Blå af skuffelse

Den var sgu ikke god! “Rio 2” er en stor skuffelse. Jeg er helt tosset med animationsfilm, men ikke så begejstret for den første “Rio”. Første akt af denne efterfølger lovede ellers en original og modig film. Historien om de blå araer Blue og Jewel, som vi kender fra første film, svigter dog sit fremragende første akt. Og som filmen skred frem, droppede jeg alle planer om at forsvare filmen – “Rio 2” er noget juks!

Det, som lovede godt, var, at vi til at begynde med præsenteres for den lille familie, der er kommet ud af den lykkelige slutning på “Rio”. Som bekendt er araer fugle, men Blue, Jewel og deres tre unger lever som en moderne menneskefamilie med en besværlig, iPod-indelukket teenagerdatter, en uvoren knægt og en nørdet yngste pige. Faderen Blue, der i modsætning til sin kone er vokset op blandt mennesker, formår ikke at sætte grænser, men opfordrer til fjernsynskigning, pandekager og en generel menneskelig tilværelse. Historien sætter i gang, da Jewel opdager, at der måske – i Amazonas jungle – findes flere af den ellers formodede uddøde fuglerace end dem selv.

Jewel drømmer om et liv som ara, ikke som pseudo-menneske. Det lykkes hende at overtale Blue til at flyve familien til Amazona. Vi fornemmer her en historie om at søge identitet og fællesskab og måske oven i købet et portræt af en kvinde, der drømmer om selvrealisering uden for familiens rammer, hvilket ellers sjældent er kvindelige karakterer forundt i familiefilm. Ja, det er måske (for) store tematiske forventninger til en børnefilm, men både Dreamworks, Disney og i særdeleshed Pixar har med hver deres animationsrepertoire vist, at seriøse temaer sagtens kan formidles pædagogisk og underholdende – og i første akt af “Rio 2”, ser ligner det også planen.

Det hele falder imidlertid til jorden. Hurtigt lærer vi, at der selvfølgelig var flere araer, og nu skal Blue bevise over for Jewels svigerfar og gamle flamme, at han ikke bare er et kæledyr, hvilket kræver, at han accepterer livet som ara i junglen. Gab (1) Og da onde rigmænd vil fælde regnskoven, står Blue naturligvis med den oplagte mulighed for at blive alles helt. Gab (2). Kedeligt fordi, det hele er så forudsigeligt, som efterfølgeren til “Rio” hedder “Rio 2”.

Det er ikke, fordi man behøver et dybt budskab med sin film, og hvis nu bare “Rio 2” havde været sjov i fugleflugt, så havde jeg snildt kunne tilgive den sine forspildte muligheder. Men stort set alle karaktererne fra den første film optræder kedeligt på ny. Lige fra den ellers døde skurk, til de to Angry Birds-reklamefugle og derudover et dusin nye karakterer. Til sidst er persongalleriet så stort, at næsten alle scener er fuld af dyr eller mennesker, som er komplet anonyme, men spiller hver sin overflødige rolle for hvert sit overflødige sideplot. Det er flot animeret, men det er ikke sjovt, ikke medrivende, ikke interessant – det er noget anstrengende juks.