Rain Man

InstruktionBarry Levinson

MedvirkendeDustin Hoffman, Tom Cruise, Valeria Golino, Gerald R. Molen, Jack Murdock, Michael D. Roberts, Ralph Seymour, Lucinda Jenney, Bonnie Hunt, Kim Robillard, Beth Grant, Dolan Dougherty, Marshall Dougherty, Patrick Dougherty, John-Michael Dougherty

Længde134 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Rain Man

5 6
Min broders vogter

Umiddelbart lader det til, at hvis en skuespiller spiller en person med en alvorlig psykisk lidelse, så bliver vedkommende automatisk Oscar-nomineret. Bare tænk på Leonardo DiCaprio i “Hvad så, Gilbert Grape?”, Sean Penn i “I Am Sam”, Geoffrey Rush i “Shine”, Daniel Day-Lewis i “Min venstre fod” og Tom Hanks i “Forrest Gump”… Jeg påstår bestemt ikke, at disse superbe skuespillere ikke fortjente at blive hædret, men hvornår har en prominent skuespiller spillet en skizofren, autistisk eller udviklingshæmmet person uden at vinde prisuddelernes gunst?

Oscar-ceremoniens modstandere mener, at rosen er en smule ufortjent, da den slags roller giver skuespillerne større frihed, fordi det bliver sværere at spotte deres fejltrin. Muligvis, men de skal heller ikke begå mange fejl, før deres præstationer øjeblikkeligt fremstår rærlige eller respektløse. Ingen har klaret udfordringen bedre end Dustin Hoffman i “Rain Man”. I rollen som den autistiske Raymond Babbitt leverer Hoffman et komplekst og Oscar-belønnet portræt af et gådefuldt, men kærligt menneske, der gemmer på et hjerte af guld bag sin stoiske facade. Det er en af filmhistoriens sjældne præstationer, som snarere føles som en fuldbyrdet transformation end rendyrket skuespil.

Fortællingens omdrejningspunkt er forholdet mellem Raymond og hans lillebror Charlie, som spilles af Tom Cruise. Brødrenes far er netop død, og Charlie har svært ved at skjule sin apati, da han hører nyheden. Hans første spørgsmål efter begravelsen er: ”Hvor meget arver jeg?”, men kun Raymond står til at nyde godt af farmands efterladte millioner, selvom han intet begreb har om penge. Charlie, der aldrig har kendt til sin autistiske storebror, kidnapper derfor Raymond og rejser mod Californien i forhåbningen om, at Raymonds værger vil give Charlie en bid af kagen mod at få Raymond tilbage.

Naturligvis begynder Charlie at betvivle sin uetiske ugerning i takt med, at udflugten bringer ham tættere på Raymond, og derfor skulle man umiddelbart tro, at der var lagt i kakkelovnen til en rigtig rørstrømsk feel good-film fra Hollywood-fabrikken. Det er en antagelse, som tilsyneladende støttes af filmens enorme succes under Oscar-showet anno 1989, hvor filmen blandt andet blev kåret som årets bedste film. Det amerikanske filmakademi har jo en svaghed for søde sager… Men gudskelov forfalder “Rain Man” aldrig til sødsuppe.

Ligesom alle de bedste road movies er “Rain Man” en film, hvori karaktererne tilbagelægger adskillige kilometer på landevejene og samtidigt gennemgår en indre, emotionel rejse. Det er ikke en film, hvori sorger og sygdomme kureres med pludselige trylleslag, eller hvor mennesker lige med ét forvandles fra kyniske opportunister til heroiske helgener. Det er en sober og dybfølt affære, og Barry Levinsons nøgterne og nøjagtige instruktion skaber en unik fortrolighed mellem brødrene og publikum. På trods af enkelte døde passager bliver man hurtigt opsat på at se brødrene finde både sig selv og hinanden, alt imens man forkæles med John Seales lamslående landskabsbilleder og Hans Zimmers både stemningsfulde og stilfærdige score, som aldrig forsøger at manipulere os med storladen strygermusik.

Cruise har aldrig fået den anerkendelse for sin præstation, som skuespilleren fortjener (formentlig fordi den altid er blevet overskygget af Hoffmans masterclass), men han er simpelthen eminent i sin skildring af en ung og moderne Scrooge. Vi foragter Charlie for det, han gør mod Raymond, men samtidigt forstår vi hans frustrationer, fordi Cruise subtilt lader os ane den smerte, som Charlies fraværende far påførte ham. En mindre talentfuld skuespiller havde gjort Charlie til en lutter usympatisk nar og dermed svækket filmen gevaldigt. Det er dog samspillet mellem Cruise og Hoffman, som er filmens største force, og når brødrene omsider begynder at finde hinanden i de krakelerede ruiner, som deres dysfunktionelle familie er blevet reduceret til, er det svært at holde tårerne tilbage.
Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “Rain Man” er blevet fornemt restaureret i forbindelse med denne nye BD-udgivelse. Detaljerigdommen er ofte direkte slående – hvert eneste hår på Tom Cruises velfriserede hoved er tydeligt. Der optræder enkelte uskarpe billeder, men hovedparten af filmen står knivskarpt. Samtidig har transferet en attraktiv, celluloidagtig tekstur. Edge-enhancement og utilsigtet støj forekommer praktisk talt aldrig, kontrasten er upåklagelig, og de generelt mættede farver gengives fornemt.

Audio

“Rain Man” har næsten 25 år på bagen, og det kan man indimellem høre, idet replikkerne og lydeffekterne til tider savner gennemslagskraft på diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor. Dynamikområdet er ikke just enormt, men hvert eneste ord kommer klokkeklart igennem (når Hoffman ikke mumler, selvfølgelig), og Hans Zimmers musik folder sig fint ud. Der optræder faktisk flere udmærkede panoreringer undervejs, hvilket jeg ikke havde ventet, og støj forekommer aldrig.

Ekstramateriale

Hele tre kommentarspor er blevet indtalt til filmen: Ét med instruktøren Barry Levinson, ét med manuskriptforfatteren Barry Morrow og ét med filmens anden manuskriptforfatter, Ronald Bass. Tre kommentarspor er lig med knap syv timers anekdoter, men det havde været bedre, hvis d’herrer var blevet optaget sammen, fordi enkelte historier gentages, og trioen holder for mange, lange pauser. Morrow er overraskende nok den mest interessante fortæller – han husker forbavsende meget fra perioden, hvor filmen blev skruet sammen – bl.a. at Dustin Hoffman oprindeligt skulle have spillet Charlie, og Bill Murray skulle have spillet Raymond!

Filmens tilblivelse gennemgås i den hæderlige dokumentar “The Journey of Rain Man” (22 min.), men man savner virkelig at høre fra Hoffman og Cruise. Havde de vitterligt for travlt til at debattere en af deres respektive karrierers vigtigste film? I “Lifting the Fog: A Look at the Mysteries of Autism” (20 min.) taler flere eksperter og autister (bl.a. Hoffmans forbillede) om udviklingsforstyrrelsen, og desuden medfølger filmens trailer og en enkelt slettet scene, som byder på endnu mere fænomenalt skuespil af Dustin Hoffman. Ekstramaterialet præsenteres i 480p.

“Rain Man” er et exceptionelt og ekstremt velspillet karakterdrama om forståelse, accept og broderlig kærlighed. Den Oscar-belønnede perle ser langt bedre ud på Blu-ray, end den gør på dvd, og selvom lydsporet ikke ligefrem er formidabelt, så er denne BD-udgivelse et must for fans, og hvis man aldrig har set filmen, så har man ikke længere nogen undskyldning for at lade den blive på butikshylden.


Kort om filmen

Charlie Babbitt (Tom Cruise) er en følelseskold opportunist, der alt for længe har glædet sig til de mange rare penge, han skal arve ved sin fars død. Men han får et chok, da han kun arver en gammel Buick og må se hele resten af formuen testamenteret til sin ukendte, ældre bror, Raymond (Dustin Hoffman), hvis eksistens han aldrig har kendt noget til. Raymond, der er autistisk, har boet hele sit liv på en institution, hvor hele hans tilværelse kører identisk minut for minut, dag efter dag, år efter år. Da Charlie opsøger ham, er det naturligvis med personlig vinding i tankerne, og sammen begiver de sig på en rejse, der kommer til at ændre tilværelsen totalt for den ene af dem.