En pensionist ser rødt

At Bruce Willis spiller den pensionerede CIA-agent Frank Moses i action-komedien “Red” kan ikke komme som nogen særlig stor overraskelse. Hvad enten det er John McClane fra “Die Hard”-filmene, Hartigan fra “Sin City” eller Korben Dallas fra “Det femte element”, så har hans actionhelte altid været afdankede og nedslidte. McClane var jo allerede pensionistmoden, da han skød sig igennem Hans Grubers håndlangere med en cigaret i mundvigen og blod på undertrøjen i den første “Die Hard”-film.

I “Red” har Willis så endelig lagt smøgerne på hylden, hældt whiskyen ud i håndvasken og slået sig ned i en lille, idyllisk forstad for at nyde sit livs efterår. Alligevel skal vi ikke mange minutter ind i filmen, før han vågner op i sin seng, skyller et par panodiler ned og tager sig tungt til hovedet – en introduktion ikke ulig den, Luc Besson gav os af actionbøffen Korben Dallas i “Det femte element”. Men hvor Dallas lignede en, som var plaget af tømmermænd, så skyldes hovedpinen i “Red” noget helt andet. Frank Moses er ensom og savner at have fingeren på aftrækkeren som i de gode gamle CIA-dage.

Hans ønske går dog hurtigt i opfyldelse, da en gruppe CIA-agenter prøver at likvidere ham om natten i hans hus, og den gamle rotte griber muligheden for igen at skyde sig ud af problemerne. For at finde ud af, hvorfor hans gamle arbejdsgiver ønsker ham dræbt, samler Frank Moses sit gamle hold af CIA-agenter, og sammen pløkker, sprænger og myrder de sig tættere på sandheden. Det lyder måske ret alvorligt, men tag endelig ikke fejl. “Red” er rendyrket underholdning fra start til slut, og filmen puster noget af livet tilbage i den action-komediegenre, der selv lod sig pensionere engang i midten af 90’erne.

Handlingen i “Red” er rodet og fjollet, men det sublime cast opvejer en del for de mange skønhedsfejl undervejs. Og det er også klart for dem, man skal indløse billet til filmen. Morgan Freeman er fantastisk som den alfaderlige CIA-agent, der bliver revet ud af sin dagligdag på ældrehjemmet, og Helen Mirren gør det glimrende som engelsk overklassekvinde med kløe i aftrækker-fingeren. At se hende skyde en bil i smadder med en Gatling Gun er næsten hele filmen værd. Filmens største force er dog uden tvivl John Malkovich, der giver den hele armen som den paranoide og skydegale agent Marvin Boggs. Hans mimik og timing er intet mindre end sublim, og især sammenspillet mellem ham og Bruce Willis får rusket op i lattermusklerne undervejs.

Som i scenen, hvor Willis opsøger sin gamle kollega, og Boggs ud af den blå luft flyver op fra en rampe i jorden iført en halv skov af camouflagetøj og med et manisk blik i øjnene placerer en Rambo-stor kniv et par centimeter fra Bruce Willis’ skridt. Malkovich har altid været bedst, når han får lov til at spille helt ud over kanten, og da vi i “Red” erfarer, at CIA i al hemmelighed har fodret ham med LSD, de 11 år han var ansat, kan man ikke gøre andet end at læne sig tilbage og nyde showet. Når “Red” alligevel ikke helt kommer op at ringe, skyldes det først og fremmest den noget klodsede kærlighedshistorie mellem Frank Moses og den unge Sarah Ross, der uforvarende bliver hvirvlet ind i de gamle agenters hæsblæsende jagt på sandheden. Romancen virker underligt påklistret og ligegyldig, og “Red” havde stået meget stærkere uden.