Så meget godt i vente
Udgivet 1. sep 2014 | Af: christian_jacobsen | Set i biografen
Vi oplever i disse dage et stadigt større fokus på miljø, bæredygtighed og økologi. Og det er godt, for emnet er jo uhyre vigtigt. Men hvis man, som jeg, har det lidt svært med prædiken, kunne man godt sidde med en lidt bange anelse, når oplevelsen i biografen hedder “Så meget godt i vente” og handler om en landmand med tilhørende biodynamisk gård. Heldigvis blev de bange anelser gjort til skamme af Niels.
Det til trods åbner filmen med de mest idylliske billeder af livet på gården, der til en forveksling kunne ligne romantiske landskabsmalerier fra Oehlenschlægers guldaldertid. Og Phie Ambo er bestemt en billedskaber, der med sine ultranære indstillinger af alt fra det kriblende liv i skovbunden til supertotalbilleder af selve jordkloden dinglende i verdensrummet, forstår at skabe dybde på en måde, som gør 3D-briller aldeles overflødige. Og det er i denne veksling mellem det nære og det universelle, at landmanden Niels arbejder og tænker. Hans ideologi og visioner for fremtidens landbrug rummer ikke kun buzzwords som ‘miljøet’ og ‘klimaet’, men inkluderer i lige så høj grad luftige og næsten spirituelle begreber som ‘sjælekraft’ og ‘universet’. Og selv om det særlige natursyn, der ligger til grund for Niels’ dyrkning af jorden og omgivelserne ikke forklares yderligere (ud over nogle nærbilleder af et par Rudolf Steiner-bøger), og selv om man som lægmand ikke nødvendigvis helt forstår udgangspunktet for biodynamik, så er fortællingens kerne heldigvis stadig klar nok.
Det aspekt rummer en interessant vinkel på økologi- og bæredygtighedsdebatten, som normalt ikke finder vej til overfladen; det lille landbrug, der kæmper med de formelle regler og retningslinjer, som er vedtaget langt væk fra de grønne marker og ikke nødvendigvis er praktiske eller i tråd med hverdagen på gården eller livet over og under markernes muld. Det er f.eks. interessant og øjenåbnende at betragte Neils beklage sig over den særlige presening, han er blevet påbudt at dække sin gødning til med. Det er så sjældent, at jeg personligt oplever økologi blive fremstillet som andet end uomtvisteligt godt. Men Niels viser landbrugets nuancer med ærlig indlevelse.
“Så meget godt i vente” har ganske vist økologi, biodynamik og bæredygtighed på dagsordenen, men det er ikke en film OM de emner. Det er en film om en gruppe mennesker med en visionær mand i spidsen, der kæmper for at gøre det rigtige for naturen. Så selv om man ikke er lutter grønne fingre og har verdens længste anciennitet i Greenpeace, er der altså stadig masser at komme efter i en dokumentar, der formår at give et indblik i livet på den biodynamiske frontlinje uden at inkludere løftede pegefingre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet