Spy Who Loved Me, The – Ultimate Edition
Udgivet 2. sep 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at det er instruktøren bag Bond-seriens måske mest opblæste film, “You Only Live Twice”, Lewis Gilbert, som har instrueret. Ligesom i Gilberts tidligere film byder “The Spy Who Love Me” på enorme kulisser og storslåede actionsekvenser, som sjældent er set mage – selv ikke i andre Bond-film. Og flere ideer synes endda at være direkte gentagelser fra “You Only Live Twice”, såsom ideen med fartøjer der sluger andre fartøjer. Hvor det i Gilberts anden Bond-film var rumraketter, der slugte andre rumraketter, optræder der i “The Spy Who Loved Me” en gigantisk tanker, som sluger andre skibe – netop én af de hændelser, som her sender Bond i aktion. Djævelsk original er filmen ikke ligefrem, men det er næppe noget, man tænker meget over, mens løjerne er i gang.
Ken Adams blændende production-design resulterede i en Oscar-nominernig, og Marvin Hamlischs tempofyldte musikkompositioner udgør et af de få synthesizer-dominerede scores, der stadigvæk holder den dag i dag. Filmens special-effects holder også godt, hvor filmens sindssyge skurk Strombergs undervandsbase er en af filmens mest bemærkelsesværdige konstruktioner. Mindeværdig er også filmens næstmest prominente skurk, Jaws, der stjæler samtlige scener, hvori han medvirker. Den tavse, tårnhøje gigant (spillet af den efter sigende enormt venlige Richard Kiel) med det dødsensfarlige stålgebis er en uforglemmelig herre, som stadigvæk er en af seriens mest populære karakterer. Og ligesom Jaws har filmen fuldt forståeligt også holdt fast i sin popularitet, for kun få film er lige så underholdende og charmerende som “The Spy Who Loved Me”.
Disc 2’s “Declassified: MI6 Vault”-sektion byder på endnu en omgang “Ken Adam’s Production Films” (6 minutter), der, ligesom på de andre dvd’er hvorpå denne slags featurette optræder, viser flere af production-designer Ken Adams optagelser fra filmens locations. “Escape From Atlantis: Storyboard Sequence” (2 min.) viser en alternativ udgave af det endelige opgør mellem Bond og Jaws. “007 Stage Dedication” (1 min.) er en gammel og spøjs ultrakort featurette, hvor man ser få klip fra en af optagelsesdagene, hvor enkelte politiske personligheder besøgte optagelserne.
Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.
“Ken Adam: Designing Bond” (22 min.) byder undermenuen også på, og det er en god dokumentar omhandlende en af filmmediets største production-designere nogensinde: Ken Adam, som arbejdede på adskillige Bond-film og også et par Kubrick-film. Der bliver kommet godt rundt omkring både mandens arbejde og privatliv.
Dvd’en byder også på flere trailere og reklamer end mange af de andre Bond-dvd’er, og så også et fyldigt billedgalleri.
“The Spy Who Loved Me” er en herlig film, som i årevis har tryllebundet millioner af filmgængere. Da filmen udkom i 1977 i kølvandet på et par knap-så-fantastiske udgivelser, var det enormt vigtigt for seriens 10. kapitel at slå fast, at Bond stadigvæk var en solid garant for god og flot underholdning, der ikke behøvede Sean Connery for at overleve – og det faktum slog filmen så sandelig fast. Både billed- og lydsiden besidder meget få skavanker. Dette er en af seriens bedste film og samtidigt en ganske fornem dvd-udgivelse.
James Bond vender tilbage i ”Moonraker”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet