Den indre djævel

Har de personer, der er at finde i diverse eksorcist-film, mon nogensinde set “Eksorcisten”? Okay, det er måske et lidt fjollet spørgsmål, men det faldt mig ikke desto mindre ind under overværelsen af denne historie, hvor alle lader til at opføre sig, som om det hele kommer fuldstændig bag på dem.

“Ritualet” handler om en ung præstestuderende, og han kunne bestemt have sparret sig selv for en del ubehagelige overraskelser, hvis blot han havde smækket “Eksorcisten” i dvd-afspilleren først. Hvis man derimod har set William Friedkins formidable gyserklassiker, er der derimod ikke det store nye at finde her eller i de talrigere efterabere, der siden har fulgt i dens kølvand, men alligevel aldrig har kunnet matche den.

Denne film åbner imidlertid på en lidt uventet og slet ikke så ueffen måde. I stedet for straks at kaste uhyggelige syn- og chok-effekter i hovedet på os, lader den langsomt sin indledningsvist ganske neddæmpede og tilbageholdende historie udvikle sig. Vi træffer den førnævnte unge præstestuderende Michael, der er vokset op i en trøstesløs bedemandsforretning sammen med sin far og måske mest af alt har vendt sig mod præstelivet i den katolske kirke for at slippe væk fra den trykkede stemning. Den egentlige tro besidder han ikke. Kirken ser imidlertid store muligheder i ham og beslutter sig for at sende ham til Rom, hvor han skal uddanne sig til en vaskeægte eksorcist – en stilling, som de fleste viger tilbage for, men som ikke skræmmer den tvivlende Michael.

Her kommer han i kontakt med den legendariske Fader Lucas – spillet af Anthony Hopkins – der har foretaget læssevis af uddrivelser, og her begynder tingene også at tage en drejning mod de mere vante rammer. En ung pige er tilsyneladende besat, og Michael bliver hurtigt involveret i sagen. Langt hen ad vejen forsøger filmen også at være tilbageholdende med virkemidlerne og gøre plads til tvivlen, men efterhånden som rykket mod de velkendte gyserrammer foretages, efterlades vi ikke i megen tvivl om udfaldet, eller hvorvidt dæmonerne nu også er virkelige nok. Hvad der kunne være et psykologisk drama med en uhyggelig undertone bliver hurtigt en klassisk skrækfilm, komplet med hallucinationer, dunkle korridorer og ting, der pludselig springer ud af mørket. Det giver filmen flere muligheder for at få os til at hoppe i sædet, men omvendt gør det den også til en betydelig mere banal og uinteressant størrelse.

Da ondskaben endelig for alvor gør sin entre, er det imidlertid mindre i form af rent fysiske manifestationer og mere i form af spidsfindige dueller på ord, hvormed den forsøger på at bringe prædikanterne i tvivl om deres tillid til Gud. Det kunne potentielt have været ganske effektivt, når man nu har en så dialog-stærk skuespiller som Anthony Hopkins på rollelisten, men selv han får problemer i tredje akt, hvor han tildeles så absurd ringe materiale at arbejde med, at det hele alligevel falder til jorden med et brag.