Snowpiercer

InstruktionGraeme Manson

MedvirkendeJennifer Connelly, Daveed Diggs

IMDbVis på IMDb

Premiere 25/05/2020 på Netflix


Anmeldelse

Snowpiercer – Sæson 1

3 6

 

Et tog er et højhus, der ligger ned. Sådan siger én af passagererne ombord Snowpiercer – en moderne Noas ark.

 

Togpassagerens betragtning giver særligt mening, fordi det er “Parasite”-instruktør Bong Joon-ho, som er lokomotivføreren bag idéen om det klasseopdelte tog, der kører rundt og rundt om en iskold og -gold planet med de sidste overlevende medlemmer af menneskeheden.

 

Klasseinstruktøren Bong Joon-ho går nemlig en del op i klasser. I Oscar-vinderen “Parasite” boede de rige i stuen, mens de fattige var henvist til kælderen.

 

Sådan er det også i “Snowpiercer”, hvor huset bare er lagt ned på skinner med i alt 1.001 vogne rangeret efter rigdom – fra 1. klasse ned til tredje med de uønskede nederst i halen, hvor de lever som rotter.

 

I 2013 gjorde Bong Joon-ho den fortælling til en tæt actionbasker, hvor de fattige i opfindsom “The Raid”-stil kæmpede sig blodigt frem mod lokomotivet – vogn efter vogn. Det var førsteklasses (klasse)kamp.

 

Nu har Graeme Manson overtaget Bong Joon-hos togsæt, der nu kører en længere omvej som serie-lokomotiv igennem en sæson på 10 afsnit – Sæson 2 er allerede bestilt.

 

De første fem afsnit fortæller en noget anderledes historie om bord Snowpiercer, der igen styres af den mystiske Mr. Wilford, som aldrig viser sig. Han taler kun igennem Melanie Cavill, der spillet af Jennifer Connelly er seriens hovedattraktion.

 

Hun er som den eneste passager en karakter med flere dimensioner. Hun er mystisk. Klasseløs, men med absolut magt til at fryse din arm af, hvis du gør oprør mod den herskende orden. Jennifer Connelly hører til på 1. klasse.

 

Sådan er det ikke med resten af passagererne i “Snowpiercer”, hvor Bong Joon-hos revolutionære action-oprør er erstattet med en simpel krimi. Hvem gjorde det? Hvem myrdede og skar arme, ben og pikken af to mænd fra 3. klasse?

 

Det skal halens helt, Andre Layton, opklare. Hans fortid som betjent skaffer ham fripas fra togets bagerste vogn til frit at kunne tage os med rundt på opdagelse i toget – fra natvognens sorgløse fest for middelklassen til de ekstravagante lejligheder for de fine, der har betalt for dette tog, som er en konsekvens af en tabt klimakamp – nu er Jorden dækket af is.

 

Jeg er vild med “Snowpiercer”-serien som idé. Menneskeheden sat på spidsen. Placeret sammen i 1.001 togvogne, hvor uroen, uretfærdigheden og de sociale skel konstant truer med at få klasserne til at gøre oprør.

 

Men den gode idé bliver på perronen, mens konduktør Graeme Manson i stedet byder på hverdagskrimi – det er ‘Mordet på Snowpiercer-ekspressen’.

 

Snowpiercer anmeldelse sæson 1 serie / Filmz.dk

 


Trailer