile, atmosfæriske effekter. Der er ikke noget ved lydsporet, som på nogen måde distancerer sig fra ethvert andet action-lydspor, men det er habilt håndværk og fungerer ganske fint.

Ekstramateriale

I “Predators” støder vor helte på en predator, som er blevet korsfæstet af sine nære artsfæller. I en kort, vedlagt tegnefilm får vi svaret på, hvordan det er gået til, men den bidrager ikke det mindste til historien og er en noget tam affære. Derudover giver dvd’en os muligheden for at lave en digital kopi af filmen, så man kan se den på en bærbar enhed. På anmeldelseseksemplaret var der dog ikke vedlagt det serienummer, man skal indtaste for at lave kopien, men min erfaring siger mig, at man alligevel ikke kan kopiere filmen til et format, som understøttes af smartphones og iPad, hvilket gør funktionen mere eller mindre ubrugelig.

Der synes at være en tendens til, at de film, som opnår kultstatus, sjældent er specielt gode. Ofte opnår de deres status pga. en uforglemmelig kiksethed, og efter denne anmelders mening er det netop, hvad der er sket for den originale “Predator” fra 1987. Det nyeste medlem af franchisen er derimod noget mere vellykket. Nuvel, det er ikke stor filmkunst, men som actionfilm er den rimeligt velfungerende, og man er fint underholdt hele vejen.

Predators

3 6
Tilbage i junglen

Hvis vi tæller det hele med, så må “Predators” være den femte i rækken af film om de væmmelige jægere, efter “Predator” nummer et og to samt de to “Alien vs. Predator”-film. Det er immervæk mange film for et væsen, der knap nok har sin egen dialog.

De fleste fans af bæsterne vil dog sandsynligvis helst se bort fra de sidste to film, og til dem kan vi tilsyneladende også regne producenten Robert Rodriguez, der her klogelig har droppet alle monster mod monster- tankerne og i stedet er vendt tilbage til det udgangspunkt, som især den første film satte. Derfor er det også med en genkendelsens glæde, at man overværer filmens åbningsscener og konstaterer, at vi atter er tilbage i junglen.

Den genkendelse er dog ikke noget, som vore hovedpersoner oplever, da de til stor forbløffelse kommer til bevidsthed i frit fald over en fremmed planet og ingen erindring har om, hvordan i alverden de er havnet her. Den blandede gruppe viser sig at bestå af så forskellige typer som lejesoldater, snigskytter, en yakuza-kriger, en morderisk fange samt en læge. Som i en anden Robinson Ekspedition må den brogede flok lære at samarbejde, hvis de da ellers skal have den mindste chance for at overleve. De arme stakler er selvsagt noget i vildrede over, hvorfor de dog er blevet bragt til denne planet, men som tilskuer er man naturligvis ikke i tvivl. De er udvalgt som et interessant bytte for en gruppe Predators, der trænger til noget at rive i.

“Predators” ignorerer de sidste par film og udspiller sig i stedet som den egentlige forsættelse til John McTiernans svært underholdende “Predator”. S’et i titlen antyder også et slægtskab til “Aliens”, der som fortsættelse til “Alien” var en viderefortælling med flere bæster, og som kulørt rabalder lægger “Predators” da også ganske overbevisende ud. Ligesom i den første film bliver forholdet mellem jæger og bytte et omdrejningspunkt, og ironien i, at disse farlige og ikke synderligt sympatiske mennesker nu er faldet i kløerne på nogle endnu værre udgaver af dem selv, svæver vedvarende over de blodige begivenheder.

Genkendeligheden ved det hele er dog også et af filmens svage punkter, og lidt ligesom vampyrer med lange kapper føles de drabelige Predators som noget, der var uhyggeligt for meget længe siden og nu mere fremstår som en slags spøjse hyggeonkler. Medvirkende til den fornemmelse er også det forhold, at vores hold viser sig at have en reel chance for at beskadige væsnerne, hvorimod uhyggen i den første film bl.a. var baseret på følelsen af, at soldaternes chancer mod væsenet var noget nær nul. Her er de inden for vores rækkevidde – og derved også betydeligt mindre frygtindgydende.

Alligevel lægger filmen godt ud med en fokuseret og velfortalt åbning, og på trods af at være castet mod type er Adrien Brody glimrende i hovedrollen. Filmen hitter på nok twists til at holde en underholdt, og Laurence Fishburne bidrager med en scenestjælende lille rolle.

I afslutningen begynder fortællingen imidlertid for alvor at brase sammen, mens en serie vildt usandsynlige sammentræf hober sig op. Samtidig bliver man aldrig rigtig involveret i hovedpersonerne på samme måde som i den første film, og man sidder mere tilbage som et passivt vidne til destruktionen end som en, der rent faktisk hepper på vores hovedpersoner. Ikke desto mindre har filmen bestemt sine momenter, og som monsteraction er den relativt vellavet. I det mindste føles “Predators” som et gensyn med gamle venner – “Alien vs. Predator”-filmene virkede mere som den slags ubudne gæster, der takker for huslyet ved at pisse på gulvtæppet.

Se også: Filmz TV: “Predator”-franchisen på film, computerspil og i tegneserier.


Kort om filmen

Royce er en lejesoldat, der modvilligt leder en gruppe elitesoldater, der indser, at de er blevet sammenbragt på en fremmed planet… som bytte. Med undtagelsen af en vanæret læge er de koldblodede mordere – lejesoldater, Yakuza-fanger, indsatte, dødsgruppemedlemmer – menneskelige “rovdyr”. Som nu systematisk bliver jagtet og udryddet…