En samling af anime-“Star Wars”-kortfilm lyder på papiret som et fantastisk spændende koncept. Syv forskellige animationsstudier, der skaber 9 forskellige, ikke-kanoniske “Star Wars”-historier, gør det kun bedre. Der er simpelthen uendelige muligheder for originalitet i ét af de mest elskede filmuniverser nogensinde, så hvorfor ender “Star Wars: Visions” med at føles som en skuffelse?

Før jeg kommer for godt i gang, vil jeg understrege, at ikke alt er dårligt. Faktisk begynder “Visions” helt fantastisk.

Den første episode “The Duel”, er suverænt den bedste episode, og det skyldes i høj grad den simple historie, der fortælles. En mystisk mand og hans droid, ankommer til en by, der kort efter angribes af en gruppe ondskabsfulde slyngler og en Sith. Duellen mellem Sith-fyrsten og den mystiske mand, er selvfølgelig kortfilmens omdrejningspunkt, men den simple historie brillerer dels som resultat af dens små twists samt dens slutning og gøres kun bedre af animationsstilen.

Den sort-hvide og rå animation trækker tydelig inspiration fra den legendariske Akira Kurosawas samuraifilm. Kun lyssværd og enkelte lyskilder er i farver, og det passer perfekt ind i det univers, der skabes. Jeg ville simpelthen kunne se på det her i timevis.

Desværre kommer “Visions” aldrig op på samme fantastiske niveau, selvom den med enkelte episoder nærmer sig. “The Village Bride” skinner i sin udforskning af religion og natur i “Star Wars”-universet med endnu en mystisk, interessant hovedkarakter. “The Ninth Jedi” og “The Elder” byder begge på betagende lyssværdsaction og understreger, hvorfor “Star Wars” sagtens kan fungere som anime.

Animationsstilen er dog ikke altid lige så gribende som med de ovenstående episoder, men med syv forskellige studier bag tegnebrættet, er det også forståeligt. Det samme er desværre også tilfældet med selve historierne, der svinger utroligt meget i kvalitet.

Mange af problemerne kan spores i episodernes længde. Kortfilmene, der strækker sig mellem 13 og 22 minutter, føles ofte ikke som, ja… kortfilm. I stedet føles de som meget korte spillefilm. I de fleste af episoderne forsøger man nemlig at få presset en alt for stor historie ind på alt for lidt plads. Det resulterer flere gange i forvirrende historier med alt for meget exposition, mens karaktererne og deres forhold til hinanden føles ligegyldige og underudviklede.

Flere af disse problemer kan især spores i “The Twins”, “T0-B1” (der har en distraherende åbenlys Obi-Wan-reference i hovedpersonens navn), “Lob & Ocho” og i “Akakira”. Fælles for alle historierne, er at deres præmisser er spændende — i “The Twins” er to Sith-tvillinger (på papiret) i en hjerteskærende konflikt; i “T0-B1” ønsker en droid at blive en Jedi; “Lop & Ocho” handler om forskellige politiske ideologier, der skaber konflikt i familien, mens “Akakira” følger en Jedis forsøg på at hjælpe en prinsesse med at vinde sit kejserrige tilbage. Præmisserne forløses dog aldrig på tilfredsstillende vis, og i stedet sidder man med en tom fornemmelse undervejs.

Episoden “Tatooine Rhapsody” føles nærmest forfriskende irrelevant, da dens problemer ikke ligger nær så meget i over-exposition, dårlig opbygning eller kedelige karakterer. Derimod føles den bare ikke særlig meget som en “Star Wars”-historie, og den bliver nærmest kun brugt som en undskyldning for at have Boba Fett og Jabba the Hutt med.

Til tider virker det som om, at skaberne simpelthen er for passionerede. Det er tydeligt, at de gerne vil sætte deres eget præg på “Star Wars”-universet, men den spilletid, som de har fået, kan ikke altid rumme den historie, de gerne vil fortælle.

Alt i alt giver titlen “Visions” perfekt mening. Det er tydeligt at mange forskellige visioner mødes, men det resulterer også i en blandet landhandel, hvor de fleste episoder skuffer. Da den sidste episodes tekster rullede hen over skærmen, kunne jeg ikke lade være med at være skuffet, og det er kun de enkelte, men fantastiske highlights, der holder serien fra slet ikke at fungere.