Star Trek IV: Rejsen tilbage til Jorden

InstruktionLeonard Nimoy

MedvirkendeWilliam Shatner, John Schuck, Nichelle Nichols, Leonard Nimoy, DeForest Kelley, James Doohan, George Takei, Walter Koenig, Mark Lenard, Robert Ellenstein, Brock Peters, Jane Wyatt, Catherine Hicks, Robin Curtis, Michael Snyder

Længde119 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Action, Action, Komedie, Komedie, Drama, Drama, Adventure, Adventure

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Star Trek IV: The Voyage Home – Collector’s Edition

5 6
“Star Trek IV: The Voyage Home” (også kendt af mange som ”Den med hvalerne”) var den allerførste Star Trek film, jeg så, og jeg forelskede mig øjeblikkeligt i hele konceptet, karaktererne og universet. “The Voyage Home” er på mange måder en imponerende bedrift. For det første er det ret utroligt, at det efter tre ret så alvorlige film lykkedes så godt at kreere en helt anden type Star Trek film, som fokuserede langt mere på gedigen karakterudvikling og varmhjertet humor. Det sidstnævnte er filmen endda fyldt med til randen.
“The Voyage Home” er uden tvivl den mest lettilgængelige af alle Star Trek filmene, og som følge deraf er den blevet kaldt den ultimative Star Trek film for folk, som ikke nødvendigvis har set filmene eller bryder sig synderlig meget om dem. Det betyder naturligvis ikke, at rigtige Star Trek fans ikke kan nyde den lige så meget som folk, der aldrig før har set en af filmene. Men “The Voyage Home” antager ikke, at man kender alt til Star Trek – i særdeleshed takket være manuskriptforfatter Nicholas Meyers fordelagtige neutrale indsigt i Star Trek universet.

Seriens 4. kapitel er stadigvæk den mest kommercielt succesrige af alle filmene i USA, og dette, kombineret med dens fire Oscar-nomineringer, var med til at bane vejen for tilblivelsen af tv-serien “Star Trek: The Next Generation”, som hurtigt ledte til hele Star Treks enorme globale genfødsel.

“Star Trek III: The Search for Spock” sluttede med, at Enterprises næsteofficer, Spock, var blevet genfødt, Enterprise destrueret, og Kirk og co. havde trodset Stjerneflådens ordre om at komme Spock til undsætning.

Nu er det så blevet tid for Kirk og de andre at vende tilbage til Jorden og acceptere konsekvenserne af deres antiautoritære handlinger. Men da en sonde ankommer til Jorden og truer hele verdens befolkning, må Enterprises besætning (nu ombord på det klingonske rumskib, de stjal i den sidste film) tage tilbage i tiden til 1986 for at bringe intet mindre end en pukkelhval tilbage til fremtiden for at redde verden. Det hele lyder måske lige lovlig spøjst og måske endda en anelse åndssvagt, men i hænderne på et så talentfuldt filmhold blev “The Voyage Home” til en af de mest underholdende, afvæbnende og helt igennem herlige filmoplevelser i nyere tid.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “The Voyage Home” var den af de gamle Star Trek film, som oprindeligt så allerbedst ud på dvd, og denne 2-disc udgivelse byder på det samme transfer som den første 1-disc. Der er her tale om en aldeles glimrende billedside. Pga. filmens alder er der en smule digital støj, men det bliver aldrig distraherende. Billedet er særdeles skarpt og indeholder ingen artifacts. Desuden er farverne særdeles imponerende og kontrasten er næsten perfekt.
AudioLigesom dvd’ens transfer er discens lydspor overført fra den første dvd-udgave. Der er her tale om et særdeles effektivt og imponerende Dolby Digital 5.1 mix, som i høj grad er med til at suge seeren ind i filmens verden. Musik, dialog, lydeffekter… alt er tydeligt og lyder særdeles godt.
EkstramaterialeDer er tale om endnu en fremragende 2-disc “Special Edition” dvd med en hel del godt ekstramateriale på begge discs. Disc 1 indeholder to kommentarspor. Først har vi endnu et fremragende, informativt og morsomt tekstkommentarspor med Michael Okuda og Denise Okuda.

Lydkommentarsporet med Leonard Nimoy og William Shatner er dog en smule skuffende. Jeg havde oprindelig frygtet, at Shatner ville være en kedelig mand at lytte til igennem en hel film, og selvom han ikke er så forfærdelig, som man kunne have forventet, så snakker han ret langsomt og nogle gange om lidt irrelevante ting. De to venner gentager også sig selv et par gange, og de bruger en sjælden gang imellem lidt for meget tid på blot at recitere, hvad der sker i filmen. Men de hoster da begge to op med et par interessante stykker fakta en gang imellem, og man kan tydeligvis høre, at de er gode venner og ofte har det sjovt sammen, hvilket virker smittende på seeren.

I “Time Travel: The Art of the Possible” (11 min.) bliver tre prominente amerikanske fysikere interviewet omkring at rejse i tid. Dokumentaren er særdeles interessant, og slet ikke så indforstået som forventet. I “The Language of Whales” (6 min.) bliver vi taget indenfor på det hvalmuseum hvor en del af filmen foregår. Der bliver her talt om hvaler og deres intelligens.

“A Vulcan Primer” (8 min.) indeholder et interview med en Star Trek forfatter, som fortæller om Vulcans og deres natur. For Trekkies er der her ikke meget nyt at komme efter, men for nye Star Trek fans er det en ganske interessant lille video. Den indeholder klip fra både filmene og udvalgte afsnit af den originale Star Trek serie. “Kirk’s Women” (8 min.) er en særdeles morsom dokumentar, hvori fire af de mange kvinder som Kirk ‘scorede’ i løbet af Star Trek bliver interviewet om deres forhold til William Shatner og hans fiktive alter-ego.

“Future’s Past: A Look Back” (28 min.) er guldklumpen i pakken. Den giver et rigtig godt generelt indtryk af tilblivelsen af filmen, med interviews med bl.a. William Shatner, Leonard Nimoy, producer Harve Bennett og forfatter Nicholas Meyer (som instruerede hhv. den anden og sjette Star Trek film). Der bliver talt en del om producernes intentioner og motiver for at lade historien foregå i vor tid.

“On Location” (8 min.) fortæller kort om udendørsarbejdet på optagelserne, mens “Dailies Deconstruction” (4 min.) viser os nogle få råoptagelser fra produktionen. “Below-the-Line: Sound Design” (12 min.) er et herligt lille interview med den Oscar-nominerede lyddesigner Mark Mangini, som engageret og entusiastisk fortæller om sit arbejde på filmen. “From Outer Space to the Ocean” (15 min.) fortæller om skabelsen af mange af filmens special-effects, inklusive de mekaniske hvaler, mens “Bird of Prey” (3 min.) giver os et meget kort indblik i designet af Klingon rumskibet.

I “Roddenberry Scrapbook” (8 min.) fortæller Eugene Roddenberry om sin far (og Star Treks skaber), Gene Roddenberry. Den er meget kort, og vi når ikke at få dannet os noget egentligt indtryk af hverken sønnen eller faderen. “Featured Artist: Mark Lenard” (13 min.) indeholder et interview med den afdøde skuespiller Mark Lenards (som bl.a. spillede Spocks far, Sarek) enke og to døtre.

Desuden er der inkluderet tre gamle interviews med henholdsvis DeForest Kelley, William Shatner og Leonard Nimoy, som tilsammen varer ca. 43 minutter. De er alle sammen ganske sjove at se, og det er ikke blot af nostalgiske årsager. Og endelig er der inkluderet et par interessante billed- og storyboards gallerier og filmens originale biograf-trailer.

“Star Trek IV: The Voyage Home” er stadigvæk den klart bedste af alle 10 Star Trek film. Denne dvd er teknisk næsten perfekt, og den store mængde ekstramateriale gør det til en udgivelse, som man med lethed kan vende tilbage til igen og igen.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Det er det 23. århundrede, og Jorden trues af en mystisk fremmed kraft, der fordamper havene og ødelægger atmosfæren. I et desperat forsøg på at redde menneskeheden skal Kirk og hans besætning rejse tilbage i tiden til San Francisco i 1986, hvor de møder en verden fyldt af punk, pizza og busser med lige byttepenge, der er fuldt ud lige så fremmed som noget andet de nogensinde har mødt i galaksens fjerne egne…