Red Obsession

InstruktionDavid Roach, Warwick Ross

MedvirkendeRussell Crowe

Længde75 min

GenreDokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen21/11/2013


Anmeldelse

Red Obsession

2 6
I Kina drikker de vine

Gennem århundreder har de franske marker i Bourdeaux produceret noget af verdens fineste vin, som har været eftertragtet af alle tiders store nationer. Sådan starter Russell Crowe dokumentarfilmen “Red Obsession”. Hvis ikke din interesse allerede er blevet fanget her, så er der ingen grund til at gurgle videre på den filmdrue. Det er en næsten arrogant betingelse for at finde filmen interessant, at man med liv og lemmer går op i elite-vinens ve og vel, for der er vitterligt ikke andet end vinhandlere, vinelskere og en bekymret Russell Crowe at komme efter i “Red Obsession”.

I årevis har USA været det ubetinget største marked for de dyre vine fra Bourdeaux, men nu er Kina, måske i forlængelse af finanskrisen, pludselig begyndt at overtage den rolle. Det er blandt andet et resultat af vinhandlernes børsnoteringer, der har fået prisen på de i forvejen overordentligt dyre vine til at eksplodere. Det truer de oprindelige lokale markeder og er måske ved at medføre en økonomisk boble. Men med vinens indtog i Kina, der ellers ikke har haft tradition for disse gærede druer, er der ved at ske en kulturel udveksling af “interessant” karakter. Stadig vågen?

Hold op, det er svært at finde interesse for den fortælling! For hvad handler filmen egentlig om, når den bliver set af mennesker, der ikke er vinkendere og i en blindtest ikke ville kunne smage forskel på Nettos billigeste og Frankrigs bedste? Jo, så handler “Red Obsession” såmænd om meget rige mennesker, der drikker meget dyre vine, men som nu er meget bekymrede, fordi de ikke længere har råd til at købe vinene, da endnu rigere kinesere overbyder dem.

Det er en bemærkelsesværdig ikke-fortælling, der i den grad mangler en konflikt, jeg kunne relatere til. Hele filmen er fortalt gennem interviews med forskellige vin-entusiaster, men den taktik med næsten udelukkende at bruge de såkaldte talking heads bliver hurtig til en tung affære, når fortællingen kun har relevans for personalet i Holte Vinlager. Russell Crowes bekymrede og alvorlige fortællerstemme – som en skåltale fra “Gladiator” – bliver næsten komisk, da budskabet på ingen måde føles bare nær så tungt, som Crowes toneleje antyder.

“Red Obsession” skal have den ros, at den langt hen ad vejen er rigtig flot fotograferet og lydligt lækkert indpakket. Det er de små passager mellem personinterviewene, der skaber fremdrift og en følelse af film. En dokumentarfilm kan sagtens fungere på denne måde – altså hovedsageligt bestå af personinterviews og med en begrænset mængde virkemidler – men kun hvis virkemidlerne understøtter et vedkommende indhold. “Red Obsession” er underligt blottet for et projekt. Når den så tilmed begynder at underminere sine (få) pointer i de sidste minutter, står den altså tilbage som en tør, trist omgang med en besk smag af kork.

Min viden om vin er ganske begrænset, men min interesse får mig alligevel altid til at folde ørerne ud, når vinkendere fortæller om dyrkning, lagring og den rigtige måde at smage en vin på. “Red Obsession” er ikke dén vinkender for mig. Den fortæller – bogstaveligt talt – i øst og vest, men ender op med en tom flaske, der ikke har lagret længe nok. Og det kan selv ikke ham fra “Gladiator” lave om på.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Gennem århundreder har Bordeaux krævet en nærmest mytisk status i de fine vines selskab. I en tynd stribe omkring Gironde-flodudmundingen på Frankrigs atlanterhavskyst har dens vine forført konger, kejsere og diktatorer. Og mens dens overlevelse altid har været afhængig af naturens lunefulde vejr, har velstanden altid været forbundet med den globale økonomis skiftende formuer. På samme måde som nationer rejser sig og falder, følger Bordeaux-vinene i deres skæbnes fodspor. For nylig har priserne de prestigefyldte ”first growth”-rødvine med navne som Château Latife-Rothschild, Château Margaux og Château Latour slået alle rekorder. Noget uforudset er ved at ske med det fine vinmarked og dette uforudsete hedder Kina. På godt og ondt er Kina ved at sætte sig på Bordeaux-vinene og ”Red Obsession” har sat sig for at udforske dette fænomen og forbindelsen mellem Kina og Bordeaux.