Sikke et cirkus
Udgivet 4. okt 2017 | Af: Andreas Ellemann | Set i biografen
Iron Man, Captain America og de andre Marvel-helte blev ikke samlet på film før “The Avengers” i 2012. Før det havde de deres egne separate solofilm med forskellige instruktører, skuespillere og så videre. På samme måde har DR samlet sine kendte DBU-figurer i “Cirkus Summarum” som årligt show og tv-program og nu for første gang også på film i “Sikke et cirkus”. Og sikke en glæde det er at se den vanvittige, fordrukne Onkel Reje, den rare, muntre Hr. Skæg og gode, gamle Bamse i Danmarks Radios familievenlige svar på Avengers.
Foruden Bamse, Motor Mille, Rosa fra Rouladegade og de andre så findes de faktiske hovedpersoner i Rasmus Bjerg som cirkusdirektøren Kaj og den ene af hans 10 børn, Ramona. Her ligger cirkussets menneskelighed, som altså afviger fra de andre DR-heltes specifikke særheder. Kaj er overraskende fyldt med voksne svagheder som nærighed, jalousi og dameglæde, der har bragt ham 10 børn med forskellige mødre, som han desuden har svært ved at huske navnene på. Majbrit eller Majken? Og den lille Ramona er både entusiastisk og troværdig som moderløst barn i et cirkus med en skør far.
For tryllet bliver der. Og i modsætning til “Cirkus Summarum”, hvor en farlig løve i virkeligheden er en hund, og trylleriet kun er fesne tricks, er der i det her film-cirkus mulighed for ægte film-magi med alt, hvad det indebærer af løver, elefanter og flyvende børn. Den virkelige magi består dog i den afrundede menneskelighed, som artisterne får i det her cirkus af en film. Dét er et sturt sturt nummer!
For man skulle ikke tro, at man kunne have ondt af en direktør for et cirkus med 10 børn og et lummert overskæg. Eller at en mand med hængevom og speedos kunne bruge ordet ‘kællinger’ i en film sammen med Bamse. Det er nemlig mærkeligere, dummere og sjovere, når Ramasjangs helte samles, end tilfældet er hos Marvels Avengers.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet