Det skulle have været en glædens dag. Et bryllup. En kæmpe fest. Men det er et aristokratisk mareridt. Ligesom med Dracula, der bogstaveligt talt sugede livet ud af pøblen. På samme måde vil Le Domas-familien dræbe for deres formue.

Det skal ske ved en morderisk udgave af gemmeleg. Det skal gå ud over familiens nyeste medlem. Stakkels Grace. Det er ikke sjovt for hende. Jeg morer mig til gengæld.

Det er ikke en gyser. Det er en sort komedie, hvor en familiejagt på en uskyldig brud er blodig sjov og ballade.

Sådan en film, hvor de uheldige stuepiger får skudt pile gennem munden, pløkket skallen af og gurgler i sit eget blod, mens jeg hyggegriner fra mit skjul i biografmørket.

Alt sammen pakket ind i en gotisk stemning, som Dracula ville have følt sig hjemme i.

Der er det ældgamle familiepalæ fyldt med hemmeligheder – både i arkitekturen og i selve familien. Tilsat forbandelser, ældgamle våben og den mystiske Mr. Le Bail, der hjalp familien til rigdom.

De tænker nemlig kun på sig selv og familien. De er totalt ligeglad med deres stuepiger. De elsker dem. Men det er kun et tab af god arbejdskraft. Menneskeliv er ligegyldigt. Det er kun endnu et spil – plat eller krone – om, hvem der tager benene, og hvem der tager hovedet. Der er en vinder og en taber.

Det er den rige familie Le Domas, der er taberne i “Ready or Not”-spillet. Vi skal i den grad pege fingre af aristokraterne, der er så stereotype, som det er muligt.

De er dybt alkoholiserede som broren Daniel. De tager coke i stride baner som søster Emilie. Og selv når man ikke er født i rigdom, men gifter sig til det, så bliver man lige så villig til at gøre hvad som helst for at beholde pengene -som Charity og Fitch. Og selvfølgelig hader alle hinanden.

De er ufatteligt endimensionelle. Men det er måske meningen? Måske er rige folk sådan? Uanset hvad bliver det trættende i længden at skulle grine ad Emilie, der sniffer pulver i næsen og springer rundt som en vanvittig.

Det ender med, at jeg ikke selv må pege – det bliver gjort for mig. Se, hvor rædselsfulde rige er! Må jeg ikke selv?

Vinderen er derimod Grace. Hun er mennesket. Hun er ligeglad med pengene. Hun ville bare elske sin husbond, Alex.

Samara Weaving som Grace er fantastisk. Hun redder det hele fra ikke at blive for lidt sort og for meget komedie.

Hun balancerer bange med badass på en fremragende facon, når hun truer familiens butler med lige dele frygt og beslutsomhed i øjnene. Hun er ude på dybt vand. Hendes parader var nede. Det var hendes bryllupsdag.

Det er nærmest hjerteskærende at være vidne til, når den bedste dag i hendes liv på et splitsekund smuldrer. Takket være Weaving.

På bekostning af hendes forfærdelig bryllupsdag, hygger jeg mig. Det er ikke den kæmpe fest, jeg havde håbet, men dog hyggelig. Festen ødelagde Le Domas. Fuck de rige!