Det futuristiske western

Sloganet på plakaten til “Serenity” lyder således: ”Signalet kan ikke standses.” Det var ellers præcis, hvad Fox gjorde tilbage i 2002, da tv-kanalen efter blot én glimrende sæson hev stikket ud på Joss Whedons tv-serie “Firefly”, som “Serenity” bygger på. Det er et mindre mirakel, at serien solgte så godt på dvd, at Whedon fik lov til at lave en film om sin føljetons elskværdige helte og heltinder.

Og tak Gud for dét, for “Serenity” er et lille mirakel i sig selv – et underholdende, fandenivoldsk science fiction-opus og et mønstereksempel på, hvordan man krydser tærsklen mellem flimmerkassen og det hvide lærred uden at fremmedgøre hverken loyale fans eller uindviede tilskuere. Der er nok referencer til “Firefly” til at give fans en hjertevarmende fornemmelse af, at deres trofasthed belønnes. Men filmen introducerer også karaktererne og universet således, at de, der aldrig så tv-serien, sagtens kan følge med. “Serenity” udgør også et tilfredsstillende punktum for hele “Firefly”-sagaen. Man efterlades ikke med nagende spørgsmål, som aldrig vil blive besvaret.

Det er svært at begribe, hvorfor så mange biografgængere verden over ignorerede “Serenity”. Med forholdsvis få penge til rådighed har Whedon produceret en film rig på hæsblæsende action, uhygge, sydende romance og frydelig humor – ja, der burde være noget for enhver smag. På baggrund af “Serenity” kan man i øvrigt konstatere, at Whedons ry som en virtuos replikmager er yderst velfortjent – “Serenity” er fyldt til randen med vittige monologer og dialoger.

Men det er ikke blot Whedons fortjeneste, at “Serenity” (eller “Firefly” for den sags skyld) er så fornøjelig – skuespillerne fortjener en stor del af æren. Alle seriens hovedrolleindehavere dukker op igen, og selvom visse skuespillere har færre replikker end andre, får de hver især tilstrækkelig spilletid og spillerum til at imponere. Yndige Summer Glau overbeviser os øjeblikkeligt om, at pigen River er aldeles følelsesladet, selvom rollen kræver en stoisk facade, og Chiwetel Ejiofors præstation som den iskolde lejemorder, der jager den betydningsfulde River, fremtvinger gåsehud.

Men stjernen er karismatiske Nathan Fillion, der via ukueligt gåpåmod gør heltenes leder, kaptajn Mal Reynolds, til genrens sejeste rumpirat siden Han Solo. Og Fillion lever ikke alene på charmen – hans modne håndtering af filmens mere seriøse passager understreger skuespillerens imponerende alsidighed. Ensemblet beviser, at Hollywood ikke behøver hive den store pengepung frem for at anskaffe reelt talent. Men der er tider, hvor budgettets beskedne størrelse gør sig uheldigt bemærket.

Især et opgør mellem heltene og et rumskib på en planet tidligt i filmen virker uoverbevisende og kluntet, men et spektakulært rumslag senere i forløbet besidder til gengæld den fart og aggressivitet, man savnede under actionsekvenserne i de seneste “Star Wars”-film, der alle var dyrere, værre og (paradoksalt) mere populære. Apropos fart så er tempoet undertiden for hurtigt. Whedon har så travlt med at sammenvæve de røde tråde, at visse scener ender med at fremstå ufuldstændige. Men efter et par uventede dødsfald under den sidste akt får man en pirrende fornemmelse af, at alt kan ske, og ovenpå det uforudsigelige, nervepirrende klimaks fristes man til at skråle efter en fortsættelse. Kan signalet vitterligt standses?

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. “Serenity” er fyldt med spektakulære billeder, og fotografen Jack Greens eksperimenter med gryn, skygger og lys giver filmen et unikt look, der får den til at se dobbelt så dyr ud, som den i virkeligheden var. Mængden af snavs er af og til en anelse overrumplende, og sortniveauet virker undtagelsesvist for kraftigt. Men kontrastgengivelsen er sædvanligvis upåklagelig, og farverne er enormt flotte. Især de kølige, blå farver er appetitlige, mens de mange brune nuancer aldrig virker mudrede. Ingen glorier, udtværinger eller komprimeringsfejl dukker nogensinde op, og billedet står knivskarpt.

Audio

Transferet er ikke helt fantastisk, men det er udgivelsens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor derimod. Panoreringerne er helt suveræne og fuldstændig troværdige, og David Newmans hæderlige musik folder sig godt ud. Replikkerne har en nydelig rumklang, der gør det umuligt at tyde, hvornår de er eftersynkroniserede. Selvom mængden af lydeffekter er astronomisk, føler man sig aldrig overrumplet af det auditive sansebombardement, og ikke én lydeffekt eller replik overdøves uforsætligt. Subwooferen er aggressiv, men ikke anmassende, og lydsidens højeste toner leveres også med opsigtsvækkende klarhed.

Ekstramateriale

Universal har været venlige nok til både at smække den gamle HD-DVD-udgivelses ekstramateriale på denne splinternye Blu-ray samt en masse nyproduceret materiale. Joss Whedon har indtalt et fint kommentarspor til filmen. Hans hæse stemmer er undertiden irriterende, men han holder kun få pauser og har en masse interessante ting på hjerte. Endnu bedre er kommentarsporet med Whedon og skuespillerne Nathan Fillion, Summer Glau, Adam Baldwin og Ron Glass. Glau siger meget lidt, men de humoristiske herrer har det så sjovt med at mindes filmens tilblivelse, at man tit selv ler. Man har også mulighed for at overvære gruppen, mens de indtaler kommentarsporet.

Flere geniale interaktive funktioner befinder sig på disken. Man kan overvære filmen, mens man præsenteres for en masse information om bl.a. rumskibene, karaktererne og universet. Mere interessant er muligheden for at se filmen, mens relevante interviews og videoklip dukker op i hjørnet af billedet. På den måde får man en virkelig klar idé om, hvordan “Serenity” blev skruet sammen.

Omtrent 52 minutters dokumentarer medfølger, og de er alle spækket med muntre, indsigtsfulde interviews og optagelser, som gør dem adskillige gensyn værd. Et tekstbaseret leksikon, 28 minutters nogenlunde slettede/forlængede scener (Whedon har indtalt kommentarer til de fleste) og 6 minutters festlige fraklip medfølger også. Man kan desuden bogmærke sine favoritscener, og hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, får man adgang til endnu flere trailere. Ekstramaterialet præsenteres i 480p.

“Serenity” betyder noget i retning af sindsro. Det er imidlertidig også navnet på det rumskib, hvorom handlingen i filmen af samme navn udspiller sig. Titlen er dog misledende i den forstand, at sindsro ikke er noget som dens besætningsmedlemmer nyder meget af. I stedet får vi et fantastisk underholdende rumeventyr og en film, der er den rene fornøjelse.

“Serenity” er baseret på Joss Whedons tv-serie “Firefly”, som havde den triste skæbne at blive aflyst efter blot en enkelt sæson. Trods det har serien efterhånden opbygget en stor og loyal fanskare, og det er ikke mindst takket være dem, at denne film nu er kommet. Whedon, der tidligere har skabt tv-serierne “Buffy” og “Angel”, fik i “Firefly” den bizarre ide at sammenblande western- og science fiction genrerne til et meget unikt koncept. Westernelementerne er nedtonet lidt i filmen, men ellers er seriens oprindelige charme intakt.

Året er 2507, og jorden er ikke længere beboelig. Derfor har menneskene bosat sig på fremmede planeter, der styres af Alliancen. Der har for nylig været en blodig kamp, ikke ulig den amerikanske borgerkrig, mellem Alliancen og de uafhængige planeter som endte med Alliancens sejr. Efter skuffelsen og det bitre nederlag har Kaptajn Mal Reynolds købt sig et Firefly-fragtskib ved navn Serenity. Desuden har han udstyret det med en blandet besætning bestående af den loyale krigsveteran Zoë, hendes mand piloten Wash, mekanikeren Kaylee, og den afstumpede lejesoldat Jayne. Sammen rejser det brogede mandskab rundt i ydrekanten af rummet, hvor de overlever ved hjælp af smuglerjobs og mindre røverier.

Mal har droppet alle visionerne og ønsker nu blot at klare sig selv, men skæbnen spiller ham et pus, da to passagerer, søskendeparret Simon og River Tam, kommer ombord. De er begge på flugt fra Alliancen. River har været udsat for grusomme eksperimenter og bærer på en hemmelighed af stor betydning. Alliancen sender derfor en toptrænet snigmorder efter dem med en klar besked til Mal: Afleverer River eller betal prisen! Mal har dog ikke uden videre tænkt sig at give efter, og snart kommer det til et blodigt opgør med tab på begge sider.

Serenity er noget så udsædvanligt i vores tidsalder, som en science fiction film hvor underholdningen kommer fra rollerne og replikkerne snarere end fra speciel effekts. Selvom computereffekterne er ganske habile, så er de ikke så imponerende som dem de store film kan præstere. Til gengæld er filmens karakterers indbyrdes forhold så veludført og hjertelig, at man føler langt mere med dem. Filmen har en skøn gammeldags cliffhanger-stemning som jeg ikke kan mindes at have oplevet friskere i evigheder. Her er overfladerne mindre poleret men til gengæld er indholdet bedre. Stemningsmæssigt minder filmen om den første “Star Wars” med forfaldne byer, slidt teknologi og Serenity selv der, ikke ulige Tusindårsfalken, er tilbøjelig til at falde fra hinanden på ubelejlige tidspunkter.

Trofaste fans af “Firefly” vil være med fra starten, men de der ikke kender serien i forvejen må affinde sig med at være lidt forvirrede de første tyve minutter, men ellers kræver filmen ikke forudgående kendskab. Rollebesætningen udmærker sig ved at være helt uden store navne, men der spilles glimrende af alle og man mærker den vante kemi mellem skuespillerne. Særligt imponerende er Nathan Fillion som Kaptajn Mal. Han har en fortrinlig karisma og evne til at levere one-liners, så de sidder lige i øjet. Desuden er Chiwetel Ejiofor noget nær perfekt som den koldblodige snigmorder med den venlige fremtoning.