Invitation til nærkontakt

Med den mulige undtagelse af George Lucas er der næppe nogen nulevende filmskaber, der har haft større indflydelse på science fiction-genren end Ridley Scott, men ikke desto mindre er det alligevel godt og vel tre årtier siden, at han sidst begav sig ud i fremtiden med de banebrydende film “Alien” og “Blade Runner”.

Alene af den årsag er det med stor spænding, at man sætter sig i sædet for at overvære Scotts “Prometheus”, der ankommer i kølvandet på en usædvanlig veludført viral PR-kampagne med alle de forventninger og håb, den slags bygger op. Derfor kan man også godt frygte, at forventningerne vil være umulige at indfri, men man er alligevel ikke mere end et par minutter inde i “Prometheus”, før det bliver tydeligt, at Scotts vision og grandiose tilgang til hele genren fortsat lever i bedste velgående.

Filmen fungerer som en prequel af en slags til “Alien”, men i stedet for at fokusere på de langhovedede og efterhånden voldsomt udtjente bæster har Scott fornuftigt i stedet valgt at lade historien handle om noget ganske andet. Denne film udspiller sig i 2094 og følger en håndfuld forskere, der bevæger sig langt ud i rummets mørkeste afkroge for at følge et spor, der muligvis kan besvare gåden om selve vores oprindelse. Den forskningsmæssige ledelse af ekspeditionen består af Dr. Elizabeth Shaw, der er en dreven forsker, men samtidig også en religiøs en af slagsen, samt hendes kollega og sengekammerat, den mere skeptiske Dr. Holloway. Tilskuerens opmærksomhed bliver dog ikke mindst draget mod Michael Fassbender i rollen som holdets androide David, der er så køligt høflig og behagelig, at effekten hurtigt bliver særdeles foruroligende.

Besætningen ankommer til en ubeboet planet, og så begynder løjerne ellers at udfolde sig, men selvom der er en ret klar “Alien”-følelse over hele herligheden, så formår “Prometheus” dog også samtidig at være en skabning af en ganske anden slags. Visuelt er filmen simpelthen noget af det mest overvældende, undertegnede har set i meget lang tid. Hver eneste lille detalje synes planlagt i det ekstreme, og de store, omfattende kulisser giver et fysisk nærvær til begivenhederne. Computereffekterne er velovervejet og overbevisende, og filmen er i det hele taget ekstremt stemningsfuld. Hvor “Alien”-universet foregik indenfor i snaskede gange og beskidte, klaustrofobiske værelser, så er vi denne gang placeret under åbne vidder, hvor statuer og rum er så afsindig enorme, at de konstant synes at understrege menneskenes ubetydelige størrelse og betydning i den kosmiske verdensorden.

Uhyggen og utrygheden breder sig, da besætningen opdager, at tingene ikke er helt, som de troede, men hvor “Alien” i bund og grund var en ren horrorfilm og en formidabel en af slagsen, så er “Prometheus” mere tilbageholdende med gyserelementet og mere fokuseret på ideerne bagved fortællingen. Forholdet mellem skaber og skabning bliver i stedet omdrejningspunktet, smukt illustreret gennem David-figuren. Filmen mangler dog bestemt ikke gruopvækkende øjeblikke, og ikke mindst en hastig operation er en af de mest veludførte gross out-scener, jeg længe har set.