Hvad tænker man umiddelbart på, når man hører ordene ‘Det britiske Kongehus’? Noget af det første, som med garanti vil falde nogle ind, er synet af talrige tomme, stoiske lokaler, dræbende kedelige stakato-taler og pæne, men kedelige royale, som er lige så triste at lytte til, som de er at se på. Nej, ikke ligefrem oplagt materiale at lave en film om. Men engelske Stephen Frears har formået at gøre Englands kongehus interessant igen med et af årets absolut bedste og (på nærmest forunderlig vis) mest underholdende dramaer: “The Queen”.

Filmen er en delvist autentisk, delvist fiktiv skildring af dagene efter Prinsesse Dianas død i 1997. Frears og manuskriptforfatter Peter Morgan har efter eget udsagn benyttet sig af ‘troværdige kilder’ i forbindelse med meget af filmens indhold. Under alle omstændigheder er man for godt underholdt undervejs til at stoppe op og fundere over historiens eventuelle troværdighed – måske lige bortset fra, hvis man følger med i engelsk fodbold, for så vil man garanteret bide mærke i, at premierminister Tony Blair har en klubtrøje på, som ikke reflekterer hans virkelige standpunkt på det område. Men Dianas tragiske død på flugt fra de bidske paparazzier resulterer ikke blot i engelsk landesorg. Ulykken igangsætter en regulær krise for det stilfærdige kongehus.

En ung, idealistisk Tony Blair har netop vundet en uovertruffen jordskredssejr, og han er alle englænderes darling. Af – for befolkningen – ukendte årsager kommenterer kongehuset ikke Dianas død, hvilket får folket til at producere et sandt ramaskrig og nærmest belejre Buckingham Palace. Det bliver endda antydet, at hele monarkiets eksistens er i fare for at kollapse.

Blair gør, hvad han kan, for at lægge en dæmper på affæren. Men i modsætning til sine kække vejledere, skarpe assistenter og kyniske kone, ønsker Blair ikke at udnytte situationen til at blive en endnu mere ubestridt, national kæledægge. I stedet sætter han nærmere sit eget omdømme på spil ved ivrigt at forsøge at få dronningen til at tale til nationen og vise dem, at hun vitterligt er der for folket og føler med dem.

Filmens minimalistiske plakat byder kun på én ting: Helen Mirrens ansigt. Og det er med god grund, for den 61-årige madame er uden sammenligning filmens største styrke. Med mindre en af det amerikanske filmakademis højtelskede, ungdommelige skuespillerinder pludselig dukker op og overrasker alt og alle før nytår, så er Oscaren for kvindelig hovedrolle hjemme. Ord kan ikke retfærdigvis beskrive, hvor god Mirren egentlig er. Hendes Elizabeth II besidder flere lag end det tykkeste løg, og hun får virkelig én til at stoppe op og betragte det engelske royale selskab i et helt nyt lys. Mirrens Elizabeth II er både autoritær og respektindgydende, og samtidigt forbløffende sårbar og menneskelig. Aldrig før har den velansete regent været præsenteret så direkte nede på jorden.

Mirren forstår, at Elizabeth ikke blot er en dronning, hun er også en tante, en mor og en mormor, og selvom hun er en magtfuld personlighed, så er hun også et væsen af kød og blod ligesom alle os andre. James Cromwell leverer en typisk solid præstation som Elizabeths afstumpede samlever Prins Philip, som ikke kunne være mere ligeglad med prinsessens død. Alex Jennings gør det samtidig fint som en paranoid, ubeslutsom Prins Charles.

Men det er Michael Sheen, som skinner mest i Mirrens enorme skygge i rollen som en varmblodet, energisk Tony Blair. Sheen ligner endda Blair, og den snilde, hvormed han formår at udstråle samme mimik og verbal kunnen, er næsten foruroligende. Alt for længe har Sheen måtte tage til takke med små og ofte kedelige biroller i større filmproduktioner, men han spilder bestemt ikke denne gyldne mulighed til virkelig at slå sit navn og talent fast med syvtommersøm.