Ritualet
Udgivet 10. mar 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Har de personer, der er at finde i diverse eksorcist-film, mon nogensinde set “Eksorcisten”? Okay, det er måske et lidt fjollet spørgsmål, men det faldt mig ikke desto mindre ind under overværelsen af denne historie, hvor alle lader til at opføre sig, som om det hele kommer fuldstændig bag på dem.
Denne film åbner imidlertid på en lidt uventet og slet ikke så ueffen måde. I stedet for straks at kaste uhyggelige syn- og chok-effekter i hovedet på os, lader den langsomt sin indledningsvist ganske neddæmpede og tilbageholdende historie udvikle sig. Vi træffer den førnævnte unge præstestuderende Michael, der er vokset op i en trøstesløs bedemandsforretning sammen med sin far og måske mest af alt har vendt sig mod præstelivet i den katolske kirke for at slippe væk fra den trykkede stemning. Den egentlige tro besidder han ikke. Kirken ser imidlertid store muligheder i ham og beslutter sig for at sende ham til Rom, hvor han skal uddanne sig til en vaskeægte eksorcist – en stilling, som de fleste viger tilbage for, men som ikke skræmmer den tvivlende Michael.
Da ondskaben endelig for alvor gør sin entre, er det imidlertid mindre i form af rent fysiske manifestationer og mere i form af spidsfindige dueller på ord, hvormed den forsøger på at bringe prædikanterne i tvivl om deres tillid til Gud. Det kunne potentielt have været ganske effektivt, når man nu har en så dialog-stærk skuespiller som Anthony Hopkins på rollelisten, men selv han får problemer i tredje akt, hvor han tildeles så absurd ringe materiale at arbejde med, at det hele alligevel falder til jorden med et brag.
Inden den sidste del synker skuden, har filmen dog sine stunder, og den har bestemt også en flot og atmosfærefyldt billedside til at understøtte stemningen. Dog sidder man tilbage og ønsker at filmen havde taget skridtet fuldt ud og valgt enten dramaet eller fuldblodsgyserens vej i stedte for som nu ikke rigtigt at være nogen af delene. Som ren underholdning er der dog nok gang i herligheden til, at man ikke keder sig undervejs. Alligevel er det svært ikke vedvarende at tænke på, hvor meget bedre et værk “Eksorcisten” er ved sammenligning, og mindet om den overlegne film bliver en trykkende dæmon, som “The Rite” trods alle anstrengelser ikke kan uddrive.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet