Star Wars: Episode IX - The Rise of Skywalker

InstruktionJ. J. Abrams

MedvirkendeAdam Driver, Daisy Ridley

Længde142 min

IMDbVis på IMDb

I biografen18/12/2019


Anmeldelse

Star Wars: The Rise of Skywalker

2 6

 

Disney har lyttet til de vrede Star Wars-fans. “The Rise of Skywalker” er modsvaret til “The Last Jedi“.

 

J. J. Abrams nærmest ydmyger Star Wars-kollegaen Rian Johnson med “The Rise of Skywalker”, hvilket demonstrativt illustreres ved en sletning af hukommelsen hos C-3PO. Forfra.

 

Således består “Episode IX” kun af to elementer. Svar på spørgsmålet: Hvem er Rey? Og en total afvisning af samtlige kritiserede indslag fra “The Last Jedi”. Lige på nær to Porgs.

 

Denne gang smider man ikke sit lyssværd væk, men behandler det med respekt. Kelly Marie Trans forhadte Rose Tico er skrevet ud i yderkanten af fortællingen, imens Finn finder en ny dame.

 

Endelig accepterer “The Rise of Skywalker” ikke Rian Johnsons svar på spørgsmålet om Reys ophav. For to år siden lød det uortodokse svar, at hun ikke var noget særligt, men derimod datter af fattige folk, der solgte hende for penge.

 

Den konklusion bliver brutalt ignoreret i denne afslutning af ‘Skywalker Saga’, som vender tilbage til instruktør Abrams’ udgangspunkt i “The Force Awakens”, der var en respektfuld kopi af “A New Hope”.

 

“The Rise of Skywalker” er til sammenligning en rædsom kopi af “Return of the Jedi”, hvor svaret på spørgsmålet om Rey er irriterende forudsigeligt.

 

Det er også irriterende, at J. J. Abrams genopliver Emperor Palpatine for at få ligningen til at gå op. Han har hele tiden været hovedskurken bag Snoke, siger de. Jeg tror dem ikke.

 

Jeg tror heller ikke, at man bedst ærer Carrie Fisher ved som moderne gravrøvere at bringe Leia til live igen med ubrugte scener fra “The Force Awakens” nu CGI-tilpasset et nyt plot med hjælp fra et livløst manuskript.

 

Det er Chris Terrio – manden bag Martha-twistet i “Batman v Superman” – der har fået til opgave at skrive scener rundt om de ubrugte øjeblikke med Carrie Fisher. Hun siger måske ’Nej' i et klip. Herefter er der skrevet en række Rey-replikker rundt om dette ‘Nej’, der så passer ind i sammenhængen.

 

Omkring disse scener taler alle om Leia og erklærer det endelige slutslag for en kamp for Leia. Det er velment. Men Leia-karakteren havde sit levende højdepunkt sammen med Luke i “The Last Jedi” – denne gang er det symbolsk nekrofili.

 

Sådan er “The Rise of Skywalker” proppet med fanservice og spøgelser fra fortiden i en grad, der får “The Force Awakens” til at virke original.

 

Alle er med i et MacGuffin-båret plot om en dolk, der fører til Palpatine på en rejse tæt på Endor med en gammel Lando Calrissian, som fantasiforladt siger: ’I have a bad feeling about this'.

 

Landos fornemmelse er dog korrekt. “The Rise of Skywalker” er en slem slutning, der kunne være udtænkt af en Star Wars-fan, som fik sin barndom ødelagt af “The Last Jedi”.

 

Derfor bliver “The Rise of Skywalker” heller aldrig ægte Star Wars. Det er derimod et nostalgisk ekko af en fortid, der nu er forbi.

 

Star Wars The Rise of Skywalker anmeldelse / Filmz.dk

 


Trailer