Rambo: First Blood

InstruktionTed Kotcheff

MedvirkendeSylvester Stallone, Richard Crenna, Brian Dennehy, Bill McKinney, Jack Starrett, Michael Talbott, Chris Mulkey, John McLiam, Alf Humphreys, David Caruso, David L. Crowley, Don MacKay, Charles A. Tamburro, David Petersen, Craig Huston

Længde97 min

GenreAction, Action, Drama, Drama, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Rambo: First Blood

3 6
Findes der en karakter, der er mere synonym med blodsudgydelse og krig end vietnamveteranen John Rambo? Den fiktive soldat har sandsynligvis dræbt flere anonyme lømler end nogen anden i filmhistorien, og trailerne til filmseriens kommende fjerde del bekræfter, at selv i pensionistalderen kan det langhårede muskelbundt uddele tæsk. Ligesom Sylvester Stallones andet, populære fiktive alter ego, bokseren Rocky Balboa, er Rambo blevet et ikon – et omvandrende amerikansk symbol. Hvor Rocky symboliserer den amerikanske drøm, symboliserer den ekstremt effektive Rambo supermagtens evne til at nedlægge enhver modstander.
Netop derfor er det sjovt at gense Rambo-sagaens første kapitel, “Rambo: First Blood”, fordi filmen snarere portrætterer USA som en glemsom institution, der lader sine krigere i stikken. Rambo er her nærmere et slagent, menneskeligt vrag, der tyr til våben, ikke fordi han vil demonstrere sin uovervindelighed og maskulinitet, men simpelthen fordi han ikke kan finde ud af andet. Faktisk har den første films Rambo mere tilfælles med Jason Bourne end 80’ernes mange usårlige actionhelte. Da han mishandles af en gruppe betjente i en lille landsby, der fejlagtigt mistænker ham for at være en røverisk vagabond, knækker filmen for Rambo. Han flygter fra politistationen til de skovklædte bjerge og får ikke blot politistyrken, men også militæret, på nakken.

Rambos forfærdelige, fortrængte minder fra krigen i Vietnam vender tilbage til overfladen, og hans raffinerede dræberinstinkter gør ham i stand til at overleve den talstærke hærs angreb. Manden er ikke urørlig og har hverken et uendeligt ammunitionslager, avancerede dingenoter eller platte replikker indenfor rækkevidde. Man er vant til at tænke på Rambo som en såkaldt larger than life-figur, men både karakterens krop og sind tager skade af fortællingens aggressive begivenheder. I filmens måske mest berømte scene bryder soldaten fuldstændig sammen og indrømmer tårevældet, at han føler sig magtesløs uden for krigszonen. Han så alle sine venner blive dræbt og vendte tilbage til et folk, der kun gad spytte ham i ansigtet.

Før “Rambo: First Blood Part II” forvandlede Rambo til en blodtørstig dræbermaskine, var han en nuanceret figur, og Sylvester Stallone leverer en af sine bedste præstationer i titelrollen her i “Rambo: First Blood”. Stallone (som også var med til at forfatte manuskriptet) er skrækindjagende intens – især i filmens første del, hvor han primært bruger sine øjne til at vise karakterens vrede og frustration over betjentenes uretfærdige behandling. Og selvom der ofte gøres grin af mandens mumlen under hans sidste monolog, er det vitterligt svært ikke at blive bevæget af skuespillerens hudløse og utæmmede præstation.

Brian Dennehy er også glimrende som den nederdrægtige sherif, der anholder Rambo. Han er en værdig og skræmmende troværdig antagonist, der gudskelov hverken virker karikeret eller vrisser pompøse replikker. Men med al respekt for afdøde Richard Crenna, så stikker han virkelig ud på en negativ facon i rollen som Rambos tidligere overordnede, oberst Trautman. Han er en lige lovlig flamboyant fætter, der nærmere passer ind i et gængs actionbrag. Crennas mimik er voldsom og mærkværdig – lidt ligesom en andenrangs William Shatner. Den type præstation passede bedre ind i seriens andre dele. Årvågne seere vil i øvrigt spotte en ung David Caruso som en sympatisk fængselsbetjent.

Filmens første tredjedel er bedst. Spændingen stiger støt, og man føler virkelig for Rambo. Men efter flugten til skovene daler tempoet. Midterdelen trækker næsten i langdrag og opsluger endda så megen spilletid, at klimakset kommer til at virke forhastet. Til tider kan instruktør Ted Kotcheff heller ikke dy sig for at indsætte et påklistret spændingsmoment, der virker ude af trit med resten af filmen. Men når “Rambo: First Blood” fungerer, så fungerer den virkelig godt. Akkompagneret af et af Jerry Goldsmiths uforglemmelige, klassiske scores sørger Stallone og co. flittigt for både at sætte vores nerver og intellekt på prøve. Slutresultatet er en intelligent thriller, som egentlig ikke fortjener at blive sammenlignet med sine underlegne fortsættelser.
VideoMan har tydeligvis taget sig god tid til at restaurere en af filmhistoriens mest populære actionfilm. Det, der imponerer mest ved HD-DVD’ens transfer, er detaljerigdommen. Igennem langt størstedelen af filmen er billedet enormt skarpt, og især totalbillederne er overvældende. Hver eneste sprække på bjergene og blad på skovens buske og træer er tydelig. Farvetemperaturen bliver ofte skruet op på actionfilm fra 80’erne, men her er farverne naturtro og flotte, og hverken kontrasten eller farvetemperaturen er ustabil. Støj og snavs forekommer, men filmen er forholdsvis pletfri. Udtværing eller edge-enhancement irriterer ikke.
AudioFilmens alder taget i betragtning er skivens engelske DTS-HD Master 5.1 lydspor mere end hæderligt. Dialogen er til tider en anelse utydelig, men den lyder aldrig spinkel eller spids. Især musikken lyder imponerende. De dybe toner og slagtøjsspillet leveres med tilpas punch, mens store dele af musikken flyder over i baghøjtalerne og omslutter seeren. Overstyring optræder sjældent, og lydsiden har tydeligvis også fået lidt af et ansigtsløft – især tydeliggjort af mange fornemme panoreringer og flere tilfælde af effektiv brug af baghøjtalerne. Subwooferen mønstrer en god bund, og der er en del raffineret atmosfærelyd. Til gengæld kan man godt være ærgerlig over, at lydeffekterne ikke er blevet peppet op – de lider af for megen diskant og savner tit slagkraft.
EkstramaterialeDer medfølger kun en enkelt trailer til andre HD-DVD udgivelser.

I modsætning til sine efterfølgere er “Rambo: First Blood” en helt igennem plausibel og vedkommende thriller. Den formår både at underholde og sige noget betydningsfuldt om Amerikas behandling af dets veteraner og et af dets histories blodigste kapitler. Javist, der er masser af slagsmål, skuddueller og eksplosioner, men det går aldrig over gevind, og Sylvester Stallones præstation er fremragende. Ærgerligt, at filmen ikke formår at vedligeholde intensiteten hele vejen igennem. Fans vil sætte pris på HD-DVD’ens fornemme AV-præsentation, men der medfølger intet brugbart ekstramateriale. Det er især mærkeligt, eftersom en 6-disc boks blev udgivet for nylig med alle filmene og masser af ekstramateriale. God film, skuffende udgivelse.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Krigshelten John Rambo var engang den perfekte krigsmaskine, men nu bliver han kvalt i sine erindringer fra Vietnam… han vil kun leve i fred. Men en overivrig og provokerende lilleby-sherif antager, at dne højtdekorerede krigsveteran er en vagabond. Han smider Rambo i fængsel og behandler ham som det værste udskud. Men så bryder helvede løs: Rambo flygter. Sheriffen sender alt mandskab efter ham, og en nådesløs menneskejagt begynder.