En pølsefest med et budskab

“This is the End” var ikke enden på makkerskabet imellem Seth Rogen og Evan Goldberg. Men “Sausage Party” er en ny begyndelse for de to. Den første animation, men det føles alligevel som en Rogen/Goldberg-classic. Med ekstra kød på de eksplicitte billeder. Her findes der muligheder, som de to sjovere ikke har haft tidligere. Og de bliver brugt… Og misbrugt! Men selv om humoren foregår nede hos pølsen, så har selv en liderlig ristet med det hele et ægte hjerte. Der kan koges og steges!

Det er svært ikke at sammenligne den her pølsefest med “This is the End”. Den står på grov humor, sex og død. Men efter “Sausage Party” så virker det næsten, som om de tidligere har holdt sig tilbage. Da Jonah Hill blev voldtaget af en dæmon, så vi aldrig overgrebet. Vi måtte nøjes med en afskygning af en dæmon med stiv pølse, der læner sig ind over sovende Jonah Hill. Resten tog fantasien sig af. Det groveste dødsfald fra dengang er Michael Cera, der bliver spiddet af en lygtepæl, imens lidt teaterblod sprutter fra maven. I “Sausage Party” kommer kødet på disken – alt vises!

Og det kan de nok kun tillade sig, fordi det jo bare er mad, vi ser blive hakket i småstykker. En kartoffel, der bliver skraldet og kogt, bliver for den her Mr. Potato Heads synspunkt pludselig en torturscene. En sennepskrukke, som falder på gulvet og smadrer, bliver pludselig et levende væsen, hvis blod og indvolde flyder ud, som var det under Vietnamkrigen. De ekstreme torturscener er den ene del af den ekstremt humoristiske mønt. Den anden er sex.

I “Toy Story” er det legetøjets største drøm at blive leget med. I “Sausage Party” vil de gerne lege på en mere voksen facon. Frank, stykkets hovedpølse, ønsker at blive taget med i Himlen af en Gud, pakket ud af pakken og glide ind i hotdogbrødet, Brenda. Glide ind og fylde hende godt og grundigt ud. Alle er de enten liderlige eller kommer galt afsted. Tortur eller sex. Tilsæt den obligatoriske karakter, der ryger sig skæv, og du kan ikke være i tvivl om, at der står skrevet Rogen/Goldberg på den her animationsfest. Det er sjovt de første mange bidder, men enden på pølsen bliver sgu lidt ensformig. Heldigvis krydres den med en kradser til dem, der tror på noget efter enden. Altså religion.

Hvem havde troet, en film om liderligt mad ville udvikle sig til en film om religion? Igen bruges animationsskiftet fra menneske til mad kløgtigt. En film om mennesker, der tilbeder forskellige religioner. Der læser ‘Frelserens’ ord forskelligt og hader hinanden af den grund. Der ukritisk overgiver sig til en løgn. Ja, den film var nok ikke blevet det store hit derover i ‘Guds eget land’. Men indsæt så animeret mad i stedet for mennesker, og du har “Sausage Party”. Her er kun død i enden og en forsikring om, at du bør leve dit ene liv, imens du har det.