En troldebæ

Nicolas Cage er konstant en kilde til evig undren. På den ene side er han en af de mest originale og seværdige skuespillere i verden – hans præstationer i film som “Kick-Ass” og “Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans” er der næppe nogen anden skuespiller, der kunne have gjort efter – men på den anden side er han også den selvsamme herre, der er med i så rædselsfulde ting som “The Wicker Man” og “Next”.

Til gruppen af tvivlsomme Cage-projekter kan vi nu så også regne “Season of the Witch”. Man ved den er gal, når man allerede få minutter inde i filmen er ved at miste overblikket over fortællingen. I en serie korte klip ser vi to korsriddere, der farer op og ned af bakker i hårde slagsmål, mens scenen konstant skifter så hastigt mellem de blodige slag, at man knap nok har nået at læse teksten, der fortæller, hvor vi er, før vi er gået videre til et andet sted. Vi følger de to korsriddere – spillet af Nicolas Cage og Ron Pearlman – der er nogle af de mest pålidelige folk, når kirken skal have ordnet nogle lemlæstelser, afhuggede hoveder og nedbrænding af landsbyer, men som helt spontant pludselig indser, at det måske i virkeligheden ikke er så pænt, og i stedet sætter kursen mod hjemlandet.

Inden de kommer så vidt, støder de imidlertid på en by, hvor pesten hærger, og her møder de en kardinal så dækket af bylder, at det næsten kun er stemmen, som afslører, at Christopher Lee gemmer sig nedenunder – hvilket måske er godt det sammen i betragtning af filmen, han her er med i. Han er fast overbevist om, at sygdommen skyldes en heks, han har fået fængslet, og vil have vore to riddere til at føre hende til et fjerntliggende kloster, hvor hun skal have sin dom.

Hvorfor præcist, hun skal det, er et godt spørgsmål – ikke mindst i betragtning af, at vi allerede har set tidligere, hvor hastigt kirken normalt tager sig af mistænkte hekse – men af sted kommer de ikke desto mindre. Bag det hele gemmer sig nogle interessante muligheder, konflikten mellem tro og virkelighed samt ikke mindst spørgsmålet om, hvorvidt heksen nu også er en heks. “Season of the Witch” har imidlertid knap nok tid til at få stillet disse spørgsmål, inden den besvarer dem, og det ville være synd at sige, at svarene er særlig interessante.

Nicolas Cage får tit en masse verbale tæsk for sit overgearede skuespil, men selvom han ikke ligefrem er nogen overbevisende ridder, så er han det mindste af problemerne i “Season of the Witch”. Hvad der først og fremmest er galt er derimod manuskriptet, der indimellem giver skuespillerne så pivringe replikker, at man konstant kommer til at grine på ubelejlige tidspunkter. Med på turen er også Ulrich Thomsen, der forsøger på at bevare en vis værdig mine trods omgivelserne, mens Ron Pearlman mest af alt ligner en, der har forlagt sine røde horn og cigar.