Mesterlig milepæl

David Finchers “Se7en” er et af filmhistoriens helt store rædselskabinetter – et rystende studium i den menneskelige naturs mest perverse facetter. Handlingen i Finchers mesterværk udspiller sig i en forurenet metropol plaget af kronisk regnvejr, hvor en sadistisk seriemorder torturerer sine ofre med en iver, der får Jigsaw fra “Saw”-filmene til at ligne en blødsøden pædagogmedhjælper. Det er utroligt, at et værk så afskyeligt og blodbesmurt alligevel kan være så smukt og tillokkende. Finchers trendsættende thriller kan genses ad libitum.

I dag er “Se7en” et ideal, som andre filmmagere bruger som retningslinje, men da den udkom i 1995, havde ingen spået dens succes. Fincher havde kun begået én film forinden, fiaskoen “Alien³”, så det lå ikke ligefrem i kortene, at Fincher dernæst ville begå filmhistoriens formentlig bedste thriller. Før premieren var det næsten fristende at afskrive “Se7en” som en pastiche af “‘Dødbringende våben” blot med mere blod og mindre humor. Begge film handler jo om et umage makkerpar bestående af en aldrende, sort betjent og en ung, hvid og kæphøj kollega, som må tilsidesætte deres uoverensstemmelser for at fange skurken.

Men “Se7en” er helt sin egen. Andrew Kevin Walkers manuskript er proppet med foruroligende øjeblikke og scenerier, men der er ikke tale om hjernedød torturporno à la “Hostel” eller de seneste “Saw”-film. Selvom filmen altid er i bevægelse, bliver karaktererne aldrig ladt i stikken – næsten hver eneste scene driver både historien fremad og tilføjer ekstra kød på karaktererne. Alene den første samtale mellem betjentene, Mills og Somerset, siger alt, hvad vi behøver at vide om de to mænd: Mills er frisk og idealistisk, mens Somerset er udkørt og desillusioneret. Samtidigt har Mills et imponerende drive og vovemod, mens Somersets intellekt overgår Mills’ ditto med flere banelængder. De kompletterer hinanden.

Alt imens betjentene jager seriemorderen, som baserer sine mord på de syv dødssynder kendt fra litteraturen, begynder deres individuelle karaktertræk at smitte af på modparten. Der er en utrolig dynamik i forholdet mellem d’herrer, og det var en genistreg at hyre Brad Pitt og Morgan Freeman til at portrættere dem. Pitt udstiller Mills som en forfængelig fyr med et overdimensioneret ego, men han forsyner ham også med en uimodståelig charme og en nervøsitet, man kan relatere til, og Freemans vanlige professionalisme løfter filmen. Den gevaldige kontrast mellem mændene danner også fundamentet for filmens ofte tiltrængte humor – bare lyt til den illitterære Mills’ fejlslagne forsøg på at opremse forfatternavne over for bogormen Somerset. Freeman havde forståeligt svært ved at holde masken under optagelserne.

Gwyneth Paltrow, som kom sammen med Pitt i 1995, leverer en direkte hjerteskærende præstation i rollen som Mills’ ensomme hustru, Tracy, som ikke kan finde sjælefred i sine nye omgivelser. Man kan vel sige, at Mills og Somersets efterforskning udgør filmens intellekt, mens Tracy og Mills’ strabadser udgør dens hjerte. En anden exceptionel skuespiller får blodet til at fryse til is i rollen som historiens sindssyge skurk. Af hensyn til dem, der endnu ikke har set “Se7en”, lader vi vedkommendes navn forblive ukendt.

Selvom “Se7en” fortsat føles meget moderne, så er der noget gammeldags over dens tålmodige flow – på den gode måde. Vi får ofte tid til at dvæle ved billedsidens dystre detaljer og personernes særheder, men når der er behov for et temposkift, så slipper Fincher tøjlerne og skruer tempoet i vejret, såsom under en nervepirrende sekvens, hvor Mills jager morderen gennem et forfaldent lejlighedskompleks. Howard Shores score vakler på skillelinjen mellem musik og lyddesign, hvilket får den til at smelte fornemt sammen med Ren Klyces exceptionelle lyde og Darius Khondjis uafrystelige billeder. Med øje for både stil og substans har Walker og Fincher begået en uforglemmelig tragedie af græske dimensioner, som holder os klinet til skærmen lige fra den banebrydende titelsekvens til den sidste akts chokerende twist.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. “Se7en” er spækket til randen med store skygger og bælgmørke nattescener – selv dagsscenerne er dunkle. Alligevel er detaljerigdommen gennemgående enorm, og ingen detaljer går tabt i mørket. Kontrasten er simpelthen uovertruffen, og de generelt kølige farver gengives perfekt. Hverken utilsigtet støj eller edge-enhancement forekommer. For yngre fans, der aldrig har set “Se7en” i biffen, vil dette transfer formentlig være en regulær åbenbaring.

Audio

“Se7en” har et exceptionelt lydbillede, som gengives fornemt af skivens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor. Filmens unavngivne by summer af liv, og samtlige højtalere bidrager med subtile lydeffekter – lige fra fjern sniksnak og forbipasserende biler til regndråber og vindpust – som gør den auditive atmosfære til en af de bedste af sin slags. Panoreringerne er nogle af de mest naturtro, jeg nogensinde har lagt øre til, og samtlige lydeffekter gengives med en exceptionel klarhed uanset frekvenslejet. Howard Shores musik folder sig fornemt ud og bliver aldrig overdøvet af lydeffekterne. Replikkerne er klokkeklare og har en overbevisende rumklang. Lydsporet er nøjagtig lige så godt som transferet.

Ekstramateriale

Alt det blændende ekstramateriale fra den udsolgte 2-disk dvd-udgivelse af filmen medfølger på denne Blu-ray. Her er et væld af storyboards, godt en halv times slettede/forlængede scener, en gennemgang af udgivelsens lydspor og transfer, filmens trailer samt hele fire kommentarspor, som fokuserer på hver sin del af produktionen – skuespillet, historien, billedsiden og lydsiden. Nogle vil måske efterspørge mere videomateriale, men hvis man vil vide alt om skabelsen af denne moderne klassiker, behøver man blot lytte til de fire fremragende, dybdeborende kommentarspor, som byder på fascinerende udtalelser fra bl.a. David Fincher, Brad Pitt, Morgan Freeman, Ren Klyce og Howard Shore.