Det er blind fankærlighed. “QT8” hylder og forsvarer Quentin Tarantino som instruktør – hyldesten er bedst.

Ikke nødvendigvis den del af hyldesten, hvor Tarantino-stjerner på række – Samuel L. Jackson, Tim Roth, Zoë Bell og særligt Michael Madsen – i overfladiske vendinger i en interviewstol fortæller, hvor ‘amazing‘ QT er.

Straks mere interessant er det, når stjernerne deler ud om skabelsen af Tarantinos første otte film – det var før “Once Upon a Time in Hollywood“.

Madsen taler om sin improviserede dans i “Reservoir Dogs”, hvor han gemte barberbladet i en cowboystøvle, fordi han ikke ejede et par sorte sko. “Håndlangerne” var på budget – alle skuespillerne skulle selv medbringe garderoben.

Sådan udvides QT-universet af de lune fortællinger om dengang. Barberbladet fra cowboystøvlen genfindes i en scene i “Kill Bill”, hvor der ryges Red Apple, som også var at finde, da Uma Thurman spillede med i “Pulp Fiction”. Der er tænkt over detaljerne – det er dejligt nørdet.

Men “QT8” er langt fra kun et offensivt kærlighedsbrev til Tarantinos film, men også et stædigt forsvar – uden kritikere til stede.

Ét efter ét bliver Tarantino-kritikpunkterne luftet. Racist, fordi der siges ‘nigger’. Voldsmand, fordi der dræbes. Kvindehader, fordi Margot Robbie ikke talte så meget i “Once Upon a Time in Hollywood”.

Og nej – Quentin Tarantinos film hverken opfordrer til vold, racisme eller kvindehad. Tværtimod. “Jackie Brown” og “Django Unchained” er i den grad ‘black power’. “Kill Bill” og “Death Proof” drives frem at stærke kvinde. Og volden? Den har altid en pointe – eller så er den bare fed at se på i en film, der er tydelig med, at der er tale om en film, film, film.

Men kritikken er for tam, da den leveres per stråmand i form af Tara Woods harmløse spørgsmål til skuespillere, der elsker Tarantino. Det bliver ensidigt.

Værst er det, da Wood nærmest tvunget bliver nødt til at forholde sig til Miramax-spøgelset, der hænger over Quentin Tarantinos film. Harvey Weinstein – pengemanden bag geniet.

For uden Weinstein havde der næppe været en Tarantino. Og det er åbenlyst en ubekvem sandhed. Hvorfor sagde geniet ikke fra, når det siden er kommet frem, at pengemanden forgreb sig på “Pulp Fiction”-stjernen Uma Thurman og Rose McGowan fra “Death Proof”?

Quentin Tarantino har selv udtalt, at han burde have gjort mere for at standse det, men uddyber ikke den selvindsigt i “QT8” – han er nemlig ikke med, men repræsenteres i stedet med en frisk animation, når der skal findes afveksling fra de talende hoveder i interview-stolene.

I stedet tager stjernerne automat-afstand fra Weinstein, mens Tarantino fredes. Det er for nemt – det er blind fankærlighed.