Selvom serien “Star Trek: Deep Space Nine” fandt sted på en rumstation, som var parkeret langt ude i den galaktiske ødemark, var det alligevel den af alle Star Trek serierne, som på dristigste vis rejste ud i det ukendte univers. Et univers fyldt med mysteriøse karakterer, spektakulære racer, farverige miljøer og tryllebindende historier. En af de sørgelige ting ved, at “DS9” sluttede efter syv sæsoner tilbage i 1999, var, at serien, ligesom den oprindelige Star Trek serie (og i modsætning til alle de andre), langtfra syntes at være løbet tør for kreativ energi, da den sluttede.

“DS9” var en meget sammenhængende historie. Nærmest som én stor, tyk, omfangsrig roman med syv store kapitler, i modsætning til de andre serier, som er skruet sammen af talløse små, usammenhængende historier. At afslutte sådan en enorm fortælling var en monumental opgave for seriens hold af producere og manuskriptforfattere. Mirakuløst nok lykkedes det at lave en god afslutning. Men det er netop problemet med 7. sæson: afslutningen var ‘god’ – men desværre ikke nær så forrygende som håbet og forventet.

Blandt sæsonens bedste afsnit finder vi “Take Me Out to the Holosuite” (Sisko og co. dyster mod hinanden i en baseball kamp mod en gruppe Vulcans), “Treachery, Faith, and the Great River” (Weyoun kontakter Odo og forklarer, at han ikke længere føler sig tryg ved at arbejde for ‘The Dominion’), “The Siege of AR-558” (muligvis seriens voldsomste og mørkeste afsnit, hvor besætningen må hjælpe nogle desillusionerede tropper mod en gruppe blodlystne Jem’Hadar soldater), “Badda-Bing Badda-Bang” (den holografiske sanger Vic Fontaines bar bliver overtaget af en barsk rival, som kun besætningen kan slippe af med) og et af seriens allerbedste afsnit: “Inter Arma Enim Silent Leges” (Bashir støder endnu engang på den gådefulde Sloan fra organisationen ‘Section 31’).

De allersidste afsnit er generelt godt skruet sammen, men der er desværre lidt for mange løse ender, og nogle af afsnittene fokuserer en tand for meget på ting, som er forholdsvis irrelevante og en smule uinteressante. F.eks. er næsten alle scenerne mellem det magtsyge par Kai Winn og Gul Dukat for lange og kedelige. Men der er dog også talløse fantastiske ting, som sker i disse afsnit, og selv om “What You Leave Behind” – seriens allersidste afsnit – føles en smule skuffende, så er det stadigvæk langt bedre end næsten alt andet som tv-verdenen har haft at byde på.

Nogle fans mente, at seriens store mængde af vold, amoralitet og krig strittede imod Gene Roddenberrys oprindelige forestilling om menneskets positive fremtid. Men i sin afbildning af universets inhumane rædsler kontra den medmenneskelige ånd og gejst, blev “Deep Space Nine” til intet mindre end en sand hyldest til den menneskelige evne til i fællesskab at kunne overkomme selv de værst tænkelige situationer. Ironisk nok er “Deep Space Nine” muligvis den af alle Star Trek serierne, som levede bedst op til Roddenberrys idealer, håb og forventninger. 7. sæson var ikke blot slutningen på en tv-serie – det var afslutningen på en æra, og Star Treks endelige, majestætiske svanesang.

VideoPræsenteret i 4:3 Full Screen format. Ligesom kvaliteten af selve sæsonen, er kvaliteten af billedsiderne på disse dvd’er ikke helt så god som den forrige af slagsen. Det er specielt tydeligt i afsnit som “Penumbra” og “The Siege of ARR-558”. Billedet er grynet, uskarpt og kontrasten svinger også en smule – heldigvis er det ikke noget, som sker særlig ofte. Bortset fra i de få førnævnte tilfælde er kontrasten ret præcis, og det samme gælder farverne. Billedet er skarpt og fri for både digital støj, edge-enhancement og komprimeringsfejl.

AudioNoget af det, som har været med til at gøre det til en ren nydelse at gense “Deep Space Nine” på dvd, har været de dynamiske, effektive og detaljerige Dolby Digital 5.1 surround-lydspor, som Paramount har produceret til samtlige syv udgivelser. Det er også en nydelse at lytte til lydsporene i denne boks, og man aner en lille kvalitetsforøgelse i forhold til sporene i sidste omgang.

EkstramaterialeEftersom 7. sæson af “Deep Space Nine” var seriens sidste, er der naturligvis et par dokumentarer i boksen, der omhandler arbejdet med at færdiggøre serien, og afslutte alle de små historier som manuskriptforfatterne havde kreeret i løbet af de sidste syv år. “Ending an Era” (15 min.) og “The Last Goodbyes” (14 min.) er to sådanne dokumentarer. Næsten alle skuespillerne og alle seriens primære bagmænd snakker om hvor stolte de er af serien, og hvor hårdt det var at finde ud af, hvad der i sidste ende skulle ske med alle dens mange karakterer. Der bliver også snakket en hel del om special-effects arbejdet på de sidste afsnit, og den sidste scene, som blev optaget, hvori alle skuespillerne medvirkede.

I denne omgang får vi tre “Crew Dossier” dokumentarer, som henholdsvis handler om Sisko (13 min.), Jake (10 min.) og Ezri (9 min.) og deres virkelige alter egoer: Avery Brooks, Cirroc Lofton og Nicole de Boer. “Morn Speaks” (7 min.) handler om det besynderlige, alkoholiske rumvæsen Morn, som ofte opholder sig i Quarks bar, hvor han aldrig siger et eneste ord. Skuespiller Mark Allen Shepherd fortæller om sin unikke rolle, hvordan han i sin tid fik den, og hvilken effekt den har haft på hans liv.

I “DS9 Sketchbook: John Eaves” (6 min.) snakker illustratoren John Eaves om arbejdet på 7. sæson, hvor vi bliver mødt med en masse flotte tegninger, storyboards og lign., som filmholdet senere overførte til film. Tilbage har vi kun de sædvanlige glimrende gemte ‘Section 31’ videoklip og et enkelt billedgalleri.

Nu hvor vi har fat på samtlige syv “Deep Space Nine” dvd-udgivelser, er det måske også på tide at tage et lille kig på de CD-ROM’er, som følger med i hver eneste boks. Hver disc indeholder en kedelig screensaver og en bunke informationer omkring serien. Så snart man har installeret alt indholdet af samtlige syv discs på sin computer, har man mulighed for at studere en “Episode Guide”, som dækker hele serien, og læse om mange af karaktererne – begge ting, som man meget lettere og hurtigere kan slå op og studere nærmere på startrek.com.