Scoob!
Udgivet 14. aug 2020 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set på Blockbuster
Biograferne behøver ikke at være så sure: “Scoob!” er intet scoop.
Der har ellers været flere sure opstød fra biograferne over Scooby-Doo-flugten fra biograferne til PVOD-premiere derhjemme.
Men yikes for en film. Lad os begynde med det helt basale: Der er intet mysterium at opklare for Mysteriebanden i “Scoob!”.
Det er ellers normalt essensen af en tur med den tegnede hund Scooby-Doo og vennerne Jan, Vera, Susan og Stubbe, som de hedder på dansk.
Men det familievenlige Agatha Christie-mysterium udebliver. Her er ingen falske spøgelser, men derimod tidens populære superhelte, politisk korrekthed og en kopi af “Grusomme mig”.
Sidstnævnte er det positive indslag i “Scoob!”. Skurkene. Warner Bros. har lånt en ond udgave af Stubbe og Scooby i en anden afdeling i form af “Stop den brevdue”-makkerparret Dick Dastardly og Muttley. Herligt gensyn.
Så hvad handler “Scoob!” om, hvis ikke om et mysterium? Venskab. Simon Cowell indleder med at afvise venskab som noget af værdi efter en øm Stubbe/Scooby-duet af “A Star is Born”-hittet “Shallow”. De er dømt ude – intet talent.
Men mon ikke der gemmer sig en morale om det modsatte for enden af eventyret? Jo.
“Scoob!” er i stedet et superhelte-eventyr, hvor superskurken Dastardly skal have fat i en skat, som Blue Falcon vil forhindre. Falcon er en hvid mand – og derfor dum – men heldigvis får han hjælp fra tidens korrekte sorte kvinde, der kan belære om ‘giftig maskulinitet’.
De jagter Dick D og en hær af minion-robotter verden rundt. De er nuttede, de robotter, men jeg tror ikke, at Gru og de gule bør føle sig truet af denne kopivare.
For i stedet at stå ved sin gådefulde arv tager “Scoob!” i stedet kampen op mod superhelte-ramasjang på den store klinge, hvor hele verden skal reddes.
Stubbe og Scooby er dog aldrig gode i den store sammenhæng, men derimod langt bedre i den indledende forhistorie-scene, hvor venskabet starter over en flugt fra politiet på grund af en sandwich.
Hvorfor man ikke har fokuseret mere på disse scener er lidt af et mysterium.
Så biograf eller ej: “Scoob!” er intet scoop.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet