Ringenes Herre : Eventyret om Ringen
Udgivet 12. aug 2002 | Af: azathoth | Set på DVD
Ringen, hvis magiske kraft er så stor at den kan bestemme udfaldet af krigen, er faldet i hænderne på hobitten Frodo. Fra Mordor udgår en ordre om at ringen skal findes, og Frodo er nu i fare. Med hjælp fra fællesskabet, bestående af troldmanden Gandalf, Elven Legolas, Dværgen Gimli, menneskene Aragorn og Boromir, og de tre små hobitter Sam, Merry og Pippin, må Frodo tage til Mordor for at kaste ringen ned i vulkanen ved Mount Doom… her er ringen skabt, og kun her kan den blive ødelagt.
Filmene er som før nævnt baseret på bøgerne af J.R.R. Tolkien. Som altid er det en prækær opgave at filmatisere en bog, og når det så oven i købet drejer sig om en bog som er læst og elsket af så mange, så bliver det en endnu sværere opgave. Det er dog lykkedes rigtig godt med Ringenes Herre. De bedste dele af bøgerne er taget med i filmen, og man savner ikke de dele der er undladt så voldsomt meget. Nogle vil måske være uenige med mig, men man kan ikke gøre alle glade, det ville være utopi og ville betyde en film med spillelængde på 5 timer.
Filmen lægger sig ret tæt op af bogens handling, og man kan derfor sagtens se filmen, uden at at have læst bogen, for alt det vigtige og fede er med i filmen. Jeg vil dog kraftigt anbefale at man læser bøgerne, for universet er meget større end det der er på film… der er simpelthen så mange detaljer at det er umuligt at få dem alle med.
Et af de eneste kritikpunkter jeg har af filmen, er at man mister fornemmelsen for hvor lang tid den egentlig strækker sig over… man har næsten fornemmelsen af at det hele sker på et par dage, hvor der i bogen går flere år. Det er dog ikke noget der trækker ned på min oplevelse af filmen.
For det første har vi de ni skuespillere der bringer fællesskabet til live. De falder perfekt ind i deres roller, og det er virkeligt en fryd at se på. Det er meget svært at fremhæve nogle frem for andre, men personligt kunne jeg utroligt godt lide hhv. John-Rhys Davies som Gimli og Orlando Bloom som Legolas. Samtidig var det utroligt fedt at se Sean Bean i rollen som Boromir. Hans skuespil er simpelthen så godt, at man kan se hvordan han kæmper imod sit indre begær for ringen og hans løfte om at beskytte Frodo. Samtidig er det fedt at se ham som helt istedet for skurk. Desuden er det altid rart at se semi-danskeren Viggo Mortensen, der med en nær perfekt præstation, spiller rangeren Aragorn.
Mange havde nok frygtet at se Elijah Wood i rollen som Frodo. De fleste har nok et billede af Frodo som en grim, lille, halvtyk gut, men efter at have set Wood som Frodo er, ihvertfald mit, billede af karakteren blevet revideret. Wood spiller fantastisk godt, og man skal bare studere hans ansigt godt i hhv. starten og slutningen af filmen, for at se hvor bebyrdet han bliver af ringen, som filmen skrider frem. Flot.
Den bedste præstation bliver efter min mening leveret af Ian McKellan, der spiller Gandalf. Hans portrættering af Gandalf passer som fod i hose med Gandalf fra bogen. Samtidig er McKellan i stand til at vise hele følelsesregisteret kun ved brug af sine øjne, og det er virkelig lækkert. Jeg er stadig lidt småmopset over at han ikke vandt den Oscar!
I nogle af filmens andre roller ser vi Liv Tyler som Arwen, Hugo Weaving som Lord Eldrond og kult-skuespilleren Christopher Lee som den onde troldman Saruman.
Liv Tyler spiller rigtig flot i en forholdsvis lille rolle som Lord Elronds datter Arwen. Lord Elrond selv spilles af Hugo Weaving, som leverer en præstation der ligger skræmmende tæt på Agent Smith fra The Matrix. Det er lidt en skam, for man bliver lige revet ud af filmen et kort øjeblik… det ændrer dog ikke ved det faktum at han spiller godt.
Christopher Lee viser endnu engang, ligesom i Star Wars og mange af hans tidligere film, at han er den perfekte skurk. Hele hans fremtoning og stemme oser af autoritet og magt, så man helt ryster i bukserne. Al respekt til manden der her i starten af det 21 århundrede har fået lidt af en revival.
Alt i alt, så er skuespillet simpelthen på toppen, og med så dedikerede og gode skuespillere som dette, er det svært ikke at elske denne film.
Samtidig er Peter Jackson’s næse for detaljer uovertruffen. Fra det mindste ølkrus til orkernes rustninger til elvernes buer, det hele er med. Detaljegraden er simpelthen ekstrem, og når man ser filmen er man ikke et sekund i tvivl om at det man kigger på rent faktisk er Middle Earth.
Samtidig er der naturligvis gjort rigtig god brug af CGI-effekter i filmen. De er alle vegne, og er uden sammenligning noget af det flotteste computergrafik der længe er lavet… og i Ringenes Herre er det ikke på bekostning af hverken plot eller skuespil, og det er jo en fryd at se Peter Jackson demonstrere hvordan man BØR bruge CGI.
En af de mest vellykkede effekter i hele filmen er dog noget så simpelt som forskellen i størrelse på filmens karakterer. At se de små hobitter i forhold til den enorme Gandalf er ret overbevisende. Det virker upåklageligt, og man er sjældent i tvivl om at de rent faktisk er så små.
Alt i alt så må Ringenes Herre siges at være en fantastisk film. Skuespillet, effekterne, historien og Howard Shores fantastiske og Oscar vindende soundtrack, er med til at gøre denne verden virkelig. Det lykkedes for filmen at trække publikum ind i Middle Earth i 3 timer, og det er jo netop det der har været Peter Jacksons mål. Det er en lækker film, der så absolut SKAL ses!
Filmen er fri for nogen former for fejl på transferet fra film til digitalt medie, og det er jo klart eftersom filmen er så ny, ingen problemer der. Samtidig er detaljegraden helt uovertruffen, så man ser de mange flotte detaljer.
Det der virkelig siger spar to på videosiden er de flotte farver. Specielt i starten af filmen, hvor de grønne farver i Hobbitton springer en i øjnene, kan man se hvor flot dette transfer er.
I de mange stille scener med dialog kommer lyden klart og tydeligt fra fronthøjtalerne. Hele vejen igennem filmen, får dine surroundhøjtalere noget at arbejde med. Om man så er i Hobbitton, Lothlorien eller ved Amon Hen, så er der altid lyde omkring dig. Latter og snak i Hobbitton, Elvernes sorgfulde sang i Lothlorien og dyreliv ved Amon Hen.
Samtidig skal jeg lige love for at ens subwoofer også får noget at arbejde med i de mange kampscener. Her er specielt sekvensen med Sauron i starten ekstremt imponerende, ligesom kampscenen i Moria mod orkerne og igen med Balrog’en virkelig noget som får din underbo til at hade dig… du får simpelthen bare lyst til at skrue SÅ højt op!
[Opdatering:] Efter at have haft muligheden for at høre både Region 1 og Region 2 udgaven, må jeg desværre konstatere at lyden på Region 2 udgaven er en del lavere mixet end Region 1 udgaven. Lidt af klangen, fx. i Galadriels stemme, fra Region 1 udgaven er heller ikke at finde på samme måde i Region 2 versionen. Det er naturligvis en skam, og kræver at man skruer sit system højere op end normalt. Karakteren er nedjusteret som følge af dette!
Først er der tre dokumentarprogrammer:
”Velkommen til Midgård”, 15 minutter
Promotion materiale for udgiveren Houghton-Mifflin, der primært drejer sig om bøgerne og deres historie.
”Jagten på ringen”, 20 minutter
FOX TV Special, der handler om filmens produktion med interviews med skuespillere og filmcrew.
”Rejsen til Midgård”, 40 minutter
SCI-FI Channel special, der går i dybden med filmens produktion.
Dernæste kommer der 15 små featuretter fra www.lordoftherings.net, på 2-5 minutter hver. Disse featuretter omhandler filmens produktion og man ser en række bag-kameraet optagelser og interviews.
“Smugkig på De To Tårne”, 10 minutter
Dette er en 10-minutters featurette om film nummer to “De To Tårne”. Hvis du allerede har besvær med at vente til December, så se for guds skyld ikke denne featurette… Det bliver STORT!
“Smugkig på Special Extended Edition”, 10-minutter
Her får man et kort smugkig på udgaven der udkommer til November, man ser et par glimt af de scener der kommer med, og et kort interview med Peter Jackson.
Derudover indeholder udgivelsen:
”Smugkik på computerspillet De To Tårne”
”TV-Spots”
”Trailers”
”Musik video med Enya: May it be”
DVD-Rom content
Ekstra materialet er en smule for fladt til min smag, for det er reelt kun reklame for filmen… well, jeg har købt den og set den i biografen, i behøver ikke kaste mere reklame efter mig. Hvis du føler ligesom jeg, så vent til den udvidede udgave… hvis ikke, så er dette udgaven for dig.
Det er lidt svært at bedømme denne udgivelse. Vi har altså den situation at filmen senere udkommer i en udvidet udgave med flere scener og mere ekstra materiale.
Så hvad skal du købe? Godt spørgsmål! Hvis du kan undvære det dyberegående ekstra materiale og bare vil have filmen som den blev udgivet i biografen, så er dette udgaven for dig… ellers vil jeg anbefale at vente til november på den udvidede udgave. (med mindre du vil have begge, selvfølgelig!)
At der senere udkommer en udvidet udgave ændrer altså ikke ved det faktum at denne udgivelse i sig selv er helt i top. Ekstra materialet har i kvantitet hvad det mangler i kvalitet, og selve filmen, lyd og billede er i top.
Se flere billeder fra Ringens Herre DVD’en. Advarsel, siden er MEGET tung!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet