Revenant, The
Udgivet 20. jan 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det er en paradoksal titel, “The Revenant”. Den, der rejser sig og vender tilbage fra de døde. For hverken “Birdman”-instruktør Alejandro González Iñárritu, “Gravity”-fotograf Emmanuel Lubezki eller hovedrollens Leonardo DiCaprio behøver at rejse sig. De står stolte blandt de bedste til film. Og med “The Revenant” bliver de udødelige. Derimod må jeg nu rejse mig for dem.
Det er én af de særlige ting ved “The Revenant”. At den giver alle parter en stemme. Indianerne er tekstede, de kan tale, høres af os, ikke kun rødhudede ofre, selv om de får stor sympati fra mexicanske Iñárritu. For det kan godt være, at hovedhandlingen følger DiCaprios overlever, der efter et brutalt bjørneangreb efterlades alene af de andre bogstaveligt talt halvvejs i graven. Men på Leos tur tilbage til civilisationen er dét, der her fremstilles som et regulært amerikansk holocaust imod de indianere, der fik stjålet deres land, hele tiden nærværende. Nedbrændte landsbyer, efterladte børn og kvinder, der krigsfangevoldtages af de ‘civiliserede’.
DiCaprio får Matt Damons tur til Mars til at minde om et afsnit af “Robinson Ekspeditionen”. Det her er ægte overlevelse, der ledsages af drillende “Birdman”-trommer. Uden at kameraklippe fanges en fisk med forfrosne hænder, inden han æder den. Rå. Den er svær at skylle ned, for vandet fosser ud igen fra et blodigt hul i halsen. En sidste gave fra bjørnemor, som han sikkert drømmer om, da han overnatter i en hest. Nøgen. Jeg vil næsten også overnatte i en hest for at få lov til at se Leonardo gøre det igen. Respekt.
Respekt til projektet “The Revenant”, der ikke bare leger survivor, men ér det. Føles som. Når den efterladte natur-nedbrudte ånder ind og ud for at rejse sig og vende tilbage, så kan det mærkes. Kameraet dugger langsomt til. Han lever. Ånder, der bliver til tågen over det klippegolde landskab, der ser til og ser på den bedste film, som DiCaprio, Iñárritu og Lubezki har medvirket til. Jeg rejser mig igen og bliver stående for de bedste til film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet