Den skinner mere end nogensinde før

’I don’t want to go there, Mrs. Torrance', siger Danny eller Tony. Det vil jeg dog godt. Tilbage til hotellet, som har hjemsøgt mig flere gange end nogen anden gyserfilm. Men det er ikke som de andre gange. Jeg skal genopdage hotellet. Den her udgave har jeg aldrig set før. Det ændrer på noget. Det gør oplevelsen bedre. “Ondskabens Hotel” har aldrig skinnet klarere end med “The original extended US version”. Heeeeres Johnny!

Tænk, at 25 minutter kan ændre så meget på forståelsen af en historie. Sådan havde jeg det efter at have set denne udgave af klassikeren om hotellet, øksen og tvillingerne. En ting, der altid har undret mig en lille smule, er, at Wendy er så overbevist om, at det er Jack, der har forsøgt at kvæle Danny. Hvorfor er hun så overbevist? Hvorfor har hun så stor mistillid til ham? Jack har drukket. I en brandert er han kommet til at rive Dannys arm af led. Siden har Jack ikke rørt alkohol. Det giver svar på Wendys tvivl. Det viser mig, at Jack er helt ude i hampen, når han går i baren i ‘The Golden Room’. Det bliver bare bedre.

Denne udgave giver også en ny dybde til Danny og fantasivennen Tony. Alle de gange, jeg har set “Ondskabens Hotel”, har jeg oplevet Tony som en fantasiven. Nu er det anderledes. Én scene med en læge, og pludselig er Tony måske nærmere en sindslidelse. Det bliver kun mere klart, når Tony siger til Wendy, at Danny er væk. Danny er i sig selv en mærkelig og direkte klam dreng. At han står ved sengen og råber Redrum! bliver kun klammere af, at jeg nu forstår, at han nok også er syg i hovedet. Ikke ulig sin far.

Det er dog ikke kun de ‘nye’ scener, der er værd at fremhæve. Det er de gamle også stadig i høj grad. Jeg har set “Ondskabens Hotel” flere gange, end jeg kan tælle. Jeg bliver stadig lige skræmt hver gang. Første gang var jeg alt for ung. Alt for ung. Pludselig står der en nøgen, flot kvinde foran Jack på værelse 237. Han kysser hende. Pludselig ændrer hun sig. Jeg var så skræmt, at jeg ikke kunne røre mig. Alt for ung. Det gjorde jeg stadig. Jeg får stadig et chok, når der klippes fra tvillingerne og til blodbadet. Ondskaben, der gemmer sig på hotellet, er noget af det mest uhyggelige. Nogensinde.

Og så gemte jeg det uhyggeligste til sidst. Ikke overraskende, Jack Nicholson. Intet hotel uden Jack. Både karakteren og skuespilleren. Jack Torrance er skræmmende. En morderisk galning. Drevet til vanvid af isolation og syner. Det slog mig først rigtigt, da jeg så det på et stort lærred. Det er ikke bare en morder, der jager Danny. Det er hans far! Jeg blev helt trist ved tanken. Jack kan stirre i et kamera som ingen anden. Med sine øjenbryn fra helvede og et smil, der skriger Redrum! At se ham i den rolle på et stort lærred er en oplevelse, som jeg ikke ville være foruden.