Horribel horrorLigesom mange andre genrer har gysergenren affødt adskillige såkaldte undergenrer, der på mange punkter adskiller sig fra hinanden, mens de samtidig deler visse ligheder. Der er blandt andet de ensartede, poppede teenagegysere; de klassiske monsterberetninger og spøgelsesfortællinger; de psykologiske gyserthrillers; de finurlige, moderne gyserkomedier; og så er der en af filmverdenens forholdsvis nye og i øjeblikket ret så populære komponenter: den klamme, torturlystne form for gyser, som hellere vil tvinge seeren til at producere opkast end adrenalin. Nyproducerede filmserier såsom “Saw” og “Hostel” befinder sig i denne særprægede, sidstnævnte kategori, og det samme gør “See No Evil”.

Der skal virkelig meget til for at få film af denne art til at fremstå som andet end hjernedøde blodbade, der dovent og slavisk maltrakterer sine subjekter bare for at skabe kontroversielle avisoverskrifter. Den blændende, australske “Wolf Creek” løsrev sig fra sine artsfællers blakkede ry takket være sublimt skuespil, solid instruktion, et uforudsigeligt manuskript og en beundringsværdig kombination af både stemningsmættet uhygge og foruroligende pinselscener. Eli Roths første “Hostel”-film var til dels også en succes, idet den indsprøjtede en portion tiltrængt humor indimellem de barske blodsudgydelser. Men “See No Evil” er til gengæld fuldstændig værdiløs.

Fortællingens omdrejningspunkt er en gruppe unge kriminelle, som sendes til et forladt hotel for at testkøre det, inden det skal forvandles til et bosted for hjemløse. Men den nedslidte bygning er ikke blot fyldt til randen med kakerlakker og sværmende fluer… der løber også en skaldet kæmpe rundt med en økse, som lystigt slår de besøgende ihjel én efter én. Den enorme dræber spilles af wrestleren Glen Jacobs, som virker så kluntet og barnagtig, at al uhygge fordufter øjeblikkeligt, så snart han bliver introduceret.

Det kommer ikke som den store overraskelse, at filmens instruktør hovedsageligt har lavet pornofilm, og at manuskriptforfatteren tidligere kun har forfattet drejebøger til diverse tv-transmitterede brydekampe – “See No Evil” er simpelthen frygtelig fra start til slut. Værst er skuespillerne, der ikke kan skyde al skylden på instruktørens uduelighed. Når aktørerne bliver bedt om at fremstå panikslagne, hyperventilerer de blot og spiler øjnene ud. Værst er Steven Vidler som en enarmet politibetjent, der udtrykker stor forundring over, at det gevaldige, morderiske brød stadig er i live, eftersom han skød ham i hovedet flere år tidligere. Pudsigt nok har det åbenbart aldrig undret ordenshåndhæveren, at man aldrig fandt drabsmandens lig.

Når monstret begynder at formindske persongalleriet, har man umådelig svært ved at huske, hvem der er blevet dræbt, og hvor mange og nøjagtig hvem, der fortsat er i live. Vi får ikke tid til at lære én eneste af karaktererne ordentligt at kende, og ærlig talt gider man egentlig heller ikke, fordi figurerne er så usympatiske og tumpede, og fordi det talentløse ensemble ikke gør filmen nogen tjenester. Uhyggelig bliver “See No Evil” heller aldrig – hver eneste forsøg på at skabe en trykkende atmosfære smadres af noget af det værste kamera- og klippearbejde, der til dato er set i en moderne gyser. Seancen bliver altså ikke spændende af, at man konstant indsætter hvide glimt eller klipper til nærbilleder af langsommelige insekter.

Til gengæld er filmen særdeles ulækker, men det er svært at forestille sig, at andre end dens evneløse manuskriptforfatter vil sætte pris på de foruroligende voldsudpenslinger. I øvrigt er “See No Evil” så rig på klicheer og fattig på overraskelser, at den selv med en spilletid på blot 81 minutter sætter ens tålmodighed på en næsten uoverkommelig prøve.

VideoPræsenteret i 1.77:1 anamorphic widescreen-format. Der er ikke meget på skiven udover filmen, så der har været masser af plads til at optimere kvaliteten af transferet, og pladsen er tydeligvis blevet udnyttet. Der er blevet skruet op for farvespektrets gyldne og brune nuancer, hvilket giver filmen et meget dystert look, der gengives godt. Og selvom farverne er blevet manipuleret en del, bevarer de alligevel en visuel troværdighed – hudfarverne virker f.eks. aldrig for blege eller mætte. Udtværing optræder yderst sjældent og kun under filmens allermørkeste scener, som til tider også virker en anelse uskarpe. Men størstedelen af filmen står skarpt, og der er ingen digital støj eller edge-enhancement.

AudioLigesom transferet er udgivelsens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor virkelig godt, men det formår ikke helt at være fantastisk. Det skyldes især filmens lyddesign, som til tider er en anelse kedeligt. En del klassiske arkivlyde tages i brug, og især slaglydene savner punch (et godt eksempel er slåskampen i bussen i starten af filmen). I yderst sjældne tilfælde lyder dialogen lidt tam og lav, men den er tydelig hele vejen igennem, og oftest besidder den mere end tilstrækkelig resonans. Der er flere fremragende panoreringer og subtile lydeffekter, der ofte får én til at kigge sig nervøst over skulderen. Subwooferen udnyttes fornemt, og musikken folder sig godt ud og intensiverer kun uhyggen.

EkstramaterialeInden filmen går i gang præsenteres man for et trailershow, der inkluderer klip fra “Captivity”, “The Hitcher”, “The Breed” og “The Dead Girl”. Andet befinder der sig ikke på discen – ikke engang en ordentlig menu.