Der kan næppe herske den mindste tvivl om, at “SherryBaby” er Maggie Gyllenhaals enerådige domæne, hendes intense kraftpræstation som prøveløsladt mor, med både alkoholisme og junk, taget i betragtning. Og det er endda til trods for, at hendes fallerede karakter ikke ligefrem er det, der normalt forbindes med den snart trediveårige, amerikanske skuespillerindes meritter.

Nu er ‘sherry’ normalt også navnet på en alkoholisk drikkevare. Om det er noget, instruktør Laurie Collyer har haft med i tankerne, da hun skrev manuskriptet til “SherryBaby” vides ikke, men symbolikken – intenderet eller ej – er i hvert fald til at føle på. Da 26-årige Sherry Swanson (Maggie Gyllenhaal) slipper ud efter tre års varetægt i kvindefængslet Clinton i delstaten New Jersey, skyldes det tvungne ophold netop et fortidigt liv med sprut, stoffer og berigelseskriminalitet i udpræget grad. Fortiden er dog ikke bare synder for den bibelsk skolede Sherry, som også har givet plads til datteren Alexis (Ryan Simpkins).

Ud over tilhørsforholdet til datteren og netop kampen for atter at opnå forældremyndighed over sit eget kød og blod, ligger den egentlige råstyrke ved “SherryBaby” først og fremmest i sin vinkling af et stof, der i bund og grund er old news. Men ikke, når det behandles på den rette måde og med den rette integritet. Det er efterhånden en forslidt floskel med ubehjælpelige low lifes, der lever et liv i rusens magtfulde kløer, og hvor handlingen kun kan gå to veje – livet eller døden. Hvor tit har vi ikke fulgt en alkoholikers eller en stofmisbruges kamp for at lægge sin last på hylden? Men når handlingen for en gangs skyld udspiller sig, mens narkovraget allerede er blevet til clean eksmisbruger, som forsøger at starte på en frisk, og når rusen tager form af en kamp for at genvinde forholdet til sin datter, ja så bliver det faktisk ganske interessant.

Det er naturligvis stadig ikke nogen dans på roser at skulle starte fra bunden efter både årelangt misbrug og en spjældtur, og Sherry må da også sande, at livet i friheden kan være mindst lige så hårdt, som livet var det inden for murene. Især når omgivelserne gør kampen for et værdigt liv sværere, end det nødvendigvis behøver at være, og det at arbejde sig op fra bunden pinedød indbefatter seksuel udnyttelse og en plejemor – i skikkelsen af broren Bobs (Brad William Henke) hustru Lynette (Bridget Barkan) – der ikke fragiver forældreretten uden kamp.

“SherryBaby” er et forholdsvist uamerikansk (men bestemt ikke uægte) eksempel på socialrealisme, hvor filmens notorisk dumme og mandschauvanistiske svin dog hører til undtagelsen, der bekræfter reglen om arketyperne. Gyllenhaals indlevelsesevne er imidlertid en uundværlig styrke og får da også behændigt dækket over, at ikke alle medvirkende har lige så meget at byde på, ligesom karakterernes dybde ligeledes er svingende. Tempoet er til gengæld adstadigt, og uden alt for store armbevægelser udredes Laurie Collyers rusproblematik i form af en velfortalt historie.

Det er svært at vriste sig løs fra fortidens tunge åg, og for Sherry udvikler det sig endda til lidt af et paradoks: Hun forhindres i samvær med datteren på grund af sin fortid med stofferne. Netop den isolering kan meget vel føre hende lige lukt tilbage i misbrugets farefulde glidebane. Og den pointe er nu værd at tage med sig, selv om slutningen til gengæld kan virke lidt mere tvivlrådig.

Maggie Gyllenhaal var ganske fortjent nomineret for bedste kvindelige hovedrolle ved dette års Golden Globe Awards, men vandt ikke i denne omgang. Alligevel er udmærkelsen fuldt ud fortjent, og både spillet som tidligere straffet junkie og som en mor med et afsavn til sin datter er imponerende. “SherryBaby” skildrer fint forholdet mellem de to sider af en fængselsmur, når tidligere straffede skal tilpasses samfundet udenfor. “SherryBaby” er spillefilmsdebut for den filmskoleuddannede Laurie Collyer og understreger, at den unge instruktør mestrer håndelaget, om end karaktertegningen mangler en smule endnu.

VideoBilledsiden til “SherryBaby” præsenteres i et fortræffeligt anamorphic widescreen 1.78:1 format, der kun rummer ganske få spor af edge-enhancement og andre digitale forstyrrelser. Transferet har tillige bevaret det attraktive filmlook, ligesom farvetemperaturen er konsistent og kontrasten solid. Der er ikke eksempler på hverken udtværinger eller støj, og transferet må siges at være en helt igennem betagende oplevelse.

AudioDet indepent-agtige udtryk viser sig også på lydsiden, hvor de engelsksprogede Dolby Digital 2.0, Dolby Digital 5.1 og DTS lydspor har indfundet sig og ikke skuffer, men dog heller ikke imponerer. Der er ikke eksempler på lydpanoreringer, og bagkanalerne er kun momentvis i brug. Alligevel er der tale om en nuanceret brug af atmosfære med subtile lydeffekter, dialogen er tydelig, og den stemningsfulde musik har tillige en god fylde.

EkstramaterialeUdover trailere for “Spurven – La vie en rose”, “Breach”, “Solo”, “Half Nelson” og “SherryBaby” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.