Spider-Man er død! Længe leve Spider-Man! “Into the Spider-Verse” begraver den gamle måde at tænke “Spider-Man” på. Det her er nyt!

Her er ikke kun én Spider-Man fra Queens med det borgerlige navn Peter Parker. Her er også Gwen Stacy, Peni Parker, Spider-Man Noir, Spider-Ham, Peter B. Parker og så Miles Morales fra Brooklyn.

I det her ‘Spider-Verse’ kan alle nemlig blive Spider-Man. Den her historie tilhører Miles, der får Pixar til at ligne pensionister med “De utrolige 2“, som tidligere på året kom 10 år for sent.

“Into the Spider-Verse” kommer lige til tiden. Eller måske er den før sin tid? En tidsportal ind til en ny tid – en anden, animeret dimension.

Sådan en åbner Kingpin med acceleratoren, som han kalder den, der skal slukkes igen med en dims, som en ældre, fraskilt Peter Parker med topmave forklarer det.

Det er klassisk super med skurke-bonanza a la Doc Ock, Prowler og Green Goblin. Det er den tegnede streg derimod ikke. Altså klassisk.

Den er skrevet af “Lego Filmen”-skaber Phil Lord, der producerer sammen med makkeren Chris Miller. Denne gang er det endnu mere awesome!

Det er Stan Lee-comic med talebobler, tegneseriesider, der bladrer, med et look, som rimer på Roy Lichtenstein, inden acceleratoren ændrer Brooklyn til kubistisk kunst, som igen forandres, da Peni Parker siger hej med sin anime-robot fra en japansk fremtid, der snart får et gok med køllen af Spider-Ham. Det svin.

“Spider-Man: Into the Spider-Verse” skifter konstant udtryk. Mikser gammelt og nyt. En nyfortolkning af Charles Dickens-klassikeren “Great Expectations”, inden Miles graffitimaler skærmen til med sit eget tag – ’No Expectations'.

For “Into the Spider-Verse” er ikke bare et formmæssigt nybrud, men også en klassisk dannelseshistorie. Om at vokse op, passe ind og finde en egen vej imellem farmand, der er betjent, og onkel Aaron, som er kriminel. Den vej går gennem Spider-Man.

Men det er ikke en nem vej, hvor edderkoppe-evnerne virker efter en kort trænings-montage. Det er hårdt at være helt.

Derfor spiser Spider-Man også en burger, inden han tager bussen af sted på mission, der kan koste livet. Denne gang kan Spider-Man dø.

Derfor tøver Miles da også, da han første gang skal tage springet ud fra en bygning. Han løber op, op, op ad trapperne til toppen, gør klar til at springe. Klip til løb ned, ned, ned ad trapperne. Han er ikke klar.

Det er “Spider-Man” helt efter tegneseriebogen, men alligevel afgørende ny. En eksplosion af former og farver i det store opgør imod Kingpin, inden et rørende ’Jeg elsker dig' til far.

Jeg vidste ikke, jeg havde brug for en ny Spider-Man. Eller at alle kan blive Spider-Man. Det ved jeg nu – længe leve Spider-Man!