Icelandic Beauty

Jeg har holdt øje med Rúnar Rúnarsson, siden han tilbage i 2008 fik Cannes-opmærksomhed med kortfilmen “Smáfuglar”. Noget så bizart paradoksalt som en romantisk voldtægtsfilm. Sød og grum. Siden kom debutspillefilmen “Volcano”. Et islandsk ekko af Hanekes “Amour”. Er du endnu ikke rullet med på Rúnarsson-vognen, så er “Sparrows” et godt sted at begynde. Et slags Greatest Hits over den korte karriere.

For de små fugle fra kortfilmen er blevet til de større spurve her en del år efter. Det er Atli Oskar Fjalarsson, der har forvandlet kortfilmsdrengen til teenageren Ari. I “Smáfuglar” var han uden navn, da han måtte lære om voksenlivet på den barske facon. Nu bliver historien rundt om fortalt. Hvordan han var havnet til den fest bedøvet på stoffer, imens han måtte se hjælpeløs til, at drømmepigen blev voldtaget. Det er coming of age med en melankolsk tone, som det næsten kun kan være, når man er nabo til et stille bjerg i Island.

Med “Volcano” satte Rúnarsson fokus på mænd, der mister. Tavse mænd af den gamle skole, der ikke føler højlydt. Eller laver mad selv. Det fokus fortsætter med “Sparrows”. Ari skal flytte op til fraskilte far i den islandske udkant. De har ikke meget at sige til hinanden, imens bilen kører igennem den nye bjergtunnel. Kun vinduesviskerne skriger en lyd mod den halvtørre forrude. Ari er ærgerlig over skiftet fra mor og Reykjavik til far og bjergflække. Farmand drikker øl på dåse, når han har fri fra jobbet på fiskefabrikken – farmor laver mad. Udkantsmanden har det ikke let hos Rúnarsson, men han får ingen overflødig ynk, selv om finanskrisebanditterne hos banken har taget hus og båd.

Sammen skal de nu finde hinanden, men det er svært, når sønnen synger lys korsang, imens far hellere vil skyde sæler på maskulin jagt. De er forskellige. By og land. Ung og gammel. Men mest er det ungdommens film. Det er Ari, der som en tematisk søskende til Agnes fra “Fucking Åmål” skal blive voksen. Kysse, ryge en fed, bearbejde en stor sorg og få den første løn fra fiskefabrikken. Egentlig ret klassisk, men med enkelte glimt af en unik Rúnarsson-stil. En kærlig, men distanceret fornemmelse for det absurde ved det nordiske lilleput-samfund. Gamle ølvomme bader i en udendørs tønde med varmt vand, imens knallert-unge drikker finsprit til midsommer.

Det hele er en naturlig forlængelse af “Volcano”, indtil jeg pludselig genkendte en scene. Hele “Smáfuglar” udspiller sig på ny. En intens scene, hvor det ultimative overgreb forenes med den ultimative kærlighed. Det passer bare ikke rigtig ind i det rolige udkantsunivers. Det trillende, udstrakte bliver kortvarigt grundstødt af en kompakt kortfilm. Som en Greatest Hits-plade, hvor den intense sjæler efterfølges af det vilde pophit. Godt hver for sig, men forbindelsen er der ikke.