Skal nutidens skrækfilm nødvendigvis være spækket med vederstyggelige gimmicks, før masserne kan stilles tilfredse med det, de ser? Er vi virkeligt nået derud, hvor jo klammere og mere afskyvækkende, des bedre, er et succeskriterium? Hvis man spørger producenten bag “Saw III”, er svaret uden tvivl et ubetinget ”ja”.

Trods velproducerede tekniske detaljer ligner tredje udgave af “Saw”-trilogien nemlig mest af alt en sygelig forherligelse af al den perverterede vold, der vil få brækfornemmelserne frem hos langt de fleste. Spørgsmålet er så bare, om en overbelastning af fordøjelseskanalerne vitterligt skal være en del af underholdningen. Nogle vil måske endda påpege, at to fingre i halsen er en bedre – og billigere – løsning.

En historie er der trods alt, selv om den kan være lidt svær at få øje på. Jigsaw – der igen spilles af Tobin Bell – ligger for døden. En hastigt voksende hjernesvulst er ved at gøre det endeligt af med et af menneskehedens monstre, men inden han når så langt, skal eftermælet naturligvis lige sikres.

Derfor har Jigsaw – fra sit sygeleje og med hjælp fra disciplen Amanda (Shawnee Smith) – orkestreret et udspekuleret rænkespil af den art, som f.eks. David Finchers “Seven” overvejende bryggede på. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der for alle de involverede er tale om en ultimativ test i den henseende. Også for Lynn (Bahar Soomekh), den unge læge som han har udset sig til at holde ham i live, mens testen varer. Og ikke mindst for Jeff (Angus MacFadyen), som er hovedpersonen i Jigsaws personlighedstest, der for i øvrigt tager udgangspunkt i domsafsigelsen mod den spritbilist, der ihjelslog netop Jeffs søn.

Det er umådeligt svært at argumentere for en egentlig berettigelse for “Saw III”, der på alle måder vil være at opfatte som et meningsløst og regulært tidsspilde. Manuskriptet er en ualmindelig svag konstruktion, der ikke vækker det mindste anstrøg af sympati (eller for så vidt det modsatte) for de medvirkende karakterer, og tværtimod fremelskes en udtalt ligegyldighed for både filmens projekt og de enkelte aktører. Hvis der i forbindelse med tredje udgave af “Saw” skal tales om en test, må den ultimative test være for tilskueren at se filmen helt til ende.

Den fuldstændigt ekstremistiske brug af rædselseffekter og forvandlingen af disse elementer til underholdnings(mis)brug havde måske være noget nær rimelig, hvis filmen tog sig selv noget mindre alvorlig, end det er tilfældet – hvis vi da lige bortlodder de enkeltstående og ufrivilligt komiske bidrag. En ironisk distance til sin konstruktion havde bestemt gavnet kursen i “Saw III”, om end der stadig kan og bør sættes spørgsmålstegn ved filmens forherligelse af de mest voldelige og blodsudgydende scenarier.

Nogen god film er “Saw III” bestemt ikke. Alligevel står filmens tekniske specifikationer ikke til nærmere diskussion. Både looket og lydsiden giver indtryk af en film, der er solidt gennemarbejdet. Så er det bare ærgerligt, at manuskript og skuespil ikke har den samme indvirkning, men tværtom kvæles i overdreven brug af afskyvækkende effekter og bloddryppende idioti.

Video”Saw III” fremstår i et 1.85:1 anamorphic widescreen format. Generelt er der tale om et rimeligt transfer, hvor markante udsving i farvetemperaturen og enkelte digitale udfald trækker ned i den samlede bedømmelse. Alligevel er billedkvaliteten af en ganske udmærket beskaffenhed og forstærkes kun af den sublime klipning.

AudioTil filmens absolut bedste side hører utvivlsomt lyden, der er intet mindre en fremragende. Det auditive udkommer i et Dolby Digital 5.1 format, hvor alle kanaler løbende er i brug. Især de mange effektlyde kommer for alvor til deres ret, men også dialogerne glider klart og tydeligt igennem.

EkstramaterialeEkstramaterialet rummer lidt af hvert. “The Traps of Saw III” går bag om de fælder, der bliver brugt i filmen, mens “The Props of Saw III” ser på rekvisitterne til samme. Derudover går “Darren’s Diary – Anatomy of a Directo” bag om instruktøren, Darren Lynn Bousman, under dennes instruktion af “Saw III”. Derudover byder udgivelsen på slettede scener og trailers for “Saw IV” (i forskellige udgaver) og for “Alpha Dog”, “Arthur og Minimoyserne”, “Boy Eats Girl”, “Little Fish” samt “The Black Dahlia”.

En mand knuser sin fod med en betonklods, en anden må trække lunser af sit eget kød og en kvindes brystkasse rives åben, og det er alt sammen inden handlingen rent faktisk begynder. Kort og godt: Jigsaw er tilbage i “Saw III”, det foreløbige nyeste kapitel i “Saw”-serien, der atter byder på blod, lemlæstelser og sadisme i stride strømme.

Denne gang følger hovedhandlingen Jigsaw og hans elev, Amanda, mens de endnu engang udsætter diverse stakler for deres morderiske tortur – for ofrenes egen skyld altså. Den kræftsyge Jigsaw ligger (fortsat) for døden og derfor kidnapper det syge makkerpar lægen Lynn. Hun skal holde Jigsaw i live længe nok til, at hans seneste ofre kan gennemgå deres lidelser. For at sikre hendes fulde samarbejde, sætter de en anordning fast om halsen på hende, der vil blæse hovedet af hende i det øjeblik, Jigsaw dør. Hvis hun derimod holder ham i live længe nok, har hun vundet sin frihed.

Samtidig kommer Jeff til bevidsthed i en mørk korridor. Han finder en båndoptager, der instruerer ham om de kommende prøvelser. Jeff, som plages af sorg over sin døde søn, skal konfrontere de mennesker, der var ansvarlige for dødsfaldet og for drabsmandens milde straf. Han skal vælge mellem at tilgive dem, eller at lade dem lide døden. Hverken Lynn eller Jeff har dog fået hele sandheden om, hvad der foregår.

Hvor den første “Saw” kunne betragtes som en thriller/gyser, har serien efterhånden udviklet sig til sadistiske opvisninger med mindre og mindre vægt på historien. Dette tredje kapitel er den foreløbige kulmination af denne udvikling, med et plot, der stort set kun består af den ene mere klamme scene efter den anden. Selv det ellers så flittigt brugte (omend søgte) tema om genopdagelsen af viljen til overlevelse, glemmes næsten (en enkelt bliver endda straffet, fordi personen er arbejdsnarkoman. Hvad skal det næste være? Overdreven sparsommelighed?). I stedet opvises en serie udpenslede henrettelser via anordninger, hvorfra der sjædent er nogen mulig flugt.

Dermed elimineres også spændingen, og vi sidder tilbage med en film, der, i endnu højere grad end forgængerne, hverken skræmmer, chokerer eller underholder, men blot er klam og temmelig forudsigelig. Dertil skal lægges, at “Saw III” i et forsøg på at løse nogle af de enorme plothuller de tidligere film har efterladt, hurtigt plages af en lang række forklaringsflashbacks, der er blevet særdeles klodset sat ind i filmen, således, at tempoet drænes og kedsomheden langsomt sniger sig ind. Personer fra tidligere film dukker op i korte klip og forsvinder igen så hurtigt, at det kan være meget vanskeligt at se, hvad formål deres optræden tjener.

Blandt højdepunkterne er en hjernekirurgisk scene, hvor kameraet er så tæt på, at vi bliver alt for bevidst om, at det blot er en effekt. Derudover bydes der på en sekvens, hvor et offer skal druknes i rådden grisefedt – resultatet er mildest talt mere komisk end forfærdende.