Den homoseksuelle klike

Det her er en film, hvor vi kommer helt tæt en homoseksuel mand i det konservative Venezuela. Alligevel lærer vi ham aldrig at kende. “Sidste nat i Caracas” balancerer konstant på grænsen mellem det ekstremt intime og totalt fremmede. Karakterernes tanker og følelser er ikke forhold, der forklarer handlingen, men snarere mysterier, der skal regnes ud. Det kræver en stor mængde koncentration og tålmodighed, men hvis det lykkes, så er der både skønhed og styrke at finde blandt de homoseksuelle i Caracas.

Kameraet fokuserer på en nakke i forgrunden. Alt andet i billedet bliver reduceret til vage former, mens vi følger nakken på en bustur igennem Caracas’ gader. En fattig dreng bliver betalt og står pludselig i et hjørne af en lejlighed med bukserne nedenom ballerne, alt imens nakken flittigt onanerer. Da vi efter et kvarters indledning endelig får lov til at se det ansigt og den krop, der hører til nakken, er det nærmest antiklimatisk, at manden ser så almindelig og anonym ud, som han gør.

“Sidste nat i Caracas” vogter nærigt over sin information, den har at give. Det tager næsten et kvarter, før vi ser hovedpersonens ansigt, og vi er næsten halvvejs inde, før vi lærer hans navn at kende. Det er den tilbageholdelse af information, der både driver fremad, men også det, der holder den tilbage. Man bliver siddende i biografen for at finde ud af, hvem Armando, som manden hedder, er, og hvad han mon tænker. Men samtidig er det også svært at engagere sig i en karakters personlige konflikter, når man ikke helt er klar over, hvad han selv tænker om dem.

Som modvægt til den enigmatiske Armando har man derfor kastet den udfarende unge mand, Elder, ind i ringen. De to støder på hinanden på en af Armandos ture rundt i Caracas’ fattige nabolag, hvor han forsøger at samle unge mænd op. Elders svar, til om han vil med hjem til en fremmed mand, er imidlertid at slå ham ud og frarøve ham alle hans penge. Armando bliver af årsager, der aldrig bliver forklaret, ved med at komme tilbage og give Elder store summer penge. De opbygger et venskab, der balancerer imellem vold og romance.

Det er måden, de to mænd påvirker hinanden på, og den udvikling, de hver især gennemgår, der er i fokus. Og det er også her, den er bedst. Elder, der er opvokset som en homofobisk slumdreng, oplever på den måde, at det menneske, der har behandlet ham bedst igennem hele sit liv, er en ældre bøsse. Den identitetskrise, det nødvendigvis medfører, bliver aldrig direkte påtalt, men ligger i stedet og ulmer i laget under replikker og handlinger. For mig var det både stimulerende som frustrerende. Hele tiden med følelsen af at være fysisk tæt på, men stadigt langt væk fra de to på i fokus.