Springet

InstruktionHenning Carlsen

GenreDrama, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen25/02/2005


Anmeldelse

Springet

3 6
Tobias lever et lykkeligt karriereliv i København med sin kone Ruth. Han arbejder for et forsikringsselskab og spiller klaver i et jazzband i sin fritid. Klaveret lærte han at spille på gennem sin barndomsvenindes far, der introducerede ham for jazzmusikken. Ved et rutinetjek hos lægen bliver hans liv vendt på hovedet, da lægen fortæller ham at han er ramt af en uhelbredelig kræftsygdom. Den lysende fremtid han havde set for sig med sin kone og deres planer om at få børn sammen smuldrer fuldstændig.
Kort efter lægebesøget støder Tobias ind i vennen Poul, som han ikke har set i 30 år. Poul bringer hans tanker tilbage til de tidlige pubertetsår og tiden med veninden Ida. Især et minde om at falde ned fra altanen, i et mislykket forsøg på at bruge en parasol som faldskærm, lader til at have præget ham fremover og stoppet ham i flere omgange fra at springe videre ud i livet. Tobias går igennem en selverkendelsesprocess der tager os på mange kig ind i hans barndom, i søgen på hvad der så ofte har holdt ham tilbage og disse tilbageblik holder også nøglen til hans nuværende situation.

“Springet” er tragisk, men den er dog ikke så dyster som man kunne frygte, for gennem filmens hovedtema, som nærmest synes at være “der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget”, udvikler handlingen sig i en interessant retning mod selverkendelse og forsoning. Flere spørgsmål bliver ikke definitivt besvaret og er op til den enkeltes fortolkning, men især et af filmens handlingsforløb omhandlende Idas far forbliver underligt uforløst og hængende i luften.

Henning Carlsen er ikke nogen subtil instruktør. Med den sporadiske fortælleform via flashbacks og hvad han på kommentarsporet betegner som deja vu, bliver filmens budskab – at man ikke kommer nogle vegne hvis man ikke tør tage springet – leveret med så store typer at det ikke er til at tage fejl af. Det kan indimellem blive lidt for meget, men generelt hjælper filmens symbolik med til gøre historien mere interessant.

Det er rart at se en film der tematisk bevæger sig uden for normerne – den er sværere at sætte i bås hvis man sammenligner den med bølgen af danske film fra de seneste 10-15 år. Det samme gælder valget af skuespillere. Mikael Birkkær, der også gjorde det fremragende i Paprika Steens “Lad de små børn”, er som skabt til disse roller og han viser virkelig format i sit portræt af Tobias. Andre nævneværdige præstationer tæller Susanne Storm, Peter Steen og Lars Lunøe, der i et kort glimt efterlader et stort indtryk som Tobias’ gamle professor Schiøtz.

VideoVi får på denne dvd glæde af et 1.85:1 anamorphic widescreen billede. Ikke noget prangende transfer, der desværre står lidt grumset. En smule snavs kan også anes, men ellers er billedet hæderligt.
AudioFilmens lyd præsenteres ved et Dolby Surround 2.0 spor, der desværre ikke er helt tilfredsstillende. Dialogen er klar, men filmens musik kunne have draget fordel af et mere fyldigt lydbillede.
EkstramaterialeDet bærende element i ekstramaterialet på “Springet”, er et kommentarspor indtalt af instruktør og manuskriptforfatter, Henning Carlsen. Han går en del i tekniske detaljer omkring tilblivelsen, og fortæller også om hvordan mange af filmens elementer er inspireret af hans egne oplevelser og erfaringer. Et informativt og til tider underholdende kommentarspor, der dog nok vil virke en anelse tørt på folk der ikke interesserer sig for de tekniske anekdoter.
Dertil hører et diasshow der kort viser stills bag kameraet på udvalgte scener, en biografi af Henning Carlsen samt en oversigt over hans film, hvoraf nogle få indeholder en lille smagsprøve i form af en teaser.

Blandet med sund humor og til tider surrealistiske øjeblikke, er “Springet” lettere og mere appetitlig end andre film af samme skuffe. Desværre kunne man på dvd’en godt have ønsket sig mere i form af ekstramateriale og et bedre lydspor.


Trailer

Kort om filmen

Tobias Jacobsen er 42 år og lever et normalt liv med sin dejlige kone Ruth og sit faste job som kontorchef i et forsikringsselskab. En dag slår lynet imidlertid ned fra en klar himmel, da Tobias får svar på en lægelig undersøgelse – han har en dødelig sygdom. Lægens besked kommer så uventet, at han oplever det, som om jorden åbner sig under ham, og han styrter i en afgrund. Denne fald-fornemmelse giver ham associationer til en oplevelse, han havde som 13-årig, da naboens datter, Ida, lokkede ham til at springe ud fra en altan med en parasol som faldskærm.