Nøgleordet er gysUmiddelbart ligner “The Skeleton Key” en forglemmelig metervare-gyser, og efter filmens uimponerende indtægt og ubetydelige fanskare at dømme, er det åbenbart en konklusion, mange mennesker kom frem til, dengang filmen oprindeligt havde premiere i 2005. Men “The Skeleton Key” havde vitterligt fortjent en langt bedre skæbne end et blakket ry og et hurtigt exit fra biografen.

“The Skeleton Key” opfinder absolut ikke den dybe tallerken. Den er konventionel på mange leder og kanter, og den forfalder til tider til genrens værste klicheer. Der er eksempelvis et par forcerede chokmomenter, som suppleres af lige lovlig eksplosiv orkestermusik, og der optræder flere utroværdige, genretypiske figurer såsom en blind spåkone, der ikke bidrager med meget andet end et par akavede replikker. Men sådanne uheldigheder er heldigvis en sjældenhed i “The Skeleton Key”. Filmen nægter at gå flere af sine dovne, chokglade genrefæller i bedene og forsøger i stedet at skabe en trykkende, vedvarende atmosfære.

Historien udvikler sig også i et ganske tilpas tempo, selvom et par af filmens første scener sagtens kunne have været undværet. Men det er dejligt at se en gyser, der giver sig god tid til at etablere persongalleriet og deres omgivelser. Historien omhandler en ung kvinde, der drager til en gammel plantage for at tage sig af en aldrende, døende mand, som bor sammen med sin stædige kone. I parrets enorme hus sættes sygeplejerskens skepsis overfor det overnaturlige på en alvorlig prøve af mystiske, såkaldte hoodoo-hændelser (‘hoodoo’ er åbenbart næsten det samme som voodoo). Flere uventede twists hænder undervejs, og den største (og bedste) af alle fortællingens uventede overraskelser er den allersidste, der virkelig trækker gulvtæppet væk under én.

For en gangs skyld virker en thrillers endegyldige twist ikke som en prætentiøs eftertanke. Den visuelt flotte film tager også sig selv forholdsvis seriøst, og det er dejligt at se en gyser tage et emne op, der ikke involverer overnaturlige kreaturer eller blodtørstige psykopater. Skuespillerholdet leverer også varen. John Hurt får desværre ikke meget at lave, men den altid fremragende Peter Sarsgaard er herlig som en lokal advokat, og en typisk charmerende Kate Hudson er god i hovedrollen. Men det er 75-årige Gena Rowlands’ ætsende præstation som den barske, gådefulde kone, der ender med at være det, man husker bedst, efter filmen er forbi.

Video”The Skeleton Key” er en meget dyster film, som primært foregår om natten eller i skumle, dunkle lokaler. Det sætter skivens transfer på en alvorlig prøve, som den klarer med bravur. Sortniveauet er meget imponerende, og det samme er kontrastniveauet. Enkelte af filmens mørkeste skud virker en anelse mudrede og uskarpe. Men sædvanligvis er selv billedsidens skyggeområder spækket med detaljer, og størstedelen af filmen står fuldstændig knivskarpt. Der synes at være blevet skruet op for de røde og grønne farvenuancer, mens de blå farver er forholdsvis nedtonede – det giver billedsiden et unikt look, der passer historien godt, og som heldigvis vedligeholdes hele vejen igennem. Der er ingen tilfælde af komprimeringsfejl, støj eller edge-enhancement.

AudioSkivens engelske Dolby Digital Plus 5.1-spor er lige så imponerende som transferet. Nutidens gysere plejer oftest at mønstre herligt lyddesign, og “The Skeleton Key” er ingen undtagelse. Hver eneste højtaler bidrager med såvel underfundige som bragende lydeffekter, der gør indtryk. Især en scene med en grammofonplade, hvis lyd langsomt udvikler sig og bliver mere og mere aggressiv, er interessant. Dialogen er tydelig hele vejen igennem, og der optræder aldrig overstyring eller andre former for støj. Subwooferen er også ofte aktiv, men til tider savner man dog en lidt skarpere og mere mærkbar gengivelse af lydsidens højeste og dybeste toner.

EkstramaterialeUdover filmen indeholder udgivelsen først og fremmest en masse korte featuretter. “Behind the Locked Door – Making The Skeleton Key” (5 min.) er både kort og uinteressant. I “Exploring Voodoo/Hoodoo” (4 min.) udtaler flere selverklærede voodoo/hoodoo-eksperter sig om de overnaturlige fænomener. Det er en ganske informativ lille sag, der gerne måtte have været længere. Den ligegyldige “Recipe and Ritual: Making the Perfect Gumbo” (3 min.) underviser os i at lave en såkaldt gumbo-ret. Bedre er “Blues in the Bayou” (6 min.), der omhandler filmens fine soundtrack og flere af dem, som bidrog til det. I “Kate Hudson’s Ghost Story” (3 min.) fortæller skuespillerinden en ultrakort, men alligevel stemningsfuld gyserhistorie fra sin barndom.

“Plantation Life” (4 min.) beretter om en plantage tæt på Mississippi-floden og de slaver, som arbejdede der. Mildt interessant, men lettere irrelevant. “Casting The Skeleton Key” (8 min.) er en uhyre uinteressant featurette, der byder på overfladiske interviews med filmens bagmænd og medvirkende, som har for travlt med at klappe hinanden på skulderen til at sige noget meningsfuldt. I “John Hurt’s Story” (4 min.) læser den engelske mesterskuespiller en interessant, men meget kort historie højt om en slaves oplevelser. “A House Called Felicity” (5 min.) omhandler huset, som er filmens centrale lokation, og til slut er der “Gena’s Love Spell” (1 min.), hvori vi hører skuespilleren Gena Rowlands forklare, hvordan man ved hjælp af magi brygger en kærlighedsdrik.

Man kan også bogmærke ens favoritscener, og der er inkluderet cirka 20 minutters slettede/forlængede scener, som instruktøren Iain Softley har indtalt kommentarer til. Her er intet, som man savner fra den endelige udgave af filmen. Softley har også indtalt et kommentarspor til hovedfilmen. Den intelligente og velformulerede britiske filmmager kommer ganske godt rundt omkring de forskellige facetter af filmens tilblivelse, og der er forholdsvis få pauser.