God, gentagende Hikke

Kan alle tales til rette, eller findes der bare nogen, som vil se verden brænde? Dét handler “Sådan træner du din drage 2” om. Det gjorde den første film uden 2-tal egentlig også. Placeret i en fantasy-middelalder – som det kendes fra “Game of Thrones” – kæmpede en gruppe øbeboende machovikinger imod farlige drager. Lige til den dag, drengen Hikke ‘talte’ sig til rette med dragen Tandløs. Farmand overgav sig til Hikkes dialogfornuft i 1’eren, men denne gang er det alvor. Skurken Drago Blodfest vil bare se verden brænde.

Hvor første film fulgte teenage-Hikke, der kæmpede for at blive voksen – som filmen måske også gjorde det i sin klassiske coming-of-age-formelform – så kan han i denne toer tælle til tyve somre med et animeret udseende og en selvtillid, der minder om Andrew Garfields. Inden i den danske Hikke er den tilsyneladende for evigt unge Robert Hansen, som giver en sikker usikker sikkerhed i stemmen til den næsten-voksne drageflyver, der ikke kun vandt slaget i første film. Han tabte også. Noget af sit ene ben og deler derfor handicap med sin sorte sjæleven, Tandløs. En fysisk handicappet hovedperson er sjælden, hvis ikke ikke-eksisterende, i animerede amerikanere. Det animerer til et high five herfra.

Og så ikke mere om handicaps. For filmen fokuserer ikke på det. Det er bare et faktum, et vilkår. Hikke er som alle andre. Næsten. For han tror altså på det fredeligt gode i folk (og drager). Alle kan tales til rette. Det kunne dufte af forloren fredspibe, men der navigeres – til forskel fra første film – nuanceret modent over emnets modpoler fra Hikkes pacifisme til farmands hardcore konsekvens. Ingen abonnerer på sandheden undervejs på rejsen frem mod det uundgåelige slag.

Et slag, der byder på alt det, et middelalder-fantasy-hungrende hjerte kan begære. En ikonisk, mørk hær og en dyster fyrste med et dragemonster i baghånden, som Godzilla ville ønske at adoptere. Slaget kæmpes på hærens land, vikingsskibenes vand og i luften, hvor der er drager i alle farver og størrelser. Hverken overblikket eller den enkelte kamp tabes af syne. Og det synes ikke for sjov. For nok er Hikke kun næsten voksen, men filmen her er meget voksen. Og drømmende og dvælende. Slutslaget er en krigerisk undtagelse. For midterstykket rimer på Miyazakis magiske humanisme, på mystik og drageleg til musikledsagelse af John Powells keltiske fløjtetoner, der står vikingegoldt og godt til et ensomt islandskab, som kun forstyrres af enkelte dragefangerbåde.

På den måde er det ikke den ideologiske konflikt mellem far og søn, der skubber handlingen frem. Den er en burgerbolleramme for et fyld, som består af familieøjeblikke, der rørstrømmer rigtigt, mystiske drageflyvere, der kalder på opdagelse og luftræs, som langt fra er tandløse. Det er det meste af komikken derimod, hvor jeg særligt ønskede, at tvillingerne i Hikkes ungdomsslæng var halvt så mange. Farmand Havbliks gæve støtte, Gorbert, leverer i den sammenhæng højdepunkterne. Han er mere jydesnu end -tung, som Niels Olsens stemme ellers skyder ham i skoene.