Uanset hvad man måtte mene om Wes Craven, så er han en mand, der formår at skabe både spænding og gys. Begge dele lykkes også til dels i “Red Eye”, selv om filmen lider noget under at have et yderst usandsynligt plot. Film, der begrænser store dele af sin handling geografisk, såsom “Phonebooth” eller “Saw”, skal i sagens natur have noget ekstra at trække på. For selv om det klaustrofobiske rum og den evigt nærværende tanke om umulig flugt er en væsentlig og vigtig faktor i en sådan spændingsfilm, skal der være noget der holder interessen fanget og noget der giver fortællingen drive. Det er der heldigvis i “Red Eye”, hvor der både er en fremragende skurk i form af Cillian Murphy med de gennemborende blå øjne, og et godt og spændingsmættet tempo, der holdes jævnt hele vejen igennem.

Hvis hun nu bare havde taget bussen. Ja, så var det måske aldrig sket. Men Lisa vælger at tage flyet hjem til Miami selv om det er grueligt forsinket. Heldigvis møder hun i lufthavnen en indtagende ung mand, der har det noget uheldige navn Jackson Rippner. De falder i snak, og da de omsider kommer ombord på flyet, så kommer de minsandten også til at sidde ved siden af hinanden.

Men næppe er flyet lettet, før Lisas nye bekendtskab viser sig at være en del af et forestående attentat mod en kendt politiker. Lisa arbejder til daglig på et hotel og skal arrangere, at politikeren forflyttes til et andet værelse, hvorfra han kan myrdes. Som afpresning har Jackson en lejemorder siddende i en bil uden for Lisas fars hjem, og gør hun ikke som hun får besked på, vil han blive myrdet. Flyet er lettet og hun er fanget.

Som udgangspunkt er handlingen en ordentlig omgang vrøvl. Hvorfor i alverden have alt det besvær med en hotelansat, når man måske kunne have ventet et par dage og så skudt fyren? Men kan man se gennem fingre med det, og så ellers bare lade sig underholde, så er “Red Eye” slet ikke så slem endda. Vi når aldrig derop hvor vi for alvor bliver fanget, men i det mindste er der indlagt så mange små plottwists og opfindsomme detaljer, at spændingen bliver holdt næsten hele filmens længde.

Cillian Murphy har stor andel i filmens holdbarhed. Vi så ham sidst i den fremragende “Batman Begins” som Dr. Crane/ The Scarecrow, og han har nok branchens mest indtagende øjne. I denne rolle lyser de langt væk af psykopati, og han formår at veksle mellem den onde attentatmand og den flinke unge mand, der hjælper med at løfte tunge kufferter. Det er godt – og nok også det bedste ved hele filmen. Selv om plottet er utroværdigt, er hans rolle troværdig, og man bliver sandt at sige en smule bange for ham. Rachel McAdams har fået rollen som den altruistiske Lisa, og hun er heldigvis blevet udstyret med et ordentligt overlevelsesinstinkt, og forfalder aldrig til den skrigende-pige-rolle. Begge skuespillere er velvalgte og velspillende, og deres udmærkede samspil bærer filmen, der hvor den ikke kan bære sig selv.