Star Trek: The Motion Picture – Director’s Edition
Udgivet 4. feb 2007 | Af: The Insider | Set på DVD
Amerikanerne flokkede i biograferne for at se deres helte igen på det store lærred og for at se, hvad der dengang var den dyreste film nogensinde. Men i stedet for en underholdende og medrivende omgang sci-fi, var “Star Trek: The Motion Picture” en kold, kynisk og humørforladt film, som bestod hovedsageligt af langtrukne special-effects sekvenser og nærbilleder af Enterprises måbende besætning. Wise (som døde i 2005) har siden filmens udgivelse ofte sagt, at det var den eneste film, han havde lavet, som han ikke var helt tilfreds med. Men for få år siden fik han lov til at bruge mere end et år på at arbejde på denne nye udgave af filmen.
De nye scener, der blev filmet under filmens produktion i 1979, men klippet ud af den endelige version, er gode, og styrker filmen uden at ændre meget på plottet. De nye special effects er fantastiske. F.eks. er scenen, hvor Spock går på Vulcan, blevet fuldstændig genskabt med nye digitale effekter, og det ser aldeles ægte og betagende ud. V’Ger-skyen ser også meget mere truende og flot ud i denne nye udgave. Desuden er filmen blevet lidt tættere klippet uden alle de mange kedelige nærbilleder af besætningen, hvilket også gør filmen mere spændende og mindre ujævn.
Audio-kommentarsporet er virkelig interessant og indeholder mange sjove anekdoter. Jeg havde specielt set frem til at høre Jerry Goldsmith diskutere sit fantastiske musikalske bidrag til filmen, men desværre er der meget få kommentarer fra hans side på sporet – der er dog heldigvis meget interessante ting, han har at sige om musikken. Han fortæller bl.a., at scoret er blandt hans egne favoritter. Stephen Collins har endnu mindre at sige, men heldigvis formår han også at bruge den korte tid, han har fået tildelt, til at sige noget fornuftigt. Robert Wise kommer med en hel del spændende kommentarer om filmen, langt flere end man havde forventet af en 85 år gammel, pensioneret instruktør.
På disc 2 er der masser af ekstramateriale. Der er i alt 16 slettede scener, hvoraf nogle af dem er fra tv-versionen fra 1983. Disse er meget spændende og interessante at se, men man forstår godt hvorfor, de ikke blev inkluderet i den endelige version. En af de bedste ting ved disse slettede scener er også, at de er præsenteret i enormt høj kvalitet.
Så er der de obligatoriske tv-reklamer og trailers. De er også præsenteret i anamorphic widescreen og med god lyd. Der er masser af flotte storyboards, der var med til at give firmaet Digital Foundation (som lavede de nye special-effects til dvd-udgaven af filmen) inspiration til de ændringer, som Wise ønskede.
“A Bold New Enterprise” handler om selve produktionen på filmen tilbage i 1979. Der er interviews med mange personer, der var involverede i produktionen, bl.a. William Shatner, Robert Wise og multimillionæren Jeffrey Katzenberg, som i sin tid stiftede DreamWorks sammen med bl.a. Steven Spielberg. “Redirecting the Future” handler om den nye “Director’s Edition”-udgave, og om det arbejdet, der blev lagt i at leve op til Robert Wises oprindelige forestilling om, hvordan filmen skulle se ud.
En forbedret film, den store mængde ekstramateriale, den fine billedside og den fremragende lydside burde være grund nok for enhver Trekkie – og andre – til at erhverve sig denne fine udgivelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet