Åndeligt landbrug

Vi oplever i disse dage et stadigt større fokus på miljø, bæredygtighed og økologi. Og det er godt, for emnet er jo uhyre vigtigt. Men hvis man, som jeg, har det lidt svært med prædiken, kunne man godt sidde med en lidt bange anelse, når oplevelsen i biografen hedder “Så meget godt i vente” og handler om en landmand med tilhørende biodynamisk gård. Heldigvis blev de bange anelser gjort til skamme af Niels.

Det er nemlig ikke en stort opsat “En ubekvem sandhed” eller en “Food Inc.” vi har med at gøre her. I centrum for fortællingen står i stedet den aldrende landmand Niels, der har forladt et job som forskningsleder på DTU for at hellige sig arbejdet tættere på jorden, dyrene og naturen. Og som han erklærer, så er hans mål ikke at overbevise andre mennesker om hans bæredygtige metoder eller åndelige tilgang til sine omgivelser, det må de selv tage stilling til. I hvor høj grad det udsagn så er sandt, kan man så begynde at vurdere på, men jeg følte ikke at “Så meget godt i vente” i sig selv tvang noget budskab ned i mit økosystem.

Det til trods åbner filmen med de mest idylliske billeder af livet på gården, der til en forveksling kunne ligne romantiske landskabsmalerier fra Oehlenschlægers guldaldertid. Og Phie Ambo er bestemt en billedskaber, der med sine ultranære indstillinger af alt fra det kriblende liv i skovbunden til supertotalbilleder af selve jordkloden dinglende i verdensrummet, forstår at skabe dybde på en måde, som gør 3D-briller aldeles overflødige. Og det er i denne veksling mellem det nære og det universelle, at landmanden Niels arbejder og tænker. Hans ideologi og visioner for fremtidens landbrug rummer ikke kun buzzwords som ‘miljøet’ og ‘klimaet’, men inkluderer i lige så høj grad luftige og næsten spirituelle begreber som ‘sjælekraft’ og ‘universet’. Og selv om det særlige natursyn, der ligger til grund for Niels’ dyrkning af jorden og omgivelserne ikke forklares yderligere (ud over nogle nærbilleder af et par Rudolf Steiner-bøger), og selv om man som lægmand ikke nødvendigvis helt forstår udgangspunktet for biodynamik, så er fortællingens kerne heldigvis stadig klar nok.

Men konflikten presser sig på. For ligesom filmens første billeder emmer af ro og idyl, ændrer sæsonerne sig, og det blæser op til uvejr, snestorm og modgang på den lille gård, da myndighederne ser forbi og foretager stikprøver. Under inspektionen konkluderes det nemlig, at Niels ikke passer sine køer efter de økologiske forskrifter, hvorfor sagen ryger i retten med fare for, at Niels helt kan blive frataget retten til at drive landbrug mere.

Det aspekt rummer en interessant vinkel på økologi- og bæredygtighedsdebatten, som normalt ikke finder vej til overfladen; det lille landbrug, der kæmper med de formelle regler og retningslinjer, som er vedtaget langt væk fra de grønne marker og ikke nødvendigvis er praktiske eller i tråd med hverdagen på gården eller livet over og under markernes muld. Det er f.eks. interessant og øjenåbnende at betragte Neils beklage sig over den særlige presening, han er blevet påbudt at dække sin gødning til med. Det er så sjældent, at jeg personligt oplever økologi blive fremstillet som andet end uomtvisteligt godt. Men Niels viser landbrugets nuancer med ærlig indlevelse.