Scott Pilgrim mod verden

InstruktionEdgar Wright

MedvirkendeMichael Cera, Mary Elizabeth Winstead, Kieran Culkin, Chris Evans, Anna Kendrick, Brandon Routh, Alison Pill, Jason Schwartzman, Ellen Wong, Satya Bhabha, Mark Webber, Mae Whitman, Johnny Simmons, Brie Larson, Aubrey Plaza, John Patrick Amedori, Abigail Chu, Erik Knudsen, Nelson Franklin, Chantelle Chung, Kristina Pesic, Ben Lewis, Marlee Otto, Jean Yoon, Ingrid Haas, Emily Kassie, Michael Lazarovitch, Jessica Martins

Længde112 min

GenreAction, Komedie, Romantik, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen14/10/2010


Anmeldelse

Scott Pilgrim mod verden

5 6
KAPOW!

Du har garanteret aldrig tænkt over det, men skræller man alle de surrealistiske lag væk fra “Super Mario”-spillene, står man tilbage med en kærlighedshistorie om en blikkenslager i røde smækbukser, der er villig til at gå igennem ild og vand for sin udkårne. Det gik op for mig efter at have set Edgar Wrights vidunderligt rodede og unikke “Scott Pilgrim mod verden”. En film forklædt som et computerspil forklædt som en tegneserie, men med et hjerte, der banker for at fortælle historien om at kæmpe for den, man elsker.

“Scott Pilgrim mod verden” er egentlig en klassisk romantisk komedie. Dreng møder pige, dreng forelsker sig i pige, dreng skal nedkæmpe piges syv onde ekskærester for at vinde hendes hjerte. Nå ja, helt klassisk er den så alligevel ikke. Scott Pilgrim bliver spillet af Michael Cera, der er perfekt i rollen som den evigt kiksede teenager, der bærer sine følelser og usikkerhed uden på tøjet. Scott spiller bas i et støjrock-band ved navn Sex Bob-omb (taget efter de små bomber i “Super Mario”) og deler værelse med sin homoseksuelle ven Wallace – spillet af en særdeles veloplagt Kieran Culkin. En dag møder Scott sin drømmepige, Ramona Flowers, men for at få hende for sig selv bliver han nødt til at besejre hendes syv onde ekskærester.

“Scott Pilgrim mod verden” er baseret på en række tegneserier af Bryan Lee O’Malley, der humoristisk blander manga, action og komik i sine striber. Denne stil ligger lige til højrebenet for instruktøren Edgar Wright. Den første halve time af filmen er et klassisk teenage-komediedrama tilsat Wrights hurtige, stilsikre klipning og humoristiske leg med genrekonventioner, som vi kender den fra hans tidligere film “Shaun of the Dead” og “Hot Fuzz”. Men så snart den første ekskæreste gør sin entré, forvandles “Scott Pilgrim mod verden” til en visuel legestue, hvor computerspil, tegneserier og film smeltes sammen på en måde, som aldrig er set før.

En knytnæve i ansigtet kvitteres med et “KAPOW!” på skærmen. Når folk dør, bliver de forvandlet til mønter. Og de mange kampscener er så vanvittigt udført, at de får “Street Fighter” til at minde om et spil Ludo. Nu kunne man godt frygte, at historien ville drukne i effektlir og computerspilsreferencer, men selvom “Scott Pilgrim mod verden” først og fremmest er lavet for øjnene, så føler man altid, at kærlighedshistorien mellem Scott og Ramona ligger tæt på instruktørens hjerte.

Edgar Wright har en fantastisk evne til at skabe komik ud fra modsætningerne mellem filmens hyperrealistiske, groteske visuelle stil og hovedpersonernes ofte ligegyldige reaktioner på det, der foregår omkring dem. Og den teknik når uanede højder i “Scott Pilgrim mod verden”. Som i scenen, hvor Scott får en mavepumper og smadrer igennem en række mure, hvorefter kammeraterne henkastet spørger, om han vil med ud og have pizza. Disse underspillede og hverdagsagtige reaktioner på alt det groteske forekommer konstant i “Scott Pilgrim mod verden” og er med til at gøre den til en af årets allersjoveste film.

“Scott Pilgrim mod verden” er vanvittigt underholdende og et visuelt knockout. Filmen vil helt sikkert dele vandene, og nogle vil finde den for stiliseret, larmende og uvedkommende. Men som tilfældet er det med “Super Mario”-spillene, så er “Scott Pilgrim mod verden” mere end blot form og stil. Den er også symbolet på den forbandede kærlighed, hvor man må gå så grueligt meget igennem for at nå frem til sin prinsesse.

Læs også Filmz’ interview med “Scott pilgrim mod verden”-instruktøren Edgar Wright.


Kort om filmen

Mød den charmerende, men arbejdsløse Scott Pilgrim. Den 22-årige basguitarist i det ekstremt middelmådige garageband Sex Bob-OMB har lige mødt sin drømmepige, og det eneste, der står mellem ham og Ramona Flowers, er hendes syv onde ekskærester.